Mira ligger på et tæppe i indgangspartiet, når hun er til stede. Dette sker efter samråd med dyrlægen og i overensstemmelse med de regler, der gælder for min virksomhed. Hun modtager ikke længere mad i hemmelighed undervejs.
Nu spiser hun sine egne småkager.
Den første tirsdag Paul vendte tilbage, var stille.
Jeg satte en kop kaffe foran ham.
Så en anden foran mig.
Han tog en slurk og skar en grimasse.
“Stadig for stærk.”
Jeg stirrede på ham.
“Du var væk i 58 år, og så kommer du tilbage for at kritisere min kaffe?”
Han smilede bredt.
Et øjeblik så jeg i det grin den dreng, jeg engang var. Broderen, der ikke kunne folde papirtraner og derfor altid foldede fugle med vinger, der var alt for store.
Senere tog Paul et lille, krøllet stykke papir op af jakkelommen. Ikke et gammelt brev. Intet dramatisk.
Han foldede sig langsomt og akavet sammen med gigtplagede fingre.
Så skubbede han en lille fugl hen over Edwards disk til mig.
“Til små fugle,” sagde han.
Jeg lagde min hånd på den.
Ikke fordi jeg ville være tretten igen.
Men fordi jeg endelig forstod, at nogle ting ikke kommer tilbage for at erstatte tabt tid.
De kommer tilbage, så den tid, der er tilbage, kan være anderledes.
Udenfor faldt der nysne over Braunlage.
Mira løftede kort hovedet, tjekkede døren og lagde den derefter ned på sine poter igen.
Og jeg satte to kopper kaffe frem den morgen.
For første gang i seks år var det ikke en ulykke.






