Ethans lille bryst hævede sig mod mit, hans brændende tårer gennemvædede kraven på min falmede sweater. Værelset var badet i det grå, triste lys fra slutningen af ​​oktober, men luften var kvælende.

“Ethan,” hviskede jeg, min stemme dirrede, som om glas splintredes i min hals. Jeg løftede blidt hans tårevædede ansigt og lagde mine rystende hænder på hans kolde kinder. “Se på mig, skat. Vær sød. Hvem så du?”

Ethan slugte, hans brune øjne gled hurtigt mod den åbne soveværelsesdør. Nede i stueetagen smækkede hoveddøren i. Tunge, langsomme, velkendte fodtrin genlød på trægulvet. Mark var kommet tilbage fra isenkræmmeren.

“Ethan. Hurtigt. Hvisk det,” tryglede jeg, mit hjerte hamrede som en fugl i bur, der kaster sig mod jernstænger.

Ethan lænede sig ind, indtil hans læber strejfede min øreflip.

“Tante Victoria,” mumlede han. “Hun havde de gule blomster til dig, mor. Og så tog hun babyen med i det grå tæppe.”

Jeg tog vejret fra mig. Mit syn blev snævret ind, indtil rummets gule vægge forsvandt i mørket.

*Victoria.*

Victoria Sterling var ikke Ethans biologiske tante, men hun havde været en del af Marks liv siden barndommen. Hendes far var forretningspartner for Eleanors afdøde mand, der stod i spidsen for et ejendomsimperium og en velhavende familie. To dage efter mit akutte kejsersnit – mens jeg stadig var påvirket af morfin og græd over den tomme vugge – brasede Victoria ind på mit hospitalsværelse iført en pletfri kashmirfrakke. Hun satte en stor vase med gule liljer i vindueskarmen, kyssede mig på panden og holdt min hånd, mens bløde tårer faldt fra mine øjne.

“Gud arbejder på mystiske og smertefulde måder, Clara,” mumlede hun og strøg mit glatte hår. “Du skal være stærk for Ethans skyld. Mark er knust. Lad ham klare begravelsesarrangementerne. Hvil dig.”

Jeg havde troet hende. Jeg havde troet, hun var en barmhjertighedens engel.

“Clara? Ethan? Hvor er de andre?” råbte Mark afslappet fra trappens fod. Hans tonefald var en smule træt og såret, en egenskab han havde perfektioneret i løbet af de sidste fjorten dage.

“Tør dine øjne,” hviskede jeg til Ethan, mit moderlige instinkt satte i gang med den pludselige kraft fra en mor, der beskytter sit barn. “Gå ind på dit værelse og leg med dine Lego-klodser. Sig det ikke til din far. Forstår du, Ethan? Ikke et eneste ord.”

Ethan nikkede energisk med vidtåbne øjne af frygt og listede forbi mig ind på sit værelse, lige da Marks slanke skikkelse dukkede op øverst på trappen.

Mark legemliggjorde den knuste far på perfekt vis. Hans mørke hår var ujævnt, mørke rande hulede hans tomme grå øjne, og hans skuldre var konstant foroverbøjede. I to uger havde jeg længtes frygteligt efter ham, opslugt af skyldfølelse over ikke at kunne give ham den datter, han påstod at ønske sig så meget.

“Hej,” sagde Mark sagte, mens han lænede sig op ad dørkarmen. Han holdt en lille hvid æske med kager. “Jeg besøgte Elms lille bageri. Jeg købte de der kanelboller, du kan lide. Jeg tænkte, at du måske kunne få noget at spise i dag.”

Jeg kiggede på hendes hænder. Stærke hænder. Hænderne, der havde holdt mine under mine veer. Hænderne, der ifølge min otteårige søn havde givet hende en kuvert med penge i bytte for vores kød og blod.

“Tak, Mark,” sagde jeg og fremtvang et svagt, trist smil, der kostede mig al min viljestyrke. “Jeg er stadig lidt nervøs, men jeg prøver igen senere.”

“Hvordan har Ethan det?” spurgte Mark og nærmede sig mig. Han rakte ud for at røre ved min skulder.

Hver en fiber i mit væsen skreg ad mig, at jeg skulle hoppe, skubbe hans hånd væk, råbe: “Hvor er min datter, dit monster?” Men hvis Ethan talte sandt, var Mark ikke bare en sørgende ægtemand: han var en kriminel. Og værre endnu, han havde medskyldige. Hvis jeg afslørede mine intentioner nu, ville de begrave de resterende beviser, og jeg ville aldrig se min baby i live igen.

Så lod jeg ham røre ved mig. Hans fingre var iskolde.

“Han er tavs,” mumlede jeg og holdt blikket nedslået. “Han savner hende. Os begge to.”

“Jeg ved det, skat,” sukkede Mark og trak mig tæt ind til sig. “Det er et mareridt. Men vi er nødt til at komme videre. Lægen sagde, at asken fra kremeringen ville være klar på fredag. Mor sagde, at vi kunne sprede den derhjemme ved søen.”

En kuldegysning løb ned ad min rygsøjle. *Aske fra kremering.*

“Fredag?” spurgte jeg og lænede mig op ad hans skjorte. “Du … du fortalte mig, at hospitalet tog sig af det gennem sin private præstetjeneste.”

Mark stivnede et øjeblik, og slappede så af. “Ja. Men mor ville have en privat ceremoni. Hun betalte for begravelsen, så du ikke behøvede at bekymre dig om det. Du ved, hvordan Eleanor er.”

“Godt,” mumlede jeg. “Gavmild Eleanor.”