Oppe ved alteret havde Ethan kun øjne for hende.

Da Amara så op på ham, så hun, at den mand, der tolv timer tidligere havde stået som en iskold, ubønhørlig hævner i hendes fars stue, nu stod med blanke øjne og et blik så fyldt med ærefrygt og grænseløs hengivenhed, at han knapt nok kunne trække vejret.

Da de nåede trinnene ved alteret, kyssede Evelyn Amara på kinden, før hun satte sig på første række ved siden af en storsmilende og tårevædet Madame Céleste, som var blevet inviteret med som æresgæst.

Ethan trådte frem og rakte sine hænder ud mod Amara.

Da hun lagde sine hænder i hans – de hænder, der havde skabt skønhed ud af ødelæggelse hele natten – klemte han dem blidt. Hans blik gled et kort sekund ned til brystet af hendes kjole, hvor det hjerteformede stykke blonde fra Eleanors kjole lyste hvidt og rent midt mellem silkeblomsterne, før han så hende dybt i øjnene.

“Du er det smukkeste og stærkeste menneske, jeg nogensinde har kendt, Amara,” hviskede Ethan så lavt, at kun hun kunne høre det under den sidste tone fra orglet. “Din mor ser på dig lige nu.”

Amara mærkede en dyb, fuldkommen fred sænke sig over sit hjerte. Hun løftede sin højre hånd en anelse og lod fingerspidserne strejfe den bløde, gamle blonde over sit bryst, før hun så op på Ethan med et strålende, uovervindeligt smil.

“Hun er lige her hos os,” hviskede Amara tilbage. “Lad os begynde vores liv, Ethan.”

Da præsten åbnede sin bog og begyndte vielsen i det solbeskinnede katedralrum, var der ingen mørke skygger tilbage. Natten før havde en jaloux søster forsøgt at dække Amaras drøm i giftig maling for at udslette hende – men i stedet havde hun blot vasket løgnene væk og afsløret det sande mesterværk nedenunder.