“Du har altid været begunstiget.”
Jeg kiggede på min mor.
“Har hun forfalsket testamentet?”
Min mor lukkede øjnene.
“Vi havde intet valg.”
“Vi?”
Amandine begyndte at græde.
“Jeg ville ikke have, at det skulle gå så langt.”
“Så forklar det for mig. Alle tre.”
Min mor satte sig ret op. Hendes ansigt ændrede sig.
“Tror du, Juliette misundte dig? Tror du, hun kun ville have pengene?”
“Hvad gjorde du?”
“Vi beskyttede dig.”
Jeg brast ud i en kort, vantro latter.
“Du beskyttede mig ved at forfalske min underskrift og sende Juliette ud for at åbne en bildør for mig?”
“Det var ikke en dør,” sagde min mor.
Antoine frøs til.
“Hvad?”
Min mor stirrede ned i jorden.
“Hun skulle bare tale med dig.”
Juliette vendte sig mod hende.
“Mor, vær stille.”
Men noget var allerede gået i stykker.
“Var du i bilen?” spurgte jeg.
Min mor svarede ikke.
“Var du der den dag, jeg ulykkedes?”
Amandine dækkede sit ansigt.
Juliette råbte:
“Stop!”
Og min mor hviskede endelig:
“Ja.”
Hele rummet begyndte at snurre rundt.
Hun var der. Min mor sad i bilen, der var fulgt efter mig. Juliette kørte. Amandine sad på bagsædet.
“For hvad?”
Min mor begyndte at tale langsomt, som om hvert ord rev en del af hendes krop væk.
“Din bedstemor ville aldrig have, at du skulle arve. Hun ville straffe Juliette.”
“For hvad?”
“Fordi hun vidste det.”
“Hvad vidste hun?”
Min mor kiggede på Juliette.
Juliette græd stille.
“Hun vidste, at Juliette ikke var min datter.”
Stilheden har ændret karakter.
Jeg forstod det ikke med det samme.
Så kiggede jeg på Juliette.
Så min mor.
“Hvad sagde du lige?”
Min mor rejste sig med besvær.
“Juliette er ikke din søster.”
Antoine holdt op med at trække vejret.
“Det er ikke muligt,” udåndede jeg.
“Hun er min datter. Men ikke din fars.”
Min mor fortalte, at hun som 23-årig havde en affære med en mand ved navn Marc Delorme, søn af en familie af Bordeaux-købmænd. Marc var død et par måneder før Juliettes fødsel i en bilulykke.
Familien Delorme havde nægtet at anerkende barnet.
Min far, som allerede elskede Sylvie, havde indvilliget i at gifte sig med hende og erklære Juliette som sin datter.
“Men det ændrer ikke noget,” sagde jeg. “Hun er stadig min søster.”
“Nej.”
Min mor rystede på hovedet.
“Din far er heller ikke din far.”
Mit hjerte svigtede mig.
“Hvad?”
“Du er Marcs datter.”
Jeg vendte mig mod Juliette.
Hun kiggede på mig med et fortvivlet udtryk.
“Vi er halvsøstre,” sagde min mor. “Vi har den samme far.”
Det var ikke den værste del endnu.
Jeg kunne mærke det på den måde, min mor rystede.
“Så hvorfor testamentet? Hvorfor alt dette?”
Min mor kiggede på Antoine.
“Fordi Marc havde efterladt en formue. Ikke til mig. Til sine to døtre.”
Antoine rynkede panden.
“Hans to døtre?”
“Ja. Men han vidste ikke, at Camille eksisterede. Han fandt ud af det et par dage før sin død. Han bad en notar om at ændre sit testamente. Han ville efterlade Domaine de la Clairière til Camille og en del af sine konti til Juliette.”
Jeg følte mine ben give efter.
“Er Marc Delorme min far?”
“Ja.”
“Og hvor længe har du vidst det?”
Min mor svarede ikke.
Juliette talte derefter.
Hans stemme var svag.
“Altid.”
Jeg vendte mig mod hende.
“Vidste du det?”
Hun nikkede.
“Bedstemor fortalte mig det, da jeg var sytten. Hun havde opdaget Marcs breve. Hun fortalte mig også, at du var hans datter.”
“Hvorfor fortalte du mig ikke noget?”
“Fordi mor overbeviste mig om, at du ville tage alt.”
“Jeg ville ikke have taget noget.”
“Du havde allerede boet i testamentet!”
“Jeg vidste slet ikke, at det eksisterede!”
Juliette tørrede sine tårer væk.
“Bedstemor foretrak altid tanken om dig. Hun sagde, at du var den eneste, der fortjente at drive godset. Hun så på mig som en fejltagelse.”
Jeg har ikke fundet et svar.
Alt, hvad jeg troede handlede om min familie, var bare opløst: min far, min søster, min bedstemor, ejendommen, min ulykke.
Men ét spørgsmål stod tilbage.
“Hvorfor skubbede du mig i dag?”
Juliette lukkede øjnene.
Amandine svarede på hendes vegne.
“Fordi hun ønskede, at du skulle erklæres uskikket til at forvalte dine anliggender.”
“Hvad?”
“Efter din ulykke skulle Juliette have dig til at underskrive en fuldmagt. Hvis du nægtede, ville hun bruge din helbredstilstand til at anmode om juridisk beskyttelse.”
Antoine knyttede næverne.
“Havde du planlagt at få hans søster indlagt?”
“Det var ikke mig,” hviskede Amandine. “Det var Sylvie.”
Min mor benægtede det ikke.
“En person, der er skadet, isoleret og under behandling, kan nemt fremstilles som ustabil. Familielægen var klar til at vidne om, at du havde hukommelsesproblemer siden ulykken.”
Jeg tænkte på alle opkaldene fra min mor.
“Hun blev ved med at spørge mig, om jeg huskede tingene rigtigt.”






