“Det er præcis problemet.”
“Patricia.”
Hun blev ved med at trække.
Jeg flyttede forsigtigt Lily over på midten af madrassen og skabte et sikkert rum omkring hende, mens jeg holdt mig inden for rækkevidde.
Så pressede jeg mig selv op.
Smerten rasede gennem min nedre del af maven.
Jeg tog en indånding.
Mine knæ rystede, da mine fødder rørte gulvet.
“Læg den tilbage.”
Patricia kiggede på mig.
“Du kan knap nok stå.”
“Det gør dig ikke til hendes mor.”
“Du ved knap nok, hvad du laver.”
“Jeg lærer.”
“Du er ustabil.”
“Ingen.”
“Du græder konstant.”
“Jeg fik en baby for seks dage siden.”
“Du glemmer ting.”
“Fordi jeg ikke har sovet.”
“Du skændes hver gang nogen retter dig.”
“Fordi du bliver ved med at tage mit barn.”
Hendes kæbe strammede sig.
Noget ændrede sig.
Indtil det øjeblik havde hun altid gemt sig bag bekymring.
Nu gled masken af.
“Du fortjener ikke denne baby.”
Ordene trængte stille ind i rummet.
Det gjorde dem på en eller anden måde værre.
Jeg stirrede på hende.
Al den usikkerhed, jeg havde båret på, siden jeg forlod hospitalet, syntes at stige på én gang.
Spiste Lily nok?
Holdte jeg hende korrekt?
Sov jeg for dybt?
Sov jeg overhovedet?
Blev gode mødre irriterede?
Græd gode mødre?
Kiggede gode mødre nogle gange på uret klokken tre om morgenen og undrede sig over, hvordan de skulle overleve indtil solopgang?
Patricia så alle de spørgsmål i mit ansigt.
Hun smilede.
Og pludselig forstod jeg.
Hun havde næret de spørgsmål.
En ad gangen.
I seks dage.
Måske længere.
Min frygt blev til vrede.
“Forsvind fra mit værelse.”
Hendes smil forsvandt.
“Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre.”
“Dette er mit hus.”
“Dette er også Ethans hus.”
“Og han er min mand.”
“Jeg er hans mor.”
Måden hun sagde det på, gjorde hierarkiet tydeligt.
Mor.
Kone.
Ifølge Patricia var det kun én af dem, der betød noget.
Jeg bevægede mig hen mod vuggen.
“Lad det være.”
Hun greb fat i mit håndled.
Hård.
Jeg gispede.
“Slip fri.”
“Du er nødt til at falde til ro.”
“Jeg er rolig.”
“Se på dig.”
“Slip mig.”
“Du ryster.”
“Fordi du sårer mig.”
Lily bevægede sig bag mig.
En lille lyd undslap hende.
Hele min krop reagerede på det.
Jeg trak i håndleddet.
Patricia strammede sit greb.
Så skød hendes anden hånd ind i mit hår.
I et enkelt sekund nægtede min hjerne at forstå, hvad der skete.
Så hev hun til.
Smerten eksploderede i min hovedbund.
Jeg skreg.
Lily vågnede.
Hendes første skrig var forvirret.
Den anden var bange.
“Patricia!”
Hun trak mig baglæns.
Min hofte ramte sengerammen.
Smerten skar ned i mit ben.
Så hamrede min skulder ind i hovedgærdet af træ.
Hvidt lys gennembrød mit synsfelt.
“Du skal nok fortælle Ethan, at du faldt,” hvæsede Patricia.
Jeg stirrede på hende.
“Hvad?”
“Du faldt.”
“Kom væk fra mig.”
Jeg skubbede til hendes arm.
Jeg havde næsten ingen kræfter.
Min krop tilhørte stadig delvist fødestuen.
Hver muskel føltes løs og beskadiget.
Hver bevægelse gjorde ondt.
Patricia vidste det.
Det var derfor, hun havde ventet, indtil Ethan var gået.
“Jeg beder dig,” gispede jeg. “Lily græder.”
Min datter skreg fra sengen.
Lyden skar igennem mig.
Patricia trak mig i håret igen.
“Hun græder fordi du gjorde hende ked af det.”
“Stop!”
“Du kan ikke kontrollere dig selv.”
“Du gør mig ondt!”
“Du skræmmer hende.”
“Ingen!”
Min datter skreg højere.
Noget indeni mig brød op.
Ikke svaghed.
Ikke frygt.
Noget ældre.
Noget råt.
Jeg skubbede Patricia så hårdt jeg kunne.
Hun vaklede et halvt skridt.
Jeg bevægede mig hen imod Lily.
Patricia greb fat i mit hår igen.
Hun hamrede mig tilbage mod hovedgærdet.
Mine tænder klikkede sammen.
Jeg dækkede mit hoved med mine arme.
“Stop!”
Hendes parfume fyldte min næse, da hun lænede sig tættere på.
“Du skal fortælle Ethan, at du havde en af dine episoder.”
Jeg stirrede på hende gennem tårer.
“Jeg har ingen episoder.”
Hendes fingre strammede sig.
“Det skal du, når jeg er færdig.”
Den sætning skræmte mig mere end den fysiske smerte.
For pludselig forstod jeg, hvad hun havde bygget op.
Kommentarerne.
De hviskede samtaler.
Kritikken.
Bekymringen.
Hun prøvede ikke bare at kontrollere mig.
Hun var ved at skabe en historie om mig.
En version af mig, som Ethan måske ville tro på, hvis hun gentog det ofte nok.
Ustabil.
Følelsesmæssig.
Glemsom.
Besiddende.
Farlig.
Og når den historie først eksisterede, kunne alt hvad Patricia gjorde blive min skyld.
Så hviskede hun sætningen, der fik mit blod til at fryse.
“Han tror allerede, at der er noget galt med dig.”
Jeg holdt op med at kæmpe.
“Hvad sagde du til ham?”
Patricia smilede.
Før hun kunne svare, rumlede garageporten nedenunder.
Hun slap mig fri med det samme.
Forvandlingen var skræmmende.
Det ene øjeblik havde hun sin knytnæve viklet ind i mit hår.
