Ingen dækning?

Hendes hjerte stoppede næsten et sekund. Signalet var væk. Det var ikke bare dårlig forbindelse – det var jævnstrømsjammeren, som professionelle folk brugte til at slå mobilnetværk ud i et begrænset område.

I samme øjeblik lød der tre rolige, dæmpede bank på hendes dør.

“Lucia?” en fremmed, dyb stemme hviskede gennem træet. “Luk op, skat. Din far venter på dig i biblioteket. Han bad mig hente dig.”

Lucia stod med ryggen mod vinduet. Regnen piskede mod ruden bag hende. Hun kendte sandheden med det samme. Hendes far ville aldrig sende en fremmed mand op for at hente hende midt om natten. Især ikke efter alt det, der var sket.

“Jeg kommer ikke ud,” sagde hun med en stemme, der var overraskende fast, selvom hendes knæ rystede.

Uden for døren blev der stille et øjeblik. Så lød der en kold latter.

“Det var synd,” sagde stemmen.

Et tungt slag ramte døren. Træet splintrede let omkring låsen.

Nede i biblioteket havde Rafael smidt telefonen fra sig. Hans øjne flakkede rundt i lokalet. Advokaten havde sagt, at Brandt var på vej, men hvis han allerede var her…

Rafael huskede våbenskabet bag det store bogskab. Thomas havde altid haft en gammel jagtriffel stående derinde – ikke fordi han gik på jagt, men som en del af en gammel familieskik. Rafael havde aldrig rørt den, men nu gjaldt det alt.

Han løb hen til bogskabet, skubbede det til side og tastede koden ind. Låsen klikkede op. Han trak døren op, men skabet var tomt.

Hulfyldte hylder og støv. Våbnet var væk.

En kold svie ramte hans pande.

I det samme øjeblik hørte han et højt brag fra første sal. Et skrig, der skar igennem husets stilhed.

“Lucia!”

Rafael glemte alt om forsigtighed. Han stormede ud af biblioteket, tog trappen tre trin ad gangen, idet hans hænder greb fat om gelænderet, mens hans lunger skreg efter ilt. Huset syntes at udvide sig omkring ham, en labyrint af mørke skygger og ekkoer fra fortiden.

Da han nåede toppen af trappen, så han døren til Lucias værelse stå åben på klem. Træværket omkring låsen var splintret i småstykker.

Han kastede sig mod døren og flåede den op.

Værelset var tomt. Vinduet stod vidt åbent, og regnen piskede ind over gulvtæppet og efterlod en mørk, våd plet på det lyse træ. Udenfor, på den smalle balkon, kunne han skimte to skikkelser i blitzen fra et fjernt tordenvejr.

Manden i den mørke læderjakke holdt Lucia i et fast greb om armen. Pigen kæmpede imod, hun sparkede og kradsede, men manden var stærk. I sin anden hånd holdt han den lille sølvbeholder – Thomas’ halskæde – og stirrede triumferende mod Rafael.

“Kom ikke nærmere, Lindqvist,” råbte manden over vindens susen. “Ellers ryger pigen ud over kanten. Det er tre etager ned. Det vil se ud som en ulykke. Ligesom din fars.”

Rafael stoppede op midt på værelset. Hans åndedræt gik stødvis. Hans blik flakkede fra mandens kolde, kulsorte øjne ned til Lucia, hvis ansigt var blegt som kalk, men hvis øjne stadig udstrålede den samme stædige ild som hendes oldefars.

“Slip hende,” sagde Rafael med en stemme, der lød som om den kom fra bunden af en afgrund. “Hvad vil du have? Penge? Virksomheden? Alt sammen er dit. Bare slip hende.”

Manden lo hånligt. “Penge? Nej, Lindqvist. Nogle ting kan ikke købes for penge. Nogle ting skal bare slettes. Præcis ligesom din far gjorde, da han gravede for dybt i Moreau-familiens arkiver.”

Manden tog et skridt bagud mod balkoncanten. Foden gled et øjeblik på det våde marmor.

Det var det sekund, Rafael havde ventet på.

Fra døren bag manden kom en lyd, der fik tiden til at stå stille. Et tungt, præcist slag.

Ines stod i døren. I hænderne bar hun en tung, gammel messingstage fra gangen – den samme stage, der havde stået der i tyve år. Med en bevægelse, der vidnede om års fysisk arbejde og en ubrydelig vilje til at beskytte det menneske, hun elskede mest i verden, svingede hun stagen i en perfekt bue.

Stagen ramte Christian Brandt direkte i skulderen med et højt, hult drøn.

Manden mistede balancen, hans greb om Lucia gled, og med et overrasket gisp snublede han baglæns ud over balkonkanten.

Lucia kastede sig fremad. Rafael skød armene frem, greb fat i hendes jakke og trak henne hårdt ind mod sig selv, mens de begge faldt om på det våde gulvtæppe.

Udenfor lød et tungt drøn, da kroppen ramte fliserne i haven nedenfor.

Derefter blev der fuldstændig stille. Kun regnen fortsatte sin ensformige trommen mod ruden.

Tre måneder senere var haven blevet istandsat, og solen skinnede igen over herskabsvillaen.

Politiet havde afsluttet undersøgelsen af Christian Brandt og hans forbindelse til Elise Moreau. Det viste sig, at Brandt ikke blot havde været medskyldig i svindlen, men også den person, der havde udført forgiftningen af Thomas Lindqvist dengang for år tilbage – en forbrydelse, som nu endelig kunne opklares takket være den genfundne journal i sølvbeholderen.