Samme sekund som flammen fangede hjørnet af det øverste skøde, slog Maya tæppet ned over både Vivians hånd og papirerne. Hun pressede hele sin vægt ned for at kvæle ilden, mens Adrian greb fat om Vivians arme og trak hende væk fra pejsen.

Vivian kæmpede vildt imod i et par sekunder, men så gav hendes ben efter, og hun sank sammen på gulvtæppet i en hulken, der var lige dele raseri og fuldstændig opgivelse.

Maya trak tæppet til side og hostede i den tykke røg. Hjørnet af det øverste dokument var svedet sort, men selve protokollerne – med Rolands håndskrevne rettelser og datoerne fra natten, hvor Adrians far døde – var fuldstændig intakte.

Ude fra grusvejen skar lyden af sirener gennem natten, og blå blink begyndte at kaste lange, dansende skygger ind gennem arbejdsværelsets vinduer.

Retssagen i december blev ikke det juridiske tovtrækkeri, Roland havde regnet med.

Med lydoptagelsen fra Mayas blomsterbutik blev hans kaution øjeblikkeligt inddraget. Og da anklagemyndigheden fremlagde de reddede protokoller fra sommerhuset sammen med Vivians fulde tilståelse – som hun afgav i et desperat forsøg på at få nedsat sin egen straf efter faderens forræderi – brød Rolands forsvar fuldstændig sammen.

På sagens sidste dag sad Maya på tilhørerpladserne mellem Eleanor og Emil. Hendes bror gik nu helt uden krykker, og han holdt fast i hendes hånd – den hånd, hvor det lille hvide ar sad.

Da dommeren læste dommen op – lange, ubetingede fængselsstraffe til både Roland og Vivian for drabsforsøg, groft bedrageri, dokumentfalsk og vidnetrusler – vendte Roland sig ikke engang om. Manden, der havde troet, at han kunne styre liv og død fra bagsædet af sin bil, så pludselig bare gammel og ubetydelig ud i det skarpe lys i retssalen.

Eleanor lukkede øjnene og åndede dybt ud. Det var første gang i seks år, hun kendte den fulde sandhed om sin mands død, og selvom smerten var tung, var usikkerhedens byrde endelig væk.

Tre måneder senere var foråret kommet tidligt.

Solen stod lavt og gyldent ind gennem de nypudsede vinduer i Rødder & Kronblade, som nu var blevet udvidet med det tilstødende lokale – ikke for Adrians penge, men gennem et banklån baseret på butikkens stigende omsætning og en stor fast leveringsaftale til byens nyeste kunstmuseum, hvor Emil netop var blevet ansat i administrationen.

Maya stod på en trappestige og hængte tørrede lavendelbundter op under loftet, da dørklokken ringede.

Hun behøvede ikke at kigge ned for at vide, hvem det var. Hun kunne kende lyden af hans skridt.

“Du er tyve minutter for tidligt,” sagde Maya uden at vende sig om, mens hun bandt en sejlgarnssløjfe fast. “Kaffen er ikke engang brygget endnu.”

“Så er det godt, at jeg selv tog den med,” lød Adrians stemme nedefra.

Maya klatrede ned ad stigen og tørrede hænderne i sit forklæde. Adrian stod midt i det soloplyste rum med to papkrus og en lille papirpose fra bageriet rundt om hjørnet. Han havde hverken slips eller jakkesæt på, kun en mørkeblå sweater med opbrættede ærmer. Der var kommet en ro over hans ansigt, som Maya aldrig havde set de første måneder efter det aflyste bryllup.

Han rakte hende det ene krus. Da hendes fingre rørte ved hans, blev hans hånd hængende et øjeblik længere end nødvendigt.

“Min mor bad mig hilse,” sagde han med et lille smil. “Hun har lige genoprettet fondens bestyrelse med nye, uafhængige medlemmer. Og hun spurgte, om vi to kommer til middag på søndag.”

Maya tog en tår af kaffen og lænede sig tilbage mod det lange træbord. “Fortalte du hende, at jeg arbejder sent om lørdagen?”

“Det gjorde jeg,” sagde Adrian og trådte et skridt tættere på. “Men jeg lovede hende, at jeg ville hjælpe dig med at gøre butikken klar i morgen tidlig, så du kan få fri til tiden.”

Maya så op på ham. Gennem ruden bag ham gik folk forbi på fortovet i forårssolen, uvidende om de storme, der havde raset, for at de to kunne stå netop her i stilheden.

“Og du gør det selvfølgelig helt uden at forvente noget til gengæld?” drillede hun blidt, et ekko af deres allerførste samtale i det trange bryggers.

Adrian smilede og tog forsigtigt hendes venstre hånd – den med arret – og løftede den op til sine læber.

“Jeg skylder dig alt, Maya,” sagde han stille. “Men det eneste, jeg beder om, er en gåtur langs vandet efter lukketid.”

Maya kiggede ned på deres samlede hænder, før hun løftede blikket og bandt sit forklæde op.

“Giv mig fem minutter til at låse døren,” sagde hun.