Klokken 6:14 fyldte et lille skrig rummet.
Jordemoderen lagde barnet op mod dets mor.
Camille kiggede på hende.
“Hun har din mors øjne,” mumlede hun.
Jeg tænkte på Claire Delorme, kvinden jeg aldrig havde kendt, fra alle de stjålne år.
“Så vil hun også have sin styrke.”
Vi kaldte vores datter Elise Claire .
Monique blev flere måneder senere dømt for grov vold, dokumentfalsk og brug af forfalskede dokumenter, bedrageri og forsøg på kidnapning. Efterforskningen af min fars død blev genoptaget. Den afslørede, at Monique havde forfalsket hans identitet, underslæbt sin arv og brugt Julien Vasseurs netværk til at indhente lægejournaler og forberede forældremyndigheden over vores barn.
Hun havde planlagt alt.
Bortset fra én ting.
Hun havde ikke forventet, at Camille ville holde op med at tie stille.
Et år efter Elise blev født, solgte vi lejligheden i Lyon. Ikke fordi Monique havde taget den fra os, men fordi dens vægge rummede for mange minder.
Vi købte et lille hus i nærheden af Bordeaux.
Den første aften hang Camille et fotografi af vores datter op over hoveddøren.
Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde valgt dette sted.
Hun smilede.
“For at minde mig om, at denne dør tilhører os.”
Elise sov i det næste værelse.
Jeg kiggede på Camille. Hendes ar på læben var næsten forsvundet. Det ar, Monique havde efterladt i øjnene, ville dog måske aldrig helt forsvinde.
Jeg tog hendes hånd.
“Jeg er ked af det.”
“Jeg ved det.”
“Jeg vil fortælle dig det hele mit liv, hvis jeg bliver nødt til det.”
“Nej.” Hun lagde hovedet mod min skulder. “Du kan bevise det for mig i stedet.”
Så lukkede jeg døren.
Ikke for at låse nogen inde.
For at forhindre helvede i at vende tilbage.






