En ny tåre trillede ned ad hendes kind, men denne gang tørrede hun den hurtigt væk med ærmet.

“Så hvorfor flyver du til Los Angeles?” spurgte jeg stille.

“Jeg flyver ikke til L.A.,” hviskede hun. “Min billet slutter her i Denver. Det var den billigste enkeltbillet, jeg kunne finde for de sidste point på mit kreditkort, bare for at komme væk fra O’Hare, før sikkerhedsvagterne smed mig ud for at sove på bænkene. Jeg har sytten dollars på min konto. Jeg kender ikke et øje i Colorado.”

Jeg så på hende – virkelig så på hende. Bag den skallede selvbruner og de billige plastiknegle sad der en 22-årig pige, som var blevet slugt råt af en verden, der solgte drømme i højglans og leverede mareridt på afbetaling.

Hun mindede mig så smerteligt om min egen datter, Sarah.

Tankerne fløj uvilkårligt tilbage til et regnfuldt efterår i 1998. Sarah havde været næsten på samme alder, fanget i et spind af dårlige mænd, hurtige løgne og en stolthed så stiv, at den hellere ville knække end bøje sig. Jeg havde været så hård ved hende dengang. Min mand, Arthur, og jeg havde troet på “konsekvenspædagogik”. Vi lukkede døren, da hun stjal fyrre dollars fra mit natbord. Vi troede, hun ville lære sin lektie og komme hjem, når hun ramte bunden. Vi vidste ikke, at bunden for nogle mennesker ikke er et gulv, man kan sætte af fra, men en afgrund. Det tog en overdosis på et koldt badeværelsesgulv i Detroit, før vi fik hende hjem igen – og selvom Sarah i dag var 48, skolelærer og mor til to i Seattle, bar jeg stadig arret i mit hjerte fra den nat, hvor jeg valgte at have ret frem for at være mor.

Jeg kiggede ned i min taske, hvor den krøllede hundrededollarseddel lå ved siden af en lille, fløjlsbetrukket æske med Arthurs gamle lommeur, som jeg var på vej ud for at give til mit barnebarn.

“Gå ud på toilettet, Bria,” sagde jeg og rejste mig langsomt fra stolen.

Hun kiggede forvirret op på mig. “Hvad?”

“Tag din store taske og kom med mig ud på handicaptoilettet. Der er en ordentlig håndvask og en lås på døren. Den glittergel begynder at stivne i den tørre lufthavnsluft, og hvis vi ikke får den ud nu, kommer du til at ligne en plukket flamingo, når du skal søge arbejde.”

Bria stirrede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. “Vil du… vil du hjælpe mig med mit hår? Efter at jeg svinede dig til i flyet?”

“Jeg var den, der kom det i,” sagde jeg tørt og tog min rullekuffert. “Og som min afdøde mand altid sagde: Hvis man selv har lavet rodet, rydder man det også op. Kom så. Vi har to en halv time.”

Handicaptoilettet ved gate B30 var rummeligt, sterilt og lugtede skarpt af citronrens. Jeg låste døren bag os, åbnede min kuffert og fiskede min lille toilettaske frem sammen med en rejseflaske med mild babyshampoo og en bredtandet kam.

“Bøj hovedet ind over vasken,” kommanderede jeg og smøgede ærmerne op på min bluse.

Bria adlød uden et ord. Da det varme vand ramte spidserne af hendes hår, farvede det porcelænsvasken i en bizar, glitrende nuance af tyggegummilyserød. Mens jeg forsigtigt masserede shampooen ind i de stive totter for at løsne gelen uden at trække i den billige lim ved hendes hårrødder, kunne jeg mærke, hvordan spændingen i hendes nakke langsomt gav slip.

“Hvorfor havde du overhovedet teaterglitter i håndbagagen?” spurgte hun, hendes stemme dæmpet mod porcelænet.

Jeg trak på smilebåndet. “Mit yngste barnebarn, Lily, fylder otte i morgen. Hun skal spille fe-dronning i skolens teaterstykke på fredag, og hendes mor glemte at bestille sminken i tide. Så mormor måtte en tur forbi kostumebutikken på Belmont Avenue i går eftermiddags.”

“Du må være en god mormor,” mumlede hun.

“Jeg øver mig,” svarede jeg ærligt, mens jeg skyllede det sidste lyserøde skum ud og viklede et tykt bundt papirhåndklæder omkring det våde hår for at klemme vandet ud. “Man bliver først rigtig god til at tilgive børnebørnene, når man har indset alle de fejl, man begik med sine egne børn.”

Hun rettede sig op og kiggede i spejlet. Uden den tunge øjenmakeup, som jeg fik hende til at vaske af med lidt lunkent vand og en vatrondel, og med håret redt glat tilbage, så hun pludselig ud som det, hun var: en køn, almindelig pige fra Ohio med fregner på næseryggen og store, trætte brune øjne.

“Der,” sagde jeg og lagde kammen fra mig. “Der var du jo.”

Bria stirrede på sit eget spejlbillede i lang tid. Hun rørte forsigtigt ved sin kind, hvor fregnerne nu var synlige. “Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set mig selv uden et filter eller tre lag foundation,” hviskede hun.