“Siloen har tre indgange,” forklarede Miller, mens han pegede på en satellitudskrift. “En hovedport mod vest, hvor grusvejen ender, og to læsseramper mod floden. Hvis de har Arthur derinde, vil de sandsynligvis have en bil stående klar ved flodsiden for at kunne stikke af ad de gamle industriveje, hvis tingene går galt.”
“Hvad med min mor og Melanie?” spurgte jeg.
Miller trak på skuldrene med et koldt smil. “Vores folk har holdt øje med huset på Sycamore Street. Din søster forlod huset for to timer siden i sin Mercedes. Hun kørte direkte til en eksklusiv frisørsalon i Short North. Hun opfører sig, som om hun skal til fest i aften.”
En bølge af kvalme skyllede igennem mig. Melanie sad hos frisøren, mens hendes rigtige onkel lå bundet i en kælder, og hendes søsters ansigt var vansiret. Hun troede stadig, hun kunne vinde Wyatt. Hun troede stadig, at hendes skønhed og familiens manipulationer ville bære hende igennem.
“Lad hende tro det,” sagde jeg roligt. “Det gør hende uforsigtig.”
Klokken otte om aftenen lagde mørket sig over Ohio som et tungt, vådt tæppe. Regnen begyndte at falde, fine dråber, der trommede monotont mod forruden på Wyatts mørkegrå SUV, som vi parkerede en halv kilometer fra kornsiloen.
Planen var lagt med kirurgisk præcision. Vicekriminalkommissær Vance var blevet informeret uofficielt; han havde indvilget i at have specialstyrker stående standby to minutter væk, men han lod os etablere den visuelle kontakt først for at sikre, at Arthur ikke blev likvideret i panik, så snart politiets blå blink viste sig.
Jeg bar en mørk regnfrakke over en skudsikker vest, som Miller havde tvunget mig i. I min højre lomme lå en kopi af Eleanors testamente – originalerne var låst inde i en bankboks i Wyatts navn. I min venstre lomme lå en tændt sender, der transmitterede lyd direkte til Vances radio og Millers optager.
“Sadie,” sagde Wyatt og greb min hånd, før jeg åbnede bildøren. Hans øjne brændte i mørket. “Vær forsigtig. Hvis Gregory gør den mindste uventede bevægelse, kaster du dig ned. Vi dækker dig.”
“Han gør mig ikke noget, før han har papirerne,” hviskede jeg. “Han tror stadig, han er den klogeste mand i rummet. Det er hans største svaghed.”
Jeg trådte ud i regnen. Den kolde luft bed i mine sår, og forbindingen over mit venstre øje blev hurtigt fugtig. Hvert skridt på det våde grus knaste højt i den øde nat. Kornsiloen tårnede sig op foran mig som et gigantisk, forfaldent betonskelet. Døren til det centrale maskinrum stod på klem, og en svag, gullig lysstribe skar gennem mørket.
Jeg skubbede den rustne jerndør op. Hængslerne skreg i stilheden.
Lugten herinde var værre end på hospitalet: muggen hvede, råddent træ, dieselolie og sved. I midten af det enorme rum, under en enkelt nøgen pære, der hang i en sort ledning, stod en stol.
På stolen sad Arthur Bennett.
Hans ansigt var dækket af blå mærker, hans læber sprukne. Han var klædt i tøj, der lignede noget fra 1980’erne – slidt, falmet og alt for stort til hans udsultede krop. Da han hørte mine skridt, løftede han langsomt hovedet. Da hans grå, tårefyldte øjne mødte mine, gispede han svagt.
“Sadie…” hviskede han, en stemme der knap havde været brugt i årtier. “Lille pige… du skulle ikke være kommet. De… de slår dig ihjel.”
“Hold din kæft, Arthur!” lød en skarp, hysterisk stemme fra mørket bag en af de store kornsjakter.
Min mor, Brenda, trådte frem. Hun havde en dyr uldfrakke på, men hendes ansigt var forvredet af en grim, forbitret vrede. Bag hende dukkede min far, Gregory, op. I sin højre hånd holdt han en tung revolver af kaliber .38.
Og bag dem… Melanie.
Melanie bar en hvid silkeskjorte og stramme læderbukser, hendes hår var nyfriseret og faldt perfekt over hendes skuldre. Hun så på mig med en blanding af triumf og afsky.
“Se på dig, Sadie,” sagde Melanie og lo dæmpet. “Du ligner et monster. Tror du virkelig, Wyatt vil have dig nu? Tror du, en mand som ham vil vågne op ved siden af det der arrede fjæs resten af sit liv?”
“Melanie, hold mund,” snerrede Gregory uden at fjerne blikket fra mig. Han løftede revolveren og pegede direkte mod mit bryst. “Hvor er dokumenterne, Sadie? Mappen fra banken.”
Jeg stod helt stille. Regnvandet dryppede fra min hætte ned på betongulvet. “Hvorfor gjorde du det, Gregory? Ikke bare mod mig. Mod din egen bror. Hvordan kunne du låse ham inde i næsten fyrre år?”
Gregorys læber trak sig sammen i et ondt grin. “Min bror? Arthur var den svage! Vores bedstemor ville give ham hele godset, al jorden, hele Vance-formuen, bare fordi han blev født ti minutter før mig! Han ville bruge pengene på kunst og bøger. Jeg var den, der vidste, hvordan man drev forretning! Jeg fortjente det!”
