Nede i stuen satte jeg den ene mikrofon fast på undersiden af det store mahognisofabord i dagligstuen, lige ved siden af der, hvor Eleanor altid satte sin tekop. Den anden klemte jeg fast bag gardinet i spisestuen, tæt på køkkenøen.

Derefter gik jeg op i vores soveværelse på første sal, lagde mig under dynen med tøjet på, lukkede øjnene og ventede i det grå eftermiddagslys.

Klokken 16:15 lød den dæmpede rumlen fra en Mercedes S-klasse i indkørslen.

To minutter senere gik hoveddøren op, og jeg hørte den umiskendelige, skarpe klikken af dyre stiletter mod egetræsgulvet i hallen, ledsaget af duften af tung, pudret parfume og den kvalmende, friske brise af fransk lavendel.

“Mark, min skat,” lød Eleanors dybe, autoritære stemme nedefra. “Hvordan er situationen?”

“Hun sover,” svarede Mark lavt. Han var gået ned for at tage imod dem. “Hun tog ud på apoteket tidligere, hvilket gjorde mig lidt nervøs, men hun var fuldstændig udmattet, da hun kom hjem. Jeg gav hende en af de blå piller fra Marcus i hendes vand. Hun sover som en sten oppe i soveværelset.”

“Gudskelov,” lød en anden stemme.

Victoria.

Selv gennem den lukkede soveværelsesdør fik lyden af hendes glatte, kultiverede stemme mine negle til at bore sig så dybt ind i mine håndflader, at jeg kunne mærke varmt blod pible frem.

Jeg rejste mig lydløst fra sengen, listede hen til soveværelsesdøren, åbnede den en enkelt millimeter på klem og lagde mig fladt ned på tæppet ved trappeafsatsen i skyggen af gelænderet. Herfra blev lyden fra stuen nedenunder båret direkte op gennem trappeskakten, samtidig med at Ethans små mikrofoner optog hvert et åndedrag nede ved sofabordet.

“Hvorfor lod du hende overhovedet køre ud alene, Mark?” spurgte Eleanor skarpt. Lyden af porcelæn, der klirrede mod sølvbakken, fortalte mig, at de havde sat sig i dagligstuen. “Marcus sagde udtrykkeligt, at hun skulle holdes under konstant opsyn, indtil kremeringsceremonien på fredag er overstået.”

“Hun var ved at gå ud af sit gode skind, mor! Hvis jeg havde låst hende inde, ville hun have fattet mistanke,” hvæsede Mark defensivt. “Desuden tjekkede jeg hendes GPS-log i bilen via appen på min telefon, mens hun var væk. Bilen holdt stille nede ved 4th Street nær apoteket i tyve minutter, og hun kom hjem med posen og kvitteringen i hånden. Slap nu af.”

Jeg takkede i stilhed min egen paranoia for, at jeg havde parkeret i den nederste, betonbelagte kælder under parkeringshuset ved St. Jude – tre gader fra apoteket på 4th Street – hvor GPS-signalet altid frøs på det sidste punkt før nedkørslen.

“Vi har ikke råd til fejl nu,” sagde Victoria koldt. Der var intet tilbage af den blide, grædende engel, der havde strøget mit hår på hospitalet. Hendes stemme var hård som stål. “Min fars advokater fra Zürich lander i morgen eftermiddag for at verificere barnet og underskrive frigivelsen af familiefonden på fredag. Så snart dokumenterne er underskrevet, bliver de sidste to millioner overført fra min schweiziske konto til jeres logistikholding. De 250.000 i går til Vance-kontoen var kun til at dække Marcus’ folk og sygeplejerskens tavshed.”

“Og hvordan har… hvordan har den lille det?” spurgte Mark. Der var en mærkelig, tøvende klang i hans stemme. En ynkelig rest af samvittighed fra en mand, der allerede havde solgt sin sjæl.

“Hun hedder Aurelia Sterling nu, Mark. Væn dig til at bruge hendes rigtige navn,” sagde Victoria skarpt. “Og hun har det glimrende. Sarah Vance passer hende ude i gæstehuset på min ejendom ved Riverbend, indtil advokaterne har været der i morgen. Hun har et lille modermærke formet som en halvmåne under venstre skulderblad – præcis som min afdøde mor havde det. Min far kommer til at sluge historien om min hemmelige fertilitetsbehandling i Genève råt, når han ser det på videoopkaldet.”

Jeg bed mig så hårdt i læben for ikke at skrige, at smagen af jern fyldte min mund. Et modermærke formet som en halvmåne. Min datter. Hun lå lige nu i gæstehuset på Victorias landsted ved Riverbend, bevogtet af Sarah Vance!

“Hvad med drengen?” spurgte Eleanor køligt. “Ethan har opført sig underligt, siden vi var på hospitalet. Han nægtede at give mig et kram i søndags. Du er sikker på, at han ikke så noget den dag, Victoria bar liften ud gennem familierummet?”

“Han er otte år gammel, Eleanor, han sad med næsen begravet i sin iPad ude i venteområdet,” svarede Victoria affærdigende. “Og selv hvis han så mig med en babylift, hvem skulle tro på et traumatiseret barn? Så snart vi har spredt den aske, Marcus skaffede fra krematoriet, i søen på fredag, sender vi Clara på et tre måneders intensivt psykiatrisk rekreationsophold oppe i Vermont. Marcus har allerede papirerne klar til en tvangsindlæggelse for alvorlig fødselspsykose, hvis hun begynder at skabe sig eller stille spørgsmål. Efter tre måneder på stærk medicin deroppe vil hun ikke engang kunne huske sit eget navn, og Mark kan søge om fuld forældremyndighed over Ethan og lade sig skille i stilhed.”