“Jeg er en praktisk mand,” svarede Roland og lænede sig en anelse frem. “Om fjorten dage skal du i vidneskranken. Videoen fra taget viser en uheldig vinkel, som mine advokater sagtens kan så tvivl om – hvis altså ikke kronvidnet insisterer på sin dramatiske udlægning. I den kuvert ligger der en erklæring om, at lyset blændede dig, og at du ikke med sikkerhed kan sige, om Vivian forsøgte at gribe Eleanor eller skubbe hende. Underskriv den, og du får udbetalt to millioner kroner på en konto i Schweiz i morgen tidlig. Nægter du… så sørger jeg for, at både du og Emil mister alt, hvad I har brugt det sidste år på at bygge op.”

Maya kiggede på kuverten. Så løftede hun blikket og så direkte ind i Rolands kolde øjne.

“Da jeg stod på den tagterrasse med Eleanors vægt i den ene hånd og et glasskår i den anden, var jeg rædselsslagen,” sagde Maya lavt. “Men jeg fandt ud af noget den aften. Folk som dig og Vivian tror, at alle har en pris, fordi I selv aldrig har ejet noget, der ikke kunne købes.”

Hun tog kuverten og rakte den tilbage mod ham.

“Tag dine papirer, Roland. Og hvis du nogensinde nævner min bror igen, ringer jeg ikke til Adrian. Så ringer jeg direkte til anklageren og fortæller, at du lige har brudt dine kautionsbetingelser ved at opsøge et vidne.”

Rolands ansigt fortrak sig i et kort, ukontrolleret glimt af raseri. Men før han kunne svare, pegede Maya roligt op mod loftshjørnet bag kassen, hvor en lille, rød lampe lyste konstant.

“Adrian insisterede på at installere et sikkerhedssystem med lydoptagelse i sidste måned,” sagde Maya. “Alt, hvad du lige har sagt om bestikkelse og trusler mod min bror, ligger allerede i skyen.”

Roland stivnede. Han stirrede på det lille kamera, snappede kuverten til sig og forlod butikken så hurtigt, at dørklokken slog voldsomt mod glasset.

Maya stod helt stille, indtil hans bil var kørt væk. Først da tillod hun sig selv at ryste. Hun tog sin telefon og ringede til Adrian.

En time senere sad Maya, Adrian og Eleanor i Eleanors store, oplyste stue. Optagelsen fra blomsterbutikken var allerede sendt videre til politiets efterforskere, men stemningen i rummet var langt fra lettet.

“Han ville aldrig vove at komme så tæt på dig, hvis han kun var bange for sagen om underslæb,” sagde Eleanor og klemte om sin tekop. Hendes stemme var fast, men der var en dyb rynke i hendes pande. “Roland har dygtige advokater. Hvis det kun handlede om de konsulentkontrakter, vi fandt i foråret, ville han gemme sig bag selskabsstrukturer og trække sagen i langdrag i årevis. Han er panisk. Der er noget, vi har overset.”

Adrian gik frem og tilbage foran pejsen. “Revisorernes rapport gennemgik alle fondens udbetalinger de seneste tre år. Vi fandt de tolv millioner, han flyttede til sine skuffeselskaber.”

“De seneste tre år,” gentog Maya og så op. “Hvor længe har Vivian og du kendt hinanden, Adrian?”

“Fire år,” svarede han. “Men Roland sad i fondens rådgivende panel, allerede før min far døde for seks år siden.”

Eleanor satte koppen så hårdt ned i underkoppen, at porcelænet klirrede. “Vinterhjemmet ved fjorden,” hviskede hun. “Din fars gamle arkiv. Alle de fysiske dokumenter fra fondens første ti år ligger i pengeskabet deroppe. De blev aldrig digitaliseret, fordi Roland selv stod for overgangen til det nye regnskabssystem, lige efter din far gik bort.”

Adrian stoppede op. “Du tror, han har forfalsket de oprindelige stiftelsesdokumenter?”

“Jeg tror,” sagde Eleanor langsomt, “at hvis vi nøjes med at kigge på det, der ligger på computerne, finder vi kun det, Roland troede, han kunne bortforklare som regnskabsfejl. Den egentlige grund til, at han gav Vivian ordre til at skubbe mig ud over den kant, ligger i det pengeskab.”

“Så kører vi derop i aften,” sagde Adrian.

“Jeg tager med,” sagde Maya og rejste sig.

Adrian så bekymret på hende. “Maya, du har allerede gjort mere end nok. Efter i dag er det tydeligt, at Roland er utilregnelig.”

Maya mødte hans blik. “Han truede Emil, Adrian. Det her stoppede med at være jeres familiesag i det sekund, han trådte ind i min butik. Desuden har jeg et ret godt øje for detaljer, som I andre overser.”

Adrian tøvede et sekund, men da han så den velkendte stædighed i hendes øjne – den samme styrke, som havde reddet hans mor på bryllupsnatten – nikkede han svagt.

Køreturen nordpå langs kysten foregik i næsten total tavshed. Regnen piskede mod forruden, og bilens forlygter skar gennem det tætte mørke mellem fyrretræerne. Eleanor var blevet tilbage i byen under beskyttelse af to vagter, som Adrian havde hyret, mens Maya og Adrian kørte alene mod sommerhuset.

Omkring midnat drejede Adrian ind ad den lange, snoede grusvej, der førte ned mod fjorden. Huset lå isoleret på en klippegrund med udsigt over det oprørte vand. Det skulle have stået tomt siden september.