“Kjolen er væk, Ethan,” hulkede Amara mod hans skjorte, og smerten i hendes stemme skar ham i hjertet. “Jeg brugte otte måneder… hver eneste aften… jeg syede tusindvis af små perler på i hånden, fordi jeg ville have, at du skulle se mig gå op ad det kirkegulv i noget, jeg havde skabt med hele mit hjerte. Jeg følte mig så tæt på min mor, når jeg sad og syede på den. Og nu hænger den bare derovre som et misfoster! Og brylluppet er om mindre end ti timer! Klokken er over midnat, gæsterne er fløjet ind fra hele verden, og jeg har intet at tage på!”

Ethan løftede forsigtigt hendes hage med to fingre, så hun måtte se op i hans varme, mørkeblå øjne. Med sin tommelfinger tørrede han nænsomt tårerne væk fra hendes kinder.

“Hør på mig, Amara,” sagde han med en intensitet og en ømhed, der fik hendes vejrtrækning til langsomt at falde til ro. “Tror du, at jeg forelskede mig i dig på grund af en kjole? Hvis du kom gående op ad kirkegulvet i St. Jude-katedralen i morgen tidlig i mine gamle joggingbukser og en regnfrakke, ville jeg stadig betragte mig selv som den mest priviligerede mand på denne jord, bare fordi du gik hen mod mig. Det er dig, jeg skal giftes med. Ikke silke og krystaller.”

Amara snøftede og et lille, sårbart smil brød gennem hendes tårer. “Jeg ved det godt. Men det betød så meget for mig…”

“Og fordi det betyder alt for dig, betyder det alt for mig,” sagde Ethan og gav hende et blidt kys på panden. Et lille, næsten hemmelighedsfuldt smil legede i hans mundvig. “Hvilket er grunden til, at jeg i de tyve minutter, det tog mig at komme hjem til dig tidligere, ikke kun talte med Chloe, Marcus og politiet.”

Amara blinkede forvirret og tørrede sine øjne. “Hvad mener du? Hvem talte du ellers med?”

Ethan satte bilen i gear igen og drejede ud på vejen mod centrum. “Jeg ringede til den eneste person, jeg kender, som er endnu mere handlekraftig i en krisesituation end mig selv. Jeg ringede til min bedstemor, Evelyn.”

Amara så overrasket på ham. Evelyn Thorne, den tooghalvfemsårige matriark i familien Thorne, var en legende i byen. Hun var en kvinde med en rygrad af stål, en udsøgt smag og et hjerte af guld, som fra det første øjeblik, Ethan havde præsenteret Amara for familien, havde taget den stille, talentfulde unge kvinde under sine vinger. Evelyn havde selv mistet sin mor i en ung alder og havde straks genkendt den stille styrke i Amara.

“Du vækkede din bedstemor midt om natten?” udbrød Amara forskrækket. “Ethan, hun bliver så bekymret!”

“Bekymret?” lo Ethan lavt. “Amara, da jeg fortalte min bedstemor, at din stedsøster havde hældt lyserød maling ud over din håndsyede brudekjole, tror jeg, at hendes blodtryk steg af ren kampgejst. Hvis jeg ikke havde forsikret hende om, at politiet allerede var på vej, var hun selv kørt ud til din fars hus med sin stok. I stedet gav hun mig en ordre: Hun bad mig om at hente dig og det stykke blonde fra din mors kjole, og bringe dig direkte hjem til vores penthouselejlighed. Resten, sagde hun, ville hun tage sig af.”

“Hvad har hun gang i?” spurgte Amara, mens en spirende nysgerrighed begyndte at fortrænge sorgen i hendes bryst.

“Det får du at se om tre minutter,” sagde Ethan blot og klemte hendes hånd varmt.

Da bilen drejede ned i den opvarmede, private parkeringskælder under Ethans bygning, og de tog privat-elevatoren op til øverste etage, kunne Amara mærke sit hjerte banke af spænding. Da elevatordørene gled lydløst til side direkte ind i den enorme penthouselejlighed med udsigt over hele byens oplyste skyline, stoppede Amara brat op på dørtrinnet.

Hendes hænder fløj op foran hendes mund, og hun snappede efter vejret.

Den store, minimalistiske stue var slet ikke til at kende igen. Alle de moderne designermøbler var skubbet ud til siderne. I stedet var rummet blevet forvandlet til et funklende, højaktivt haute couture-skrædderværksted badet i det klare, hvide lys fra seks professionelle arbejdslamper, der var stillet op på stativer.

Der stod tre skræddermannequiner midt på gulvet, to industrielle dampmaskiner, der udsendte bløde skyer af varm damp, og på det lange spisebord lå der udrullede baner af den mest udsøgte franske chantilly-blonde, italiensk mikadosilke, organza og æsker fyldt til randen med tusindvis af glimtende perler og krystaller, der fangede lyset som stjernestøv.

Og midt i dette magiske kaos stod fem kvinder.

Den første var Evelyn Thorne, klædt i et fejlfrit, cremefarvet uldsæt, selvom klokken var halv ét om natten, med sine berømte perlekæder om halsen. Ved siden af hende stod en lille, spinkel fransk kvinde i tresserne med skarpe briller på næsen og et målebånd om halsen: Madame Céleste Laurent – grundlæggeren og chefskrædderen for Maison Céleste, det mest eksklusive brudeatelier i landet, hvor der normalt var to års venteliste bare for at få en konsultation, og hvor Amaras egen mor havde købt sin brudekjole for tredive år siden. Omkring hende arbejdede to af hendes bedste førstesyersker allerede med lynhurtige hænder.