Valeria sad i et højt sikkerhedsfængsel i Jylland, hvor hun ventede på sin retssag for frihedsberøvelse, dokumentfalsk og medvirkensanklager i mord.

I spisestuen var marmorgulvet blevet slebet, så sporet efter den hemmelige dør næsten var usynligt for det utrænede øje. Men døren var der stadig. Og den blev aldrig låst.

Ines stod ved køkkenbordet og skar æbler i skåle til Lucia, der sad ved spisebordet og lavede lektier.

Rafael kom ind gennem terrassedøren med avisen under armen. Han kiggede på de to kvinder – den ældre kvinde, hvis hænder bar arrene fra et liv i tjeneste og kamp, og den unge pige, hvis smil endelig var vendt tilbage i fuldt omfang.

Han gik hen til bordet, lagde hånden på Ines’ skulder og kiggede på Lucia.

“Er der nogen hemmeligheder tilbage i det hus her?” spurgte han med et skævt smil.

Lucia kiggede op fra sine papirer, tog et æblestykke og blinkede til ham.

“Nej, far,” sagde hun. “Nu er alt ude i lyset.”

Rafael nikkede. Han vidste, at verden udenfor stadig var fuld af mørke kroge og ubesvarede spørgsmål, men herinde, under dette tag, var fundamentet ikke længere bygget på sand eller skjulte rum. Det var bygget på sandhed, tilgivelse og den slags mod, der ikke kan købes for penge.

Og et sted dybt nede i det gamle arkiv, hvor papirerne lå trygt og godt, hvilede Thomas Lindqvists sjæl endelig i fred.