“Verden er hård ved unge piger i dag, Bria. Da jeg var tyve, behøvede vi kun at bekymre os om, hvad nabokonen på vejen tænkte. I dag bærer I rundt på millioner af fremmede menneskers domme i lommen. Det er ikke så underligt, at man ikke kan få vejret.”
Jeg åbnede min håndtaske og tog to ting op: den krøllede hundrededollarseddel og et lille, slidt visitkort med et telefonnummer skrevet i hånden på bagsiden.
“Hør godt efter nu,” sagde jeg med min mest bestemte oversygeplejerske-stemme. “Jeg giver dig ikke disse hundrede dollars, fordi jeg har ondt af dig. Jeg giver dig dem, fordi det er betaling for et stykke arbejde, du skal udføre for mig.”
Hun rynkede panden. “Hvilket arbejde?”
“Min søster, Martha, driver et lille pensionat og et bageri oppe i Golden, tyve minutter herfra med toget. Hun er syvoghalvfjerds, stædig som et æsel, og hun har lige brækket håndleddet, fordi hun insisterede på selv at rense tagrenderne i sidste uge. Hun nægter at tage imod hjælp fra mig, men hun mangler desperat nogen til at stå i butikken fra klokken seks om morgenen, bage kanelbullar og redde senge på de fire værelser ovenpå. Det giver ikke millioner, og der er ingen VIP-lounge. Men der er et varmt kvistværelse med udsigt til bjergene, tre måltider om dagen og en løn, der er ærlig.”
Brias læber skiltes i ren vantro. Hun kiggede skiftevis på visitkortet og på mig. “Du kender mig slet ikke. Jeg stjal fra dig for to timer siden! Hvorfor skulle du sende mig hjem til din søster?”
“Fordi Martha har et jagtgevær hængende over pejsen og en lugtesans for løgnere, der er skarpere end min,” sagde jeg tørt, selvom sandheden om geværet var en lille overdrivelse. “Og fordi jeg så dit ansigt i det fly, da du troede, du skulle dø. Der var ingen løgne tilbage i dig, Bria. Du er bare faret vild. Og nogen er nødt til at vise dig vej tilbage til landevejen.”
Jeg lagde hundrededollarsedlen og kortet i hendes håndflade og lukkede hendes fingre om dem.
“De hundrede dollars rækker til togbilletten ud til Golden og en ordentlig vinterjakke i genbrugsbutikken nede på hovedgaden. Det bliver koldt i bjergene i november, og den der falske designersweater holder ikke vinden ude. Hvis du tager toget ind til centrum og bruger pengene på ny makeup og en billet videre til L.A., så kan jeg ikke stoppe dig. Så har jeg bare tabt hundrede dollars på et dårligt væddemål. Men hvis du banker på Marthas dør inden klokken seks i aften og siger, at Eleanor har sendt dig, så har du en chance for at starte forfra som Bria Miller.”
Tårerne løb frit ned over hendes fregnede kinder nu, lydløse og klare, uden spor af sort mascara. Før jeg kunne nå at reagere, slog hun armene om halsen på mig.
Hun duftede af billig vaniljeparfume, babyshampoo og ung, rå fortvivlelse. Jeg stod stift et enkelt sekund, overrasket over kraften i hendes omfavnelse, før jeg lagde mine arme om hendes smalle ryg og holdt hende tæt ind til mig. Jeg lukkede øjnene og klappede hende blidt i nakken, præcis som jeg havde gjort med Sarah for så mange år siden.
“Jeg svigter dig ikke, Eleanor,” hulkede hun ind i min skulder. “Jeg sværger, jeg svigter dig ikke.”
“Du skal ikke sværge over for mig, skat,” sagde jeg stille og trak mig lidt tilbage for at tørre hendes kind med tommelfingeren. “Sværg over for pigen i spejlet. Det er hende, du skylder en undskyldning.”
En time senere stod jeg i køen ved gate B38, hvor boardingen til Seattle endelig var gået i gang. Stormen var trukket mod øst, og eftermiddagssolen brød frem og kastede lange, gyldne stråler hen over terminalens blanke gulve.
Lige før jeg skulle til at scanne mit boardingpas, mærkede jeg en let prikken på min skulder.
Det var Rebecca, stewardessen fra det første fly. Hun havde fået skiftet sin kaffeplettede skjorte og stod med en lille plastikpose i hånden.
“Jeg tænkte nok, at De var på dette fly videre til Seattle, fru…” Hun tøvede.
“Eleanor,” smilede jeg. “Bare Eleanor.”
“Eleanor,” gentog hun varmt og rakte mig posen. Indeni lå en frisk, indpakket kalkunsandwich fra førsteklasses-loungen og en lille æske chokolade. “Fra kaptajnen og resten af besætningen. Som tak for hjælpen på række fjorten, og som erstatning for den frokost, der gik tabt i stormen. Hvordan har den unge pige det?”
Jeg kiggede ned gennem den lange, soloplyste terminalhal. Lige ved udgangen til lufthavnstoget gik en spinkel skikkelse i en alt for tynd sweater, men med rank ryg og håret samlet i en enkel hestehale. Hun bar kun én taske over skulderen. Da hun passerede den store affaldscontainer ved rulletrappen, så jeg hende stoppe op, tage de to ekstra, falske designertasker samt et par overdimensionerede solbriller og smide dem direkte ned i skraldespanden uden at se sig tilbage.






