Men da de rundede det sidste sving, slukkede Adrian øjeblikkeligt for bilens forlygter og trådte på bremsen.
Nede ved hovedindgangen, halvt skjult under de våde graner, holdt en mørk sedan med slukkede lygter. På første sal, bag gardinerne i det gamle arbejdsværelse, bevægede et svagt lyskegle sig hen over væggene.
“Nogen er derinde,” hviskede Adrian og greb efter sin telefon. “Jeg ringer til politiet.”
“Kig på nummerpladen,” sagde Maya stille og pegede gennem mørket.
Det var ikke Rolands bil. Det var Vivians.
“Politiet er mindst femogtyve minutter væk herude,” sagde Maya, mens Adrian hurtigt gav besked til vagtcentralen. “Hvis hun er her for at tømme pengeskabet og brænde papirerne, er der intet tilbage, når patruljen når frem.”
“Bliv i bilen, Maya. Lås dørene.”
“Glem det,” svarede hun og åbnede allerede bildøren lydløst. “To par øjne er bedre end ét.”
De bevægede sig gennem den våde have og brugte lyden af vinden og bølgerne fra fjorden til at dække deres fodtrin. Adrian brugte sin egen nøgle til køkkendøren på bagsiden af huset. Låsen gled op uden et klik.
Indenfor lugtede der af gammelt træ, støv og noget skarpt – lugten af tændvæske.
De listede op ad den brede trætrappe. Døren til arbejdsværelset stod på klem. Gennem sprækken så de Vivian stå bøjet over pejsen. Pengeskabet i væggen stod åbent, og på gulvet ved hendes fødder lå tre tykke, læderindbundne protokoller og en stak gulnede skøder. Hun stod med en lighter i hånden.
Adrian skubbede døren helt op og tændte lyset i loftet.
“Stop, Vivian!”
Vivian fór sammen og tabte næsten lighteren. Hun så vild ud; hendes ellers så perfekte hår hang i våde totter omkring ansigtet, og hendes frakke var plettet af sod og regn. Da hun fik øje på Maya lige bag Adrian, forvandlede hendes chok sig til et giftigt smil.
“Selvfølgelig,” hvæsede Vivian. “Du kan bare ikke lade være med at blande dig, vel? Altid på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”
“Hvad er det for nogle papirer, Vivian?” spurgte Adrian. Hans stemme var iskold, helt blottet for den varme, han engang havde næret for kvinden, han skulle have været gift med. “Hvordan kender du overhovedet koden til min fars pengeskab?”
“Din far var en sentimental tåbe!” råbte Vivian og trådte ind foran pejsen for at dække over protokollerne med sin krop. “Koden var din fødselsdag, Adrian. Min far har kendt den i seks år.”
Maya tog et skridt fremad, hendes blik rettet mod de åbne sider i den øverste protokol på gulvet. “Det handler ikke bare om fondens penge, vel?” sagde Maya stille. “Hvis det kun var penge, havde Roland brændt de bøger for flere år siden. Han gemte dem, fordi han skulle bruge dem som pressionsmiddel. Mod hvem?”
Vivian lo – en kort, skinger lyd. “I tror, jeres familie er så ren og ædel. Min far reddede jeres imperium for syv år siden, da Adrians far var ved at gå konkurs efter en fejlslagen investering. Men jeres far nægtede at gøre min far til medejer. Så da din far fik sit hjerteanfald her i huset…”
Adrian stivnede, som om nogen havde ramt ham i brystet. “Hvad sagde du?”
“Min far var her den aften,” fortsatte Vivian, nu hvor dæmningen var brudt. Hendes øjne flakkede febrilsk. “De skændtes om fondens midler. Din far faldt om, og min far… han ventede bare fyrre minutter, før han ringede efter ambulancen. Og bagefter ændrede han de originale bilag i den her bog, så det så ud, som om det var din far selv, der havde godkendt de første ulovlige overførsler, inden han døde.”
Stilheden i værelset var total. Kun regnen mod ruderne hørtes.
“Men Eleanor begyndte at grave i de gamle sager før brylluppet,” sagde Maya, mens brikkerne faldt på plads med uhyggelig præcision. “Hvis en uafhængig revisor sammenlignede bankudskrifterne fra dengang med datoerne for Adrians fars hospitalsindlæggelse, ville de opdage, at underskrifterne blev sat, efter han mistede bevidstheden. Det var ikke bare underslæb, I dækkede over. Det var dokumentfalsk og uagtsomt manddrab.”
“Og min far giver mig skylden for det hele nu!” skreg Vivian og hævede lighteren igen, tæt på de tændvæskemættede papirer. “Han har indgået en aftale med sine egne advokater om at påstå, at jeg handlede alene på tagterrassen, og at jeg stjal hans telefon for at sende den besked! Hvis jeg brænder de her bøger, har han intet til at beskytte sig selv med, og så ryger han med mig ned!”
“Vivian, lad være!” råbte Adrian og gjorde klar til at springe frem. “Hvis du brænder dem, sletter du også beviset for, hvad han gjorde ved min far!”
“Han solgte mig, Adrian!” Vivians hånd rystede så voldsomt, at gnisten fra lighteren sprang forgæves første gang.
Maya tænkte ikke på faren. Ligesom på tagterrassen handlede hun på ren refleks. Mens Vivians opmærksomhed var låst fast på Adrian til venstre, greb Maya det tunge uldtæppe fra lænestolen ved døren og kastede sig fremad fra højre.






