Han kiggede på uret. Klokken var 22:45. Lucia lå oppe og sov – eller rettere, hun burde sove, men han vidste godt, at hun ofte sad med sin bærbare computer og kiggede på gamle arkivfotos fra sin bedstefar Thomas’ tid. Hun var blevet besat af familiehistorien. Ikke på en dyster måde, men med en stædig retfærdighedssans, hun åbenbart havde arvet fra både Thomas og Ines.

Pludselig ringede telefonen på skrivebordet.

Det var ikke mobiltelefonen, men husets gamle fastnetapparat, hvis skarpe ringen skar igennem stilheden og fik Rafael til at fare sammen. Det var sjældent, at nogen ringede på fastnettet klokkeslæt som dette, medmindre det var af afgørende betydning.

Rafael greb røret. “Ja?”

“Hr. Lindqvist?” En fremmed, mørk og kontrolleret stemme lød i den anden ende. “Mit navn er advokat Mikkelsen. Jeg beklager at forstyrre så sent, men det er af yderste hast. Vi har netop modtaget et uventet tillæg til den igangværende sag om Moreaus ejendom.”

Rafael rettede sig op i stolen. “Hvad drejer det sig om? Er der fundet nye konti?”

“Mere end det, hr. Lindqvist. Vi har gennemgået de digitale sikkerhedskopier af de harddiske, der blev beslaglagt fra Valerias opbevaringsboks i banken sidste uge. Der er en fil, der først nu er blevet dekrypteret. Den indeholder en korrespondance mellem Valeria og en ukendt tredjepart dateret blot tre dage før den aften, hvor hun låste Lucia inde.”

Rafael mærkede en kold ilning løbe ned ad rygraden. “Hvilken tredjepart?”

“Det ved vi endnu ikke med fuldstændig sikkerhed, men filen er knyttet til et anpartsselskab registreret i Zürich. Og Rafael… der er en specifik besked rettet direkte til Dem. Den blev sendt som en tidsindstillet udløser. Hvis ikke Valeria slettede koden inden en bestemt dato, ville den blive sendt videre til en bredere kreds af medier og forretningsforbindelser.”

“Hvad stod der i beskeden?” spurgte Rafael med hæs stemme.

“At Thomas Lindqvists død ikke var et hjerteanfald, sådan som det hidtil har været officielt fastslået. Autopsirapporten blev manipuleret.”

Stilheden i rummet blev tæt som bly. Udenfor slog regnen mod ruden som små hagl.

Rafael huskede sin far, Thomas. En stærk, vital mand, der faldt om i sit eget biblioteket blot få uger før, Valeria flyttede ind i huset. Dengang havde lægerne sagt naturlige årsager. Rafael havde grædt, han havde båret kisten, han havde begravet sin far med en følelse af uforløst sorg.

“Er det… kan det bevises?” hviskede Rafael.

“Det er netop derfor, jeg ringer,” svarede advokaten alvorligt. “Filen henviser til en fysisk genstand. En reservejournal, som din far gemte et sted, hvor ingen ville lede. Ikke i det underjordiske rum, men et sted, der kun kan åbnes med en anden nøgle. En nøgle, som din far bar om halsen indtil sin sidste dag.”

Rafael lukkede øjnene. Han huskede halskæden. En simpel sølvkæde med en lille, flad beholder, som Thomas altid bar under skjorten. Men da faderen døde, havde den været væk. Valeria havde sagt, at den var blevet væk under hospitalets indlæggelse.

“Valeria havde den,” sagde Rafael lavt.

“Netop. Og ifølge vores oplysninger blev den overdraget til en person i går morges – lige før Valeria blev overført til det skærpede afsnit under efterforskningen. Personen er observeret i centrum af byen. Vi har overvågningsbilleder.”

“Hvem er det?”

“En mand ved navn Christian Brandt. Han var tidligere advokatfuldmægtig for Elise Moreau, men blev slettet fra advokatregistret for fem år siden for bedrageri. Rafael… han er på vej mod jeres hus.”

Ovenpå sad Lucia på sit værelse, men hun sov ikke.

Lyset fra hendes computerskærm oplyste hendes ansigt i mørket. Hun havde siddet og kigget på de scannede dokumenter fra det hemmelige rum, især et gammelt fotografi af sin bedstefar Thomas, der stod sammen med en ung kvinde foran en stor ejendom ved søen. Kvinden bar en halskæde med det samme mærke som det, hendes far engang havde beskrevet for hende.

Pludselig lød der en dæmpet lyd fra husets stueetage.

Det var ikke lyden af vind eller knirkende træværk. Det var lyden af en dør, der blev åbnet med stor forsigtighed. Et metalhængsel, der næsten var blevet smurt med olie, men som alligevel afgav en umiskendelig, metallisk hvisken.

Lucia frøs. Hun lukkede langsomt skærmen på sin computer, rejste sig fra skrivebordsstolen på tæerne og gik hen mod døren. Hun drejede håndtaget så lydløst som muligt og kiggede ud på den mørke gang.

Nede fra trappen kunne hun høre sagte skridt. Nogen bevægede sig op ad trappen mod første sal. Trægulvet gav sig ikke under vægten på samme måde som når Ines eller Rafael gik – denne person kendte ikke husets knirkende brædder, og alligevel forsøgte vedkommende at bevæge sig som en tyv i natten.

Lucia trak sig tilbage ind på værelset og låste døren indefra. Hun fandt sin mobiltelefon på natbordet. Hendes fingre rystede, da hun forsøgte at finde sin fars nummer. Skærmen blændede hende i det mørke værelse.