Madame Céleste trådte frem og holdt en tyk mappe op foran Amara. Da hun åbnede den, så Amara kopier af sine egne originale, håndtegnede skitser og mønstre.

“Da du kom ind i mit atelier for otte måneder siden for at købe råsilke, tråd og krystaller, ma chérie, var jeg så imponeret over dine tegninger, at jeg bad om lov til at tage en kopi til mit arkiv,” sagde Madame Céleste med et varmt smil. “Da fru Thorne ringede til mig for en time siden og fortalte om den skandaløse forbrydelse mod dit håndværk, låste jeg mit værksted op, vækkede mine to bedste piger og tog alt mit lager af håndlavede organzablomster, sølvtråd og krystaller med. Vi er fem sypiger her i rummet – seks med dig. Hvad én kvinde bruger otte måneder på alene, kan seks kvinder med et fælles mål skabe på én nat, når grundkjolen allerede står klar! Har du din mors blonde med?”

Med rystende hænder åbnede Amara det hvide lommetørklæde og rakte det lille, hjerteformede stykke antikke blonder til Madame Céleste.

Den franske skrædder satte sin lup for øjet og studerede de lyserøde malingspletter i kanten af blonden. Hun fnyste foragteligt. “Amatører. Billig akrylmaling fra et byggemarked på ægte, håndvævet belgisk duchesse-blonde fra 1960’erne? De tætte bomuldsfibre i så gammel en blonde suger ikke plastikmaling ind i kernen så hurtigt som moderne syntetisk stof. Giv mig tyve minutter med min ultralydsrenser og en opløsning af ren æterisk olie og tekstilsæbe ude på badeværelset, så er den plet lige så borte som den forfærdelige pige, der lavede den!”

For første gang den aften lo Amara – en ægte, befriende latter, der blandede sig med tårerne på hendes kinder. Hun vendte sig om og kastede sig om halsen på Ethan, der havde stået lænet op ad væggen med korslagte arme og betragtet hele scenen med et blik fyldt med uendelig kærlighed og lettelse.

“Tak,” hviskede Amara ind i hans hals. “Jeg elsker dig så ubeskriveligt højt.”

“Jeg elsker dig, Amara,” svarede Ethan og holdt hende tæt. “Gå nu ind og skab dit mesterværk. Jeg står for kaffen.”

De næste syv timer i Ethans penthouselejlighed blev ikke en desperat kamp mod uret, men derimod en af de mest magiske, hjertevarme og uforglemmelige nætter i Amaras liv.

Efter at Amara havde taget et varmt brusebad for at vaske de sidste spor af den lyserøde maling og den grimme aften af sin hud, og havde trukket i en blød kashmirtrøje og et par bukser, trådte hun ind i arbejdsværkstedet med fornyet energi.

Madame Céleste havde holdt sit ord. Da hun kom ud fra badeværelset og lagde det lille, hjerteformede stykke blonde fra Amaras mors kjole under et klæde og strøg det tørt, var der ikke en eneste antydning af lyserød farve tilbage. De små, vævede roser stod kridhvide og rene frem, som om de var blevet velsignet på ny.

“Her er hjertet i kjolen, Amara,” sagde Madame Céleste og rakte hende en synål trådet med den fineste silketråd. “Den plads tilhører kun dine hænder.”

Mens Ethan satte dæmpet, klassisk klavermusik på anlægget og fungerede som nattens dedikerede tjener – der bryggede frisk espresso hver time, skænkede lidt champagne til Evelyn og serverede lune croissanter og frugt klokken fire om natten – arbejdede kvinderne i en næsten koreograferet symfoni omkring den elfenbensfarvede kjole.

Amara sad på en lille skammel lige foran mannequinen og syede med dyb koncentration sin mors blondestykke fast midt på korsettets udskæring, lige over der, hvor hendes eget hjerte ville slå. Fra dette midtpunkt begyndte hun, Madame Céleste og de to franske syersker at bygge et organisk, asymmetrisk mønster af tredimensionelle silkeblomster, der så ud, som om de voksede ud fra moderens blonde og spredte sig ned over taljen og ud over det lange slæb som en blomstrende forårshave.

Ved bordet sad Evelyn og Chloe side om side under en skarp lampe og trådte krystaller og små ferskvandsperler på sølvtråde, som de rakte videre til syerskerne. Mens nålene fløj ind og ud af silken, fortalte Evelyn underholdende og rørende historier om sit eget bryllup i 1958, om hvordan Ethan som lille dreng altid havde været ekstremt beskyttende over for dem, han holdt af, og om hvor glad hun var for endelig at få en datter ind i familien, der satte pris på ægte håndværk og integritet.

For hvert eneste sting, Amara satte i den kjole, følte hun, hvordan sårene fra de sidste ti år i hendes fars hus helede. Hun sad ikke længere alene på et koldt loftsværelse i et hus, hvor hun var uønsket. Hun sad midt i et oplyst rum, omgivet af mennesker, der respekterede hende, beskyttede hende og arbejdede hele natten uden søvn bare for at se hende stråle. Hendes gamle kjole var blevet syet i ensomhed og savn; denne kjole blev syet i fællesskab, retfærdighed og ubetinget kærlighed.