“Så… hun har bogstaveligt talt lagt fotobevis op af tyvekosterne på nettet?” spurgte betjent Miller tørt.

“Ja. Armbåndet alene er vurderet til 450 dollars. Samlet værdi er 670 dollars. Ingen af delene er købt af min eksmand eller hans kone; de er købt af min tidligere svigermor og en klassekammerats mor.”

Betjent Miller nikkede langsomt og begyndte at taste på sin computer. “Det her er klokkeklart, fru…?”

“Quinn. Bare Quinn.”

“Okay, Quinn. Jeg opretter en rapport på ulovlig besiddelse af anden mands ejendom. Da du har den præcise adresse og fotodokumentation for, at genstandene befinder sig der lige nu, sender jeg en patruljevogn forbi i eftermiddag for at hente tingene. Hvis han nægter at udlevere dem til betjentene, eskalerer vi det til en egentlig sigtelse. Vil du mødes med patruljen derovre for at identificere tingene?”

“Meget gerne,” sagde jeg. “Men giv mig en halv time. Min tidligere svigermor er derovre lige nu.”

Betjent Miller smilede skævt. “Noteret. Vi mødes på hjørnet af hans vej klokken 14.00.”

Imens, som Diane senere genfortalte det til mig i mindste detalje, parkerede hun sin sølvgrå sedan i Grahams indkørsel klokken 13.15.

Graham og Celeste havde besøg i forhaven. Deres nye naboer, et velhavende par ved navn Richard og Evelyn, som Graham desperat forsøgte at imponere for at komme ind i den lokale golfklub, stod på indkørslen med kaffekopper i hænderne og sludrede i det milde efterårsvejr.

“Diane!” udbrød Graham med den lidt for høje, falske munterhed, han altid brugte, når han var nervøs. “Hvilken overraskelse! Du kender Richard og Evelyn, ikke? Vi stod lige og nød solen.”

Celeste stod ved siden af ham, klædt i et dyrt joggingsæt, med et stramt smil. “Hej, Diane. Hvad bringer dig på disse kanter?”

Diane steg ud af bilen, låste den med et lille bip og gik roligt hen mod gruppen. Hun så upåklagelig ud, rolig og værdig.

“Godmorgen, Richard. Evelyn,” nikkede Diane høfligt, før hun vendte sit iskolde blik mod Graham. “Jeg er her for at hente min bedstemors sølvarmbånd, Graham. Samt det kamera, jeg købte til Willa, og hendes venindes gave.”

Smilet stivnede i Grahams ansigt. Richard og Evelyn kiggede akavet ned i deres kaffekopper og tog et halvt skridt tilbage, men nysgerrigheden holdt dem fast.

“Mor, lad nu være,” sagde Graham lavt med sammenbidte tænder og forsøgte at lægge en hånd på Dianes arm. “Ikke foran naboerne. Quinn har pisket en stemning op over ingenting. Piper låner bare tingene.”

Diane trak armen til sig, som om hans berøring var beskidt. Hendes stemme var krystalklar og bar tydeligt hen over den stille forstadsvej.

“Quinn har ikke pisket noget op, Graham. Jeg så Celestes opslag på nettet for en time siden. Det armbånd, som Celestes datter har om håndleddet på billedet, tilhørte din oldemor. Jeg fik det smeltet om til Willas trettende fødselsdag. Og da jeg ringede for at høre, om mit barnebarn blev glad for det, fandt jeg ud af, at I tillod et niårigt barn at flå gaverne ud af hænderne på Willa, mens hendes klassekammerater så på, hvorefter du skældte Willa ud for at græde.”

Evelyn snappede hørbart efter vejret. Richard stirrede direkte på Graham med åbenlys afsky.

Celestes kinder flammede op i en dyb, rød farve. “Det var overhovedet ikke sådan, det foregik! Vi lærer pigerne at dele! Willa er så egoistisk for tiden, og—”

“Du skal slet ikke tage Willas navn i din mund, Celeste,” afbrød Diane med en autoritet, der fik Celeste til øjeblikkeligt at klappe i. “At stjæle et barns fødselsdagsgaver og kalde det ‘deling’ er ikke opdragelse. Det er simpelt tyveri. Og hvad angår det hus, I står foran…” Diane lod blikket glide op ad den hvide facade på toetagershuset. “Så synes jeg, du skal huske på, Graham, hvem der står som medunderskriver på dit realkreditlån, og hvem der lånte dig fyrre tusind dollars, rentefrit, til udbetalingen, da du skulle købe dette hus til din nye familie.”

Graham blev ligbleg. “Mor, det har intet med sagen at gøre…”

“Det har alt med sagen at gøre, for det viser, hvem du er,” sagde Diane roligt. “Du lever på min gavmildhed, mens du tillader din kone at plyndre mit barnebarn. Og hvis du i øvrigt havde tænkt dig at søge ind i bestyrelsen i golfklubben til foråret, Richard…” Diane vendte sig mod naboen med et beklagende smil. “…så tror jeg desværre, at min bror i optagelsesudvalget bliver nødt til at revurdere sin anbefaling af Graham. Vi sætter jo pris på folk med en vis moralsk karakter i klubben.”

Richard rømmede sig kraftigt og kiggede koldt på Graham. “Ja, naturligvis, Diane. Helt forståeligt. Evelyn, vi må hellere komme ind. Tak for kaffen, Graham.”

Naboerne skyndte sig væk over græsplænen som to mennesker, der flygtede fra en synkende skude.