Fordi jeg havde tilbragt den foregående nat med at være rædselsslagen for, at jeg ville svigte hende.
Patricia kom ind i rummet og så mig tørre mit ansigt.
“Hvad er der galt nu?”
“Intet.”
“Du græder.”
“Hun spiser.”
Patricia kiggede på Lily.
Så på mig.
“Emily, babyer absorberer en mors følelser.”
Jeg stirrede på hende.
“Jeg er glad.”
“Du er overvældet.”
“Jeg sagde, at jeg er glad.”
Hendes mund snørede sig sammen.
Den aften hørte jeg hende tale med Ethan i køkkenet.
Jeg havde ikke ment at lytte.
Jeg stod halvvejs nede af gangen og bevægede mig langsomt hen imod dem, mens Lily sov i mine arme.
Patricia talte stille.
“Hun er meget følelsesladet.”
Ethan sukkede.
“Hun har lige fået en baby, mor.”
“Det ved jeg godt.”
“Så giv hende lidt tid.”
“Jeg prøver at beskytte hende.”
Min mave snørede sig sammen.
Beskytte mig mod hvad?
Patricia fortsatte.
“Nogle kvinder har det svært efter en fødsel.”
“Jeg ved det.”
“Jeg siger bare, at du skal holde øje med hende.”
Se mig.
Jeg bakkede væk, før de så mig.
Senere, da Ethan kom i seng, konfronterede jeg ham.
“Hvad mente din mor?”
Han så udmattet ud.
“Om hvad?”
“Om at se på mig.”
Han gned sit ansigt.
“Emily.”
“Nej. Fortæl mig det.”
“Hun tror, du er overvældet.”
“Jeg er overvældet. Jeg fik en baby for seks dage siden.”
“Jeg ved det.”
“Hvorfor taler hun så om mig, som om jeg er farlig?”
“Ingen sagde farligt.”
“Hun bliver ved med at tage Lily fra mig.”
“Hun prøver at hjælpe.”
“Hun sagde, at du skulle holde øje med mig.”
“Mor kan være intens, men hun elsker os.”
Os.
Det ord ramte anderledes nu.
Os.
Ethan og Patricia.
Ethan og Lily.
Patricia og Lily.
Alle undtagen mig syntes at høre til i det ord.
Jeg kiggede mod vuggen.
Lily sov ved siden af vores seng.
Hendes ansigt var let vendt mod mig.
En lille hånd hvilede ved siden af hendes kind.
“Jeg vil ikke have, at din mor tager hende fra mig længere.”
Ethans udtryk blødte op.
“Okay.”
“Jeg mener det.”
“Jeg skal tale med hende.”
“I morgen?”
“I morgen.”
Han lænede sig frem og kyssede min pande.
“Jeg elsker dig.”
Jeg ville gerne tro, at det ville løse alt.
Jeg ville gerne tro, at ægtemænd talte med deres mødre, og at mødre undskyldte, og at udmattede, nye koner holdt op med at føle sig som fremmede i deres egne hjem.
I stedet tog Ethan afsted den næste morgen før solopgang.
Hans firma havde et problem på en af deres kommercielle steder, og han var blevet tilkaldt tidligt.
Han klædte sig stille på, mens jeg fodrede Lily.
Før han gik, bøjede han sig over sengen.
Han kyssede min pande.
Så Lilys tæppe.
“Jeg kommer tidligt hjem.”
“Løfte?”
“Jeg lover.”
Han tøvede.
“Ring til mig, hvis du har brug for noget.”
Jeg kiggede mod gangen.
Vi vidste begge, hvem der sov på gæsteværelset.
“Det vil jeg.”
Garageporten lukkede sig nedenunder.
I cirka femten minutter forblev huset stille.
Jeg burde have vidst, at Patricia ventede.
Lily var lige faldet i søvn efter at have spist.
Jeg sad lænet op ad puderne og bevægede mig næsten ikke, for bare en centimeters bevægelse kunne vække hende.
Hendes kind hvilede mod min hud.
Hendes læber var let åbne.
En lille knytnæve forblev krøllet mod mit bryst.
Jeg husker, at jeg tænkte, at der ikke var noget i verden blødere end den hånd.
Så åbnede soveværelsesdøren sig.
Ingen bankning.
Patricia kom ind allerede påklædt.
Hendes hår var perfekt.
Hendes makeup var perfekt.
Hun så ud, som om hun havde sovet ti timer.
Jeg havde ikke sovet ti timer i alt siden Lilys fødsel.
Patricia stod ved foden af sengen.
“Giv hende til mig.”
Jeg kiggede op.
“Hun faldt bare i søvn.”
“Jeg sagde, giv hende til mig.”
Noget i hendes stemme fik udmattelsen til at forlade min krop.
Ikke helt.
Men nok.
Nok til frygt til at komme ind.
“Jeg har hende.”
Patricia tog et skridt tættere på.
“Emily.”
“Ingen.”
Hendes øjne ændrede sig.
Det var subtilt.
En person, der ikke kendte hende, kunne have overset det.
Varmen forsvandt.
Den bløde bekymring forsvandt.
Det, der var tilbage nedenunder, var hårdt.
Kold.
“Du bliver besidderisk.”
Jeg var lige ved at grine, fordi beskyldningen var så absurd.
“Hun er min datter.”
Patricia vippede hovedet.
“For nu.”
Mine arme klemte sig om Lily.
“Hvad betyder det?”
I stedet for at svare, gik Patricia hen imod vuggen.
Hun greb fat i det trælignende sidegelænder.
Så begyndte hun at trække den hen mod døren.
Hjulene knirkede hen over gulvet.
I et sekund kunne jeg ikke forstå, hvad jeg så.
“Læg den tilbage.”
“Hun skal sove på mit værelse.”
“Nej, det er hun ikke.”
“Du har brug for uafbrudt hvile.”
“Jeg hviler mig, når hun hviler mig.”
