Derefter trådte hun ud på rulletrappen og forsvandt ned mod perronen, der førte mod bjergene.

Jeg vendte mig tilbage mod Rebecca med en ro i brystet, jeg ikke havde følt i årtier, og tog imod sandwichen.

“Hun klarer sig,” sagde jeg og mærkede et smil brede sig i mit gamle ansigt. “Hun har endelig fået luft igen.”