Min far havde dengang sagt, at Paul havde været “utaknemmelig” og var forsvundet af egen fri vilje. Min mor havde grædt, men aldrig modsagt ham. Der kom ingen breve. På et tidspunkt, da jeg var tretten, kom jeg til at tro, at tavshed var det samme som at glemme.
Den gamle mand foran mig løftede hånden, rystende.
Under hans skæg, under hans rynker, så jeg pludselig det skæve ar over hans venstre øjenbryn. Han havde fået det, da han var seksten, mens han kælkede.
“Paul,” sagde jeg.
Hans øjne fyldtes med vand.
Så mistede han bevidstheden.
Jeg ringede 112. Mine fingre var så stive, at jeg trykkede på den forkerte knap to gange. Opkaldscentralen lod mig blive hos ham, holde øje med hans vejrtrækning og stramme presenningen. Hunden knurrede én gang, da jeg åbnede Pauls jakke, men da jeg spurgte hendes navn, løftede Paul, halvt i søvne, sine læber.
“Mira.”
Så hendes navn var Mira.
Det tog næsten fyrre minutter for bjergredningsholdet og ambulancetjenesten at komme. I den tid sad jeg i sneen og holdt hånden på en bror, jeg havde troet var forsvundet i næsten seks årtier.
Da hjælperne ankom, forsøgte de først at holde Mira tilbage. Hun bevægede sig først, da jeg lagde min hånd på hendes hals.
“Kom nu,” sagde jeg. “Vi går med dig.”
Paul havde et kompliceret lårbensbrud, svær hypotermi og tidlig lungebetændelse. Lægen på klinikken i Goslar sagde senere, at endnu en nat udenfor kunne være endt meget galt.
Mira havde selv et dybt snitsår på halsen og en ældre skade på bagbenet. Hun var sandsynligvis blevet fanget i ståltråd eller buske, mens hun forsøgte at komme tilbage til Paul.
I elleve dage havde hun gået til Braunlage hver morgen.
Hun havde købt en småkage til elleve dage.
Og bar hver enkelt til sig.
Tidligt på eftermiddagen sad jeg på hospitalets gang med en papkrus, der smagte af ingenting, da Rudi ringede.
“Doro,” sagde han, “du behøver ikke at komme. Men der sker noget her.”
Jeg tænkte straks på Günter.
“Kontrolløren?”
“Ikke endnu. Men Hagedorn fortæller alle, at du forlod butikken på grund af en herreløs hund. Og at det nu er et bevis på, at du ikke kan klare det mere.”
Jeg lukkede øjnene.
Førhen ville jeg have skyndet mig tilbage. Forklaret. Retfærdiggjort mig selv. Forsøgt at rette op på tingene for alle i rummet.
I stedet kiggede jeg gennem glasdøren på Paul, som lå under et varmt tæppe.
“Kom så,” sagde jeg. “Jeg kommer, når jeg er færdig her.”
Det var min første rolige beslutning på dagen.
Jeg mødte den anden den næste morgen.
Jeg åbnede Doros Hjørne som sædvanlig klokken seks.
Mira lå på et tæppe bag et afspærret hjørne i indgangen, langt væk fra køkkenet og maden. Dyrlægen havde behandlet hende den aften og forklaret mig, hvad der var hygiejnisk muligt, og hvad der ikke var. Jeg ville ikke være en helt. Jeg ville bare gøre alting rigtigt.
Inspektøren ankom klokken 8:30.
Günter var der allerede.
Han sad ved bord tre med armene over kors, med det ansigtsudtryk, som folk har, når de venter på bekræftelse af deres egen historie.
Inspektøren tjekkede køkkenet, kølerummet, opbevaringen, rengøringsplanerne og indgangsområdet. Han stillede spørgsmål. Jeg besvarede dem. Rudi viste ham dokumenterne.
Mira lå stille på sit tæppe.
Efter næsten en time sagde manden: “Fru Kienast, der er to mindre punkter, som De venligst kunne forbedre. Men på grund af hunden ser jeg ingen grund til en afslutning efter den nuværende separation.”
Günter rettede sig op.
“Men han var herinde! Flere gange!”
Inspektøren kiggede på ham. “En enkelt klage erstatter ikke en inspektion på stedet.”
Det blev meget stille.
Günter begyndte at forklare. At jeg var gammel. At gæsterne havde klaget. At en café ikke kunne drives sådan.
Så talte fru Neumann fra vinduessædet.
“Jeg var her fem morgener om ugen,” sagde hun. “Hunden stod altid forrest.”
Rudi nikkede. “Og vi rengjorde området hver gang bagefter.”
En håndværker ved disken tilføjede: “Hagedorn irriterede os mere end hunden.”
Det var ikke et større oprør. Ingen dramatisk tale. Bare tre personer, der pludselig besluttede sig for ikke længere at tie stille.
Günter blev rød.
For første gang siden han kom ind på min café, virkede han mindre end sin stemme.
Inspektøren tog sin afsked uden at sige noget. Jeg blev ikke lukket ned. Ingen katastrofe. Bare to punkter på listen: udskift en forsegling, opbevar en beholder anderledes.
Jeg kunne have grinet.
I stedet tog jeg en klud og tørrede køkkenbordet af.
“Mere kaffe?” spurgte jeg Günter.
Han rejste sig op og gik.
Tre dage senere fik jeg lov til at besøge Paul, mens han var helt vågen.
Jeg satte mig ved hans seng og vidste pludselig ikke, hvor jeg skulle begynde efter otteoghalvtreds år.
Han vidste det heller ikke.
Så sagde han: “Du har stadig de samme øjne.”






