Så snart de var uden for hørevidde, eksploderede Graham. “Er du blevet fuldstændig sindssyg, mor?! Du ydmyger mig foran mine naboer på grund af noget legetøj og et åndssvagt armbånd!”
Lige i det øjeblik drejede to biler ind på blindgyden. Den forreste var min bil. Lige bag mig kørte en sort og hvid politipatruljevogn, der rullede stille op og parkerede på skrå foran Grahams indkørsel, så han ikke kunne bakke ud.
Celeste gav et lille hvin fra sig og greb sig til halsen. “Graham! Hvorfor er politiet her?!”
Jeg steg ud af min bil, mens betjent Miller og hans makker, en høj kvindelig betjent ved navn Perez, steg ud af patruljevognen. De gik med rolige, autoritære skridt op mod indkørslen, med hænderne hvilende løst i bæltet.
“Hr. Graham Vance?” spurgte betjent Miller.
“Ja?” stammede Graham, mens sveden sprang frem på hans pande. Flere gardiner i nabohusene blev nu trukket en anelse til side. Forstadsidyllen var totalt splintret. “Hvad drejer dette sig om? Har Quinn ringet til jer? Det her er en privat familiesag!”
“Det ophørte med at være en privat familiesag, da der blev indgivet en formel anmeldelse om ulovlig tilegnelse af ejendom til en værdi af over femhundrede dollars,” sagde betjent Perez tørt. Hun kiggede ned på sit skrivebræt. “Vi er her for at afhente et specialfremstillet sterlingsølvarmbånd med indgraveringen ‘W’, et turkis Fujifilm-instantkamera med tilbehør, samt en trækasse indeholdende firs farveblyanter og akvareltuscher.”
“Det er min datters ting, som er i mit hus!” protesterede Graham desperat, selvom hans stemme knækkede. “Jeg har forældremyndighed!”
“Du har delt forældremyndighed med samværsret hver anden weekend,” rettede jeg ham roligt fra indkørslen. “Og som betjentene kan fortælle dig, har en forælder ikke juridisk ret til at konfiskere gaver givet af tredjeparter for at forære dem til et stedbarn, som barnet ikke har nogen juridisk relation til.”
Betjent Miller nikkede. “Det er korrekt, hr. Vance. Vi har set kvitteringerne, vurderingsrapporten, din sms fra i går aftes og…” Han skævede mod Celeste. “…fotodokumentationen fra de sociale medier her til formiddag, der viser, at genstandene er taget i brug af en anden person i husstanden. Så I har to muligheder lige nu: I kan gå ind og hente de tre genstande med det samme og overdrage dem til os, så vi kan lukke sagen som en civil tilbagelevering. Eller I kan nægte, og så bliver vi nødt til at sigte jer for ulovlig omgang med hittegods og tyveri.”
Celeste så ud, som om hun skulle besvime. Hendes blik flakkede mod naboernes vinduer. Tanken om at blive ført ud i håndjern på sin egen forhave foran hele vejen knækkede hende øjeblikkeligt.
“Jeg henter dem!” hvæsede Celeste med en stemme, der skælvede af raseri og skam. Hun vendte sig på hælen og løb ind i huset.
Ingen sagde et ord i de tre minutter, der gik. Graham stod som forstenet og stirrede ned i asfalten, ude af stand til at møde hverken mit eller sin mors blik. Indefra huset kunne vi høre et pludseligt, øredøvende skrig fra første sal – lyden af Piper, der fik frataget sit bytte – efterfulgt af lyden af ting, der blev kastet mod en dør, og Celestes paniske skældud.
Et øjeblik senere kom Celeste stormende ud på verandaen. Hendes ansigt var spottet af røde pletter, og hun holdt trækassen, kameraet og den lille fløjlsæske i favnen. Hun gik direkte hen mod mig for at smide dem i armene på mig, men betjent Perez trådte imellem og rakte hænderne frem.
“Til mig, tak,” sagde Perez fast. “Vi skal inspicere genstandenes stand, før vi overdrager dem til anmelderen.”
Celeste smækkede tingene ned i betjentens hænder og trak sig tilbage mod trappen, hvor hun lagde armene over kors og stirrede dræbende på mig.
Betjent Perez og jeg gik hen til motorhjelmen på patruljevognen for at gennemgå tingene.
Jeg åbnede fløjlsæsken først. Sølvarmbåndet lå derinde. Det var fedtet ind i noget, der lignede chokolade eller sirup, og da jeg løftede det op, så jeg, at selve låsen var blevet bøjet skævt, sandsynligvis fordi Piper havde forsøgt at flå det over sin hånd uden at åbne det rigtigt.
Dernæst åbnede jeg trækassen med kunstsættet. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at bande højt. Ud af de firs farveblyanter var mindst et dusin knækket midt over. Hætterne var væk på syv af de dyre akvareltuscher, og deres spidser var mast flade ned i træet, så der var farvestriber over hele indersiden af æsken.
Til sidst tjekkede jeg instantkameraet. Selve kameraet havde en dyb ridse hen over linsen, og filmstælleren viste ‘0’. Alle tyve billeder fra den dobbeltpakke film, Diane havde købt, var blevet skudt af og spildt.
“Som du kan se,” sagde jeg stille og pegede på skaderne for betjent Miller, “er genstandene blevet betydeligt beskadiget, mens de var i deres varetægt.”






