“Tror du på det, eller er du sikker?”
“Jeg ved det ikke. Jeg havde smerter. Men jeg husker en duft. Noget meget sødt. Og et guldarmbånd.”
“Juliette har et guldarmbånd på.”
Jeg så det.
“Mange kvinder bærer guldarmbånd.”
“Juliettes er speciel. Hendes mor gav den til hende efter din bedstemors død.”
I det øjeblik begyndte min telefon at vibrere.
Det var min mor.
Jeg tog ikke telefonen.
Få sekunder senere sendte hun en besked:
“Tro ikke på Antoine. Han satte det hele op.”
En anden besked ankom.
“Kom hjem så hurtigt som muligt. Vi er nødt til at tale sammen, inden Juliette bliver arresteret.”
Jeg viste skærmen til Antoine.
Han blev bleg.
“Din mor ved det.”
“Hun skrev, at du havde orkestreret det hele.”
“Jeg har ikke sat noget op.”
“Så hvorfor ved alle, undtagen mig, hvad der foregår?”
Han kørte en hånd hen over ansigtet.
“Fordi jeg ville beskytte dig.”
Jeg rejste mig alt for hurtigt, og smerten tog vejret fra mig.
“Hvad?”
Antoine forhindrede mig i at falde uden at ramme min skulder.
“For seks uger siden opdagede jeg, at Juliette løj for mig.”
“Om hvad?”
“Fra din familie. Fra ulykken. Fra pengene. Jeg vidste ikke, hvor langt det ville række.”
Han forklarede mig, at hans notar en måned før brylluppet havde bemærket usædvanlig aktivitet på en fælleskonto, der var beregnet til køb af en lejlighed i Lyon. Der var foretaget adskillige overførsler til et Bordeaux-baseret firma ved navn Clairière Conseil .
Virksomheden tilhørte officielt Amandine.
Men dokumenterne bar Juliettes underskrift.
“Tog hun penge fra Antoine?”
“Ikke ligefrem. Pengene kom fra en konto, hvor du er modtager.”
Jeg forstod ingenting.
Antoine tog en kuvert ud af sin jakke.
Indeni var fotokopier af bankudtog, kontrakter og et gammelt notariseret brev.
Mit navn dukkede op overalt.
Camille Morel, universel legatar af Domaine de la Clairière.
Jeg genlæste sætningen flere gange.
“Denne ejendom tilhører min bedstemor.”
“Den tilhørte din bedstemor.”
“Min mor fortalte mig altid, at hun solgte den, før hun døde.”
“Hun løj for dig.”
Kuverten indeholdt også et testamente dateret tre måneder før min bedstemors død. Hun testamenterede mig ejendommen, vinmarkerne og adskillige opsparingskonti. Juliette modtog et fast beløb, betydeligt mindre.
“Hvorfor har jeg aldrig set det før?”
“Fordi din mor lavede et andet testamente. Det hvor Juliette arvede alt.”
“Det er umuligt.”
“Din underskrift stod på et dokument, der bekræftede, at du gav afkald på dine rettigheder.”
Jeg genkendte ikke signaturen.
Det lignede mit.
Næsten perfekt.
“Det er falsk,” hviskede jeg.
“Ja. Min notar har anmodet om en håndskriftsanalyse. Din mor, Juliette og Amandine er involveret.”
Jeg tænkte på alle de gange min mor havde bedt mig om hurtigt at underskrive papirer, alle de gange Juliette havde sagt til mig: “Det er bare en formalitet, vær ikke paranoid.”
Jeg følte mig kvalm.
“Hvorfor gik du ikke til politiet?”
“Fordi jeg endnu ikke havde bevis for, hvem der havde lavet forfalskningen. Og fordi Juliette vidste, at jeg havde mistanke om noget.”
“Så I fortsatte med bryllupsforberedelserne?”
“Ja.”
“For hvad?”
“Så hun føler sig tryg.”
Han holdt en pause.
“Jeg hyrede en privatdetektiv. Han fandt overvågningsoptagelser taget på dagen for din ulykke. Juliettes bil holdt kun få meter fra dig. Hun åbnede ikke bare en dør. Hun fulgte efter dig.”
Jorden syntes at give efter under mine fødder.
“Ville hun få mig til at falde?”
“Vi vidste ikke, om hun ville dræbe dig, skræmme dig eller såre dig nok til at få dig til at underskrive en fuldmagt.”
“Og i dag?”
Antoine så på mig med enorm sorg.
“I dag skubbede hun dig ned i en swimmingpool foran halvfems vidner. Hun kan ikke længere påstå, at det hele var en ulykke.”
Jeg vendte tilbage til mine forældres hus to dage senere, ledsaget af en advokat og en politibetjent.
Domaine de la Clairière var stille. Brudebuketterne var visnet i vaserne. Dugene var blevet fjernet, men konfetti sad stadig fast mellem terrassens belægningssten.
Juliette sad i stuen.
Hun havde ikke længere sin brudekjole på. Hun havde sorte bukser og en hvid sweater på. Uden makeup så hun yngre ud. Næsten skrøbelig.
Amandine stod ved vinduet.
Min mor sad i sin sædvanlige lænestol med hænderne foldet i skødet.
Min far var der ikke.
“Hvor er far?” spurgte jeg.
Ingen svarede mig.
Antoine trådte frem.
“Fru Morel, vi er nødt til at stille dig et par spørgsmål.”
Min mor kiggede op på mig.
“Bringde I politiet til vores hus?”
Det var første gang, hun havde tiltalt mig så hårdt med det uformelle “tu”. Normalt var hendes hengivenhed høflig, fjern, næsten ceremoniel.
“Jeg vil vide, hvad der skete.”
Juliette sukkede:
“Vil du vide det? Du vil virkelig gerne tage det, der ikke tilhører dig.”
“Jorden tilhører mig.”
“Du har aldrig arbejdet for at fortjene det.”
“Det gør du heller ikke.”
Hun rejste sig brat op.






