To uger senere sad Graham og jeg i et mødelokale hos familieretten. Over for ham sad jeg og Marcus Vance. Graham så ti år ældre ud; han havde mørke rande under øjnene, og hans skuldre hang. Celeste var ikke med – ifølge Diane var der udbrudt kold krig i Grahams hjem, efter at historien om politiets besøg havde spredt sig som en steppebrand gennem forældregrupperne på Pipers skole og i hele nabolaget. Celestes kommentarfelt på det famøse Instagram-opslag var blevet oversvømmet af spydige kommentarer fra andre mødre, der spurgte, om “deling” også gjaldt, når politiet måtte hente tyvekosterne, før hun i vanære slettede hele sin profil.

Stillet over for politirapporten, billederne af de ødelagte gaver og fire uafhængige vidneudsagn fra de andre forældre om det psykiske pres på Willa, havde Grahams advokat rådet ham til at indgå forlig på stedet for at undgå en ydmygende retssag.

Graham skrev uden et ord under på den nye aftale: Han betalte 670 dollars kontant i erstatning for de ødelagte ting samt mine advokatudgifter. Alt fremtidigt samvær med Willa blev ændret til udelukkende at foregå uden overnatning, nogle få timer hver anden lørdag på et neutralt sted uden Celeste og Piper, og kun hvis Willa selv ønskede det, kombineret med obligatorisk familierådgivning for Graham og Willa alene.

En fredag eftermiddag sidst i oktober sad jeg ved køkkenbordet med en kop te, da bagdøren gik op. Willa kom ind fra haven med røde kinder efter den friske efterårsluft. Om hendes højre håndled glimtede det nyrensede sølvarmbånd fra Diane, hvor det lille kursive W fangede eftermiddagssolen. Om halsen hang hendes nye, turkise instantkamera.

Hun lagde tre små, nyfremkaldte billeder på bordet foran mig.

Det første var af naboens gamle golden retriever, der sov i en bunke gyldne blade. Det andet var af sollyset, der kastede mønstre gennem vores køkkengardiner. Det tredje var et selfie af hende og mig fra morgenen før, hvor vi begge grinede med uglet morgenhår.

“Se, mor,” sagde hun med en rolig, selvsikker klang i stemmen, der varmede mig helt ind i sjælen. “De blev helt skarpe denne gang.”

“De er helt perfekte, skat,” sagde jeg og lagde armen om hende. “Fuldstændig ligesom dig.”