“Jeg tror dig.”
Men et spørgsmål var lige opstået, forfærdeligt, umuligt at afvise.
“Hvorfor skulle Monique have sagt, at dette barn var hendes barnebarn?”
Camille faldt sammen mod sofaens ryglæn.
“Min mor døde, da jeg var seks år gammel. Min far giftede sig igen kort efter. Jeg har næsten ingen minder om hende.”
Jeg tænkte på fotografiet af det forfalskede dokument.
Claire Delorme.
Hans mors navn.
Og pludselig huskede jeg noget.
På Moniques værelse, inden hun pakkede sin kuffert, så jeg et gammelt fotografi ligge i bunden af en skuffe. To unge kvinder stod foran et landsted. Den ene var Monique, den yngre. Den anden havde de samme øjne som Camille.
Jeg ledte gennem mine minder.
Monique havde altid fortalt mig, at Claire var død i en bilulykke, før jeg blev født.
Men i videoen talte hun om Camilles datter, som om hun var et barn, der var blevet stjålet fra hende.
Jeg ringede tilbage til kaptajn Girard.
Han bad mig om ikke at røre ved noget, og kom så hjem til os med en kollega. Vi viste ham videoen. Han så den to gange.
“Vi tjekker hospitalsjournalerne,” sagde han. “Men jeg har et spørgsmål. Er du sikker på, at din mors navn er Monique Delorme?”
Jeg stirrede på ham.
“Ja.”
“Og din far?”
“André Morel. Hvorfor?”
Han åbnede en skjorte.
“Fordi Monique Delorme ikke er det navn, der står på din fødselsattest.”
Verden syntes at vælte.
Han lagde dokumentet på bordet.
Jeg læste mit navn.
Thomas Morel, født af Claire Delorme og André Morel.
Jeg løftede langsomt øjnene.
“Claire Delorme … hun er min mor.”
Camille bakkede op mod væggen.
Kaptajnen fortsatte med rolig stemme:
“Monique Delorme var Claires søster. Din tante. Hun opdrog dig efter din mors officielle død.”
Jeg holdt op med at trække vejret.
Hele min barndom var bare smuldret.
Minder om Monique, der gav mig et bad. Monique, der kørte mig i skole. Monique, der gentagne gange fortalte mig, at jeg var hendes søn, at ingen nogensinde ville elske mig, som hun gjorde.
Hun var ikke min mor.
Hun havde simpelthen indtaget en død kvindes plads og derefter bygget hele sit greb på denne usurpation.
“Hvorfor fortalte min far mig aldrig noget?”
Kaptajnen sænkede blikket mod mappen.
“Din far blev fundet død for 29 år siden. Ifølge optegnelserne var det selvmord. Men vi opdagede i dag, at en gammel politirapport nævnte et skænderi mellem ham og Monique dagen før hans død.”
Camille forstod det før jeg gjorde.
“Dræbte hun ham?”
“Vi kan ikke bekræfte dette endnu. Men hendes identitet er blevet ændret flere gange. Monique Delorme blev også sat i forbindelse med en privatklinik i Bordeaux i 1990’erne.”
Jeg tænkte på Asteria Conseil. På Julien Vasseur. På lægejournaler.
Alt gik tilbage mod Bordeaux.
Næste dag ransagede politiet hotelværelset, hvor Monique havde boet. De fandt babytøj, en autostol, beroligende midler og en kopi af nøglerne til vores lejlighed.
Men det mest skræmmende var i en metalkasse.
Snesevis af breve.
Alle adresseret til Claire .
Nogle var skrevet af min far. Andre af Monique. Den sidste, dateret tre uger før hendes død, lød:
“Du skal ikke tage min søn. Selv hvis du dræber mig, vil Thomas en dag vide, at du ikke er hans mor.”
Min far havde aldrig haft tid til at tale med ham.
Monique havde derimod tredive år til at lyve for mig.
Hun blev arresteret samme aften på en togstation i Lyon, da hun forberedte sig på at rejse til Bordeaux.
Jeg så hende kun én gang, bag et vindue.
Den virkede mindre, end jeg huskede.
“Du kaldte mig mor i syvogtredive år,” sagde hun.
Jeg satte mig ned overfor hende.
“Fordi du fik mig til at tro, at du var det.”
“Jeg opdrog dig.”
“Du besatte mig. Det er ikke det samme.”
Hendes øjne fyldtes med tårer.
“Claire ville have svigtet dig. Hun ville ikke have dig.”
“Så hvorfor stod der i hendes sidste brev, at hun ville beskytte mig?”
Monique kiggede væk.
Jeg lagde mine hænder på bordet.
“Du vidste om Camilles barn. Du vidste, at hun var død. Du opdigtede hele denne historie for at tage vores datter fra hende. Hvorfor?”
Hun forblev tavs.
Så hviskede hun:
“Fordi jeg aldrig kunne få børn. Claire fik et. Dig. Hun tog alt fra mig.”
“Hun tog ikke noget fra dig. Du tog hendes liv.”
Monique kiggede op.
“Synes du, du er anderledes end hende? Tror du, Camille bliver hos dig? Hun vil forlade dig. Alle kvinder forlader dig til sidst.”
Jeg rejste mig op.
“Måske. Men hun går aldrig, for så har jeg forhindret hende i at trække vejret.”
Jeg forlod rummet uden at se mig tilbage.
Tre uger senere blev vores datter født ved daggry.
Camille var udmattet. Jeg holdt hendes hånd, mens hun skubbede, hendes hår sat op i panden, hendes ansigt hærget af tårer.






