Hendes far var gammel, halvt blind og boede på et lukket gods i Schweiz. Hvis Victoria præsenterede et nyfødt barn med forfalskede schweiziske eller private fødselspapirer, ville hun udløse hele sin fars arv.

Og Mark… Marks logistikfirma havde blødt penge i det sidste år. Jeg havde set de røde tal i hans regnskaber, før han begyndte at låse sit kontor af. Eleanor havde nægtet at kautionere for flere lån fra sin egen kasse.

De havde ikke bare solgt min datter til fremmede. De havde solgt hende til Victoria, så Victoria kunne frigøre sin arv, redde Marks og Eleanors synkende forretningsimperium og give Eleanor den magtfulde alliance med Sterling-familien, hun altid havde drømt om!

“Her er dit vand, skat.”

Mark stod over mig med et højt glas og en pille, han allerede havde taget ud af æsken på køkkenbordet.

Jeg kiggede på den lille hvide tablet i hans håndflade. Det var ikke den almindelige smertestillende ibuprofen, jeg lige havde hentet i posen. Den var rund, svagt blålig i kanten og uden prægning.

Lorazepam. Eller et stærkt beroligende middel. Han havde dopet mig i to uger for at holde mig i en konstant, tåget døs!

“Tak,” hviskede jeg. Jeg tog pillen, satte den til læberne, tog en stor slurk vand og lod tabletten glide ind under min tunge, mens jeg lavede en tydelig synkebevægelse med halsen.

“Læg dig ned og luk øjnene lidt, før mor og Victoria kommer,” sagde Mark blidt og trak et uldtæppe op over mine skuldre. “Jeg går op på kontoret og ordner et par fakturaer.”

Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt og regelmæssigt, indtil jeg hørte hans skridt forsvinde op ad trappen og døren til hans hjemmekontor klikke i.

I samme sekund spyttede jeg den bitre, halvopløste pille ud i et papirlommetørklæde og tørrede munden.

Jeg havde mindre end femogfyrre minutter, før Eleanor og Victoria trådte ind ad døren. Og jeg havde brug for at høre hvert eneste ord, de sagde til hinanden, når de troede, jeg sov.

Jeg rejste mig lydløst fra sofaen og sneg mig op ad trappen på strømpesokker, idet jeg omhyggeligt undgik det fjerde trin, der altid knirkede. Forbi Marks lukkede kontordør, hvor jeg kunne høre ham taste på sit tastatur, og direkte ind på Ethans værelse.

Ethan sad på gulvet omgivet af tusindvis af farvestrålende plastikklodser. Da jeg lukkede døren stille bag mig, kiggede han op med store, skræmte øjne.

Jeg lagde en finger på mine læber, gik hen og satte mig på hug foran ham.

“Ethan,” hviskede jeg og strøg hans bløde brune hår væk fra panden. “Du har været så modig i dag. Den modigste dreng i verden. Men jeg har brug for din hjælp til en hemmelig mission mere. Kan du klare det?”

Han nikkede alvorligt. “Er det for at finde lillesøster?”

Mit hjerte brast lidt mere, men jeg tvang et fast nik frem. “Ja. Hvor er de små walkie-talkier og den der spion-mikrofon, du fik i fødselsdagsgave af onkel David? Den, der ligner en lille sort knap, og som kan optage lyd på et lille hukommelseskort?”

Ethans øjne lyste op med en blanding af frygt og drengespænding. Han kravlede hurtigt hen til sin skuffe under sengen, rodede bagerst bag en stak tegneserier og trak en lille metalkasse frem. Indeni lå to små sorte revers-mikrofoner, ikke større end en tokrone, med små magnetiske klips og en modtager, der kunne sættes direkte til en telefon eller optage lokalt.

“De er fuldt opladede, mor,” hviskede han stolt. “Jeg legede spion i går.”

Jeg kyssede ham hårdt på panden. “Hør godt efter, skat. Om lidt kommer farmor og tante Victoria. Jeg vil have, at du bliver heroppe på dit værelse med døren lukket. Uanset hvad du hører nede i stuen, må du ikke komme ned. Og her…”

Jeg tog min gamle reserve-telefon – en gammel model uden SIM-kort, som Ethan plejede at spille spil på via husets Wi-Fi – fra hans hylde. Jeg uploadede hurtigt billederne af bankkvitteringen fra min egen telefon til en skjult sky-mappe og gemte en kopi direkte i en låst mappe på hans spille-telefon sammen med et kort notat med koden og Sarah Vances adresse.

“Gem denne telefon inde i midten af dit store Lego-slot,” hviskede jeg til ham. “Hvis jeg ikke er på mit værelse i morgen tidlig, og far tager dig med hen til skolen, skal du gå direkte op til fru Higgins på skolens kontor, give hende telefonen og sige, at hun skal ringe til politiet i delstaten – ikke det lokale politi, men FBI eller statsanklageren – og give dem koden 1024, din fødselsdag. Forstår du?”

Ethans underlæbe rystede, men han bed tænderne sammen og nikkede. “Jeg lover det, mor.”

Jeg tog de to små spion-mikrofoner, trykkede på den lille røde knap på bagsiden, indtil en mikroskopisk grøn diode blinkede tre gange og slukkede – tegnet på, at de nu optog alt lokalt i høj kvalitet – og listede tilbage ned ad trappen.