Jeg svarede: “Du har stadig det samme ar.”

Så grinede vi begge to. Kun kort. Bagefter græd vi.

Paul fortalte mig, hvad der var sket dengang.

Efter natten hos vores far flygtede han til en onkel i Kassel. Onklen hjalp ham med at finde en læreplads. Paul skrev seks breve til mig i løbet af de første to år.

Ingen nåede mig.

Han havde beholdt kopier af to af dem.

Selve dokumenterne var gulnede, men kuverterne bar hans håndskrift og stammer fra den tid. Han viste mig billeder på sin telefon af de kopier, han havde derhjemme. I dem spurgte han gentagne gange til mig. Om jeg var i sikkerhed. Om jeg ville komme til ham. Om jeg var vred på ham.

Mine hænder rystede.

Min far fortalte mig hvert år, at Paul aldrig havde kontaktet mig.

“Hvorfor kom du ikke senere?” spurgte jeg.

Paul stirrede længe på døren.

“Skam,” sagde han. “Så stolthed. Så blev et år til ti. Ti blev til tredive. På et tidspunkt tænkte jeg, måske vil du slet ikke se mig.”

“Og nu?”

Han smilede træt.

“Nu er jeg fyldt halvfjerds, og jeg har indset, at fejhed ikke ser mere værdig ud med alderen.”

Han var flyttet til Harzen for tre måneder siden. Ikke direkte til Braunlage, men til en lille lejlighed i Bad Harzburg. Han var kommet med bus tirsdag og havde siddet bagerst i min café.

Han ville observere mig først.

Bare for at se om jeg virkede glad.

Så én gang til.

Og igen.

“Jeg har altid haft til hensigt at sige noget,” hviskede han.

“Du kunne bare have sagt Doro.”

“Jeg vidste ikke, om jeg havde ret til at gøre det.”

Tirsdagen før sin forsvinden havde han været på vandretur med Mira på kanten af ​​Wurmberg-bjerget. Han gled ud af stien på en isglat skrænt. Hans ben brækkede. Hans mobiltelefon faldt i en bæk og blev ubrugelig.

Han slæbte sig ind under nogle træer og byggede et midlertidigt ly, så langt han kunne nå. Mira blev hos ham.

Næste morgen sendte han hende væk.

“Jeg troede, hun ledte efter hjælp,” sagde han. “I stedet kom hun tilbage med en småkage.”

Jeg måtte grine, selvom jeg græd.

“Typisk for min café. Selv frelse kommer med tørt bagværk.”

Paul smilede.

Fra den tredje dag og fremefter forsøgte han at give Mira et stykke stof eller noget andet at tage med, når han tog afsted. Men han var for svag. Hun kendte kun én vej: fra ham til det sted, hvor hun fik mad, og tilbage igen.

Den tolvte morgen havde hun tilsyneladende indset, at én småkage ikke længere var nok.

Hun samlede mig op.

Historien spredte sig hurtigere i Braunlage, end jeg havde ønsket. Først gennem gæster, derefter gennem en lokal reporter, der faktisk var der til en vintersportsbegivenhed. Jeg nægtede at sætte Mira på baren eller tage nogen fjollede billeder. Hun var ikke et cirkusdyr.

Men jeg tillod, at der blev taget et billede foran caféen, da Paul blev udskrevet fra klinikken.

Han sidder i kørestol.

Jeg var ved siden af ​​den.

Mira mellem os.

Ugen efter var Doro’s Corner fyldt for første gang i flere måneder.

Ikke fordi jeg pludselig lavede bedre mad. Ikke fordi min butik var blevet et mirakel.

Folk kom, fordi de havde hørt historien. Nogle blev for Rudis kartoffelsuppe. Andre for valmuekagen. Nogle gav mig penge, som jeg straks gav tilbage.

“Bestil noget,” sagde jeg. “Det vil hjælpe os begge.”

Udlejeren tog også kontakt.

Jeg havde forventet flere dårlige nyheder.

I stedet sagde han, at han havde hørt om Günters gentagne klager og ønskede at gennemgå den annoncerede huslejeforhøjelse. Han trak den ikke helt tilbage, men han suspenderede den i seks måneder og tilbød mig derefter en gradvis justering.

Det var ingen eventyrlig slutning.

Men det var luft.

Seks måneders fritid kan være meget som 71-årig.

Günter kom ikke i to uger.

Da han endelig dukkede op igen, var hans plads optaget.

Han stoppede ved døren.

Jeg kunne have sendt ham væk. En del af mig ville det også.

Men Edward havde altid sagt, at en café var det sidste sted, hvor man udelukkende skulle dømme folk på deres værste dag.

Så pegede jeg på et tomt bord.

Günter satte sig ned.

“Kaffe?” spurgte jeg.

Han nikkede.

Efter et minut sagde han: “Jeg vidste ikke noget om din bror.”

“Ingen.”

“Og med hunden.”

“Ingen.”

Der kom ikke mere ud af det.

Ingen storslået undskyldning. Ingen knælen. Bare en mand, der manglede visheden om, at rummet automatisk var på hans side.

Nogle gange er det konsekvens nok.

Paul flyttede ikke ind hos mig efter sin genoptræning. Vi er begge for gamle og for stædige til det. Men han kommer til Braunlage hver tirsdag.

Han sidder ikke længere i det bagerste hjørne.

Han sidder ved disken.