“Du stjal det,” sagde Arthur med en stemme, der pludselig fik styrke. Han rystede i sine lænker. “Du bildte mig ind, at politiet ledte efter mig for et mord, du selv havde begået i Detroit! Du overbeviste mig om, at jeg måtte gemme mig på loftet for ikke at ende på dødsgangen! Du løgnagtige djævel… du holdt mig som en fange i mit eget barndomshjem!”
Jeg stirrede på Gregory. Rædslen i sandheden var dybere, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Arthur havde ikke bare været spærret inde med magt; han var blevet manipuleret, hjernevasket med frygt gennem årtier, isoleret fra verden af sin egen tvillingebror.
“Og så fik du et barn med kvinden, der bragte dig mad,” hviskede Brenda giftigt og spyttede på jorden foran Arthur. “Den lille luder af en stuepige! Vi var nødt til at skaffe hende af vejen, da hun truede med at gå til myndighederne. Og vi var nødt til at tage hendes afkom ind, så ingen stillede spørgsmål ved, hvorfor der pludselig manglede en gravid kvinde i kvarteret!”
“I slog min mor ihjel?” spurgte jeg, mens en isnende kulde bredte sig i mine årer. Hvert eneste ord røg direkte igennem senderen i min lomme til politiet udenfor.
“Hun faldt i floden,” sagde Gregory koldt. “Ligesom du og din far kommer til i aften. En tragisk ulykke. En forsmået datter, der ikke kunne klare at blive afvist af sin rige forlovede, bortfører sin vanvittige, fremmedgjorte onkel og hopper i Scioto River. En smuk historie til aviserne. Og Wyatt… Wyatt vil have brug for trøst. Melanie vil være der for ham.”
Melanie smilede, et tomt, sjælløst smil. “Han ringer allerede til mig, Sadie. Han ved bare ikke, at han elsker mig endnu.”
“Du er fuldstændig sindssyg, Melanie,” sagde jeg lavt. “Wyatt kaster op ved tanken om dig.”
Melanie mistede sit smil på et splitsekund, hendes ansigt forvandlede sig til en maske af rent raseri. “Giv os mappen, din ko!”
Jeg stak hånden i lommen og trak papirerne frem. Jeg holdt dem op i det svage lys. “Her er de. Men de hjælper jer ikke. Testamentet er allerede blevet scannet og sendt til statsadvokatens kontor. Notarens tilståelse fra 1994 er sikret.”
Gregorys øjne blev vilde. “Du lyver! Giv mig dem!”
Han tog to skridt fremad med hævet pistol.
I det sekund lød et øredøvende brag.
Jerndøren bag læsserampen blev blæst op med et hydraulisk værktøj. Chokgranater oplyste siloens indre med et blændende, hvidt lys og en lyd, der fik betongulvet til at ryste.
“POLITI! SMID VÅBNET! NED PÅ JORDEN!”
Skrigene fra SWAT-betjentene skar igennem røg og støv. Gregory snurrede rundt i panik, hans finger strammede sig om aftrækkeren. Et skud bragede af og rikochetterede mod en metaltank over mit hoved med en skærende hylen.
Jeg kastede mig fremad mod stolen, hvor Arthur sad, og skærmede hans udsultede krop med min egen ryg.
Gregory forsøgte at sigte mod mig igen, men en skikkelse brød igennem røgen med enorm fart. Det var Wyatt. Han ramte Gregory med hele sin vægt, og de to mænd væltede ind i en bunke rustne rør. Pistolen gled ud af Gregorys hånd og forsvandt ned i en kornsjakt.
Brenda skreg i vildskab og forsøgte at kaste sig over mig med hævede negle, men Marcus Green og betjent Miller greb fat i hendes arme og vred dem om på hendes ryg, så hun faldt på knæ i skidtet.
“Slip mig! I ved ikke, hvem jeg er! Vi ejer denne by!” hylede Brenda, mens hendes ansigt blev presset ned mod den beskidte beton.
Melanie bakkede langsomt væk, rystende, med hænderne for munden. Hun kiggede på Wyatt, der rejste sig fra Gregorys overmandede krop.
“Wyatt…” klynkede hun, tårerne ødelagde hendes dyre makeup. “Wyatt, hjælp mig! De tvang mig! Det var min fars idé! Jeg ville bare redde dig fra hende!”
Wyatt så på hende. Der var ingen vrede i hans blik, kun en så absolut, isnende foragt, at det fik Melanie til at krympe sig.
“Du er ingenting, Melanie,” sagde han koldt. “Du er en medskyldig i tortur og mordforsøg. Og du kommer til at rådne op i en celle.”
Vicekriminalkommissær Vance trådte frem med trukket tjenestepistol, mens to betjente satte håndjern på Gregory, der gispede efter vejret på jorden med en brækket næse.
“Gregory Bennett, du er anholdt for mordforsøg, grov frihedsberøvelse, dokumentfalsk og konspiration,” sagde Vance med en stemme så rolig, at den skar igennem larmen. Han vendte sig mod Melanie og Brenda. “Og I to er anholdt som medskyldige.”
Jeg skar stripsene over på Arthurs håndled med en lommekniv, som Miller rakte mig. De gamle, rynkede hænder faldt ned i mine. De var ru som sandpapir, men varme.
Arthur kiggede op på mig med tårer, der løb frit ned over hans furede kinder. Han rørte forsigtigt ved bandagen over mit kindben.
