“For at oprette en fil,” sagde Antoine.
Juliette kom hen til mig.
“Jeg ville ikke slå dig ihjel. Jeg ville bare skræmme dig.”
“Du åbnede en bildør på en cykelsti.”
“Jeg troede ikke, du ville falde så slemt.”
“Og i dag?”
Hun kiggede på skinnen, der var gemt under mit ærme.
“I dag ville jeg have dig til at forstå, at du ikke kunne fortsætte med at true os.”
“Jeg har aldrig truet dig.”
“Du fandt dokumenterne.”
Jeg frøs.
“Hvilke dokumenter?”
Juliette gav et dirrende smil.
“Den blå notesbog.”
Farven ramte mig.
Jeg huskede en lille notesbog, jeg havde fundet tre uger tidligere på loftet i godset, bag en kuffert. Jeg havde troet, at den indeholdt havenotater, der tilhørte min bedstemor.
Jeg havde taget den med hjem.
Så, efter min ulykke, kunne jeg ikke finde den igen.
“Hvor er han?”
Min mor rejste sig.
“Der er ingen notesbog.”
Antoine tog sin mobiltelefon frem.
“Der er én.”
Han startede en optagelse.
Min egen stemme fyldte rummet.
“Hvis du lytter til det her, er det fordi Juliette gjorde præcis, hvad jeg troede, hun ville.”
Jeg vendte mig lamslået mod ham.
“Hvad er det her?”
“En kopi af den optagelse, du gemte i din skinne.”
Jeg følte min vejrtrækning stoppe.
Splinten.
Den tynde skinne som Juliette fandt uskønne. Den hun ville gemme på billeder. Den jeg havde haft på i syv uger.
Antoine fortsatte med at optage.
“Mit navn er Camille Morel. Jeg er Marc Delormes biologiske datter. Jeg ved, at min mor, min søster og Amandine forfalskede min bedstemors testamente. Jeg ved også, at Juliette var i bilen den dag, jeg blev ramt af ulykken. Hvis der sker mig noget til brylluppet, vil denne optagelse blive givet til Antoine.”
Jeg kiggede på Antoine.
“Hvor længe har du haft den?”
“Siden i går aftes.”
“Hvorfor fortalte du mig det ikke?”
“Fordi jeg ikke vidste, om du stolede på mig. Og fordi optagelsen indeholdt andre oplysninger.”
Han bladrede gennem filen.
Min stemme, nu lavere, fortsatte:
“Men én ting ved ingen. Marc Delorme er ikke min far.”
Jeg satte mig op.
“Hvad?”
Antoine kiggede på mig med fortvivlede øjne.
Optagelsen fortsatte.
“Jeg tog en DNA-test for to uger siden. Marc Delorme er ganske vist min far. Men Juliette er ikke hans datter.”
Juliette trak sig tilbage, som om jeg lige havde slået hende.
“Du lyver.”
“Jeg har resultaterne,” svarede jeg.
Jeg var ikke klar over, at jeg stadig havde dem i min taske. Jeg havde modtaget dem med posten dagen før brylluppet, men jeg havde ikke haft tid til at åbne dem. Jeg havde kun skimtet laboratoriets logo.
Antoine tog en anden kuvert frem.
“Resultaterne blev bekræftet af min notar.”
Han gav den til Juliette.
“Du er ikke Marc Delormes datter.”
Juliette rystede på hovedet.
“Nej.”
Min mor begyndte at græde.
“Juliet…”
“Nej!”
Hun åbnede kuverten med rystende fingre. Hendes øjne scannede linjerne.
Så løftede hun hovedet mod min mor.
“Hvem er min far?”
Min mor svarede ikke.
Amandine hviskede:
“Sylvie, vi er nødt til at fortælle hende det.”
“Hold kæft!”
Men det var for sent.
Min mor faldt sammen i sin lænestol.
“Din far var hans bror.”
Ingen forstod.
Min mor lukkede øjnene.
“Marc havde en tvillingebror. Matthew. Det var ham, der var sammen med mig. Ikke Marc.”
Min svimmelhed vendte tilbage.
“Så, bogstaverne…”
“De kom fra Marc, men han troede, at barnet var hans. Matthew fik mig til at love ikke at sige noget. Han døde, før sandheden kom frem.”
Juliette stirrede på dokumentet.
“Så jeg arver ingenting.”
“Du er Matthews datter. Han havde også en formue.”
“Hvor er hun?”
Min mor begyndte at græde.
“Den findes ikke længere.”
Amandine vendte sig mod hende.
“Sylvie…”
“Jeg brugte alt. Regnskaberne, investeringerne, aktierne i virksomheden. Jeg troede, at Juliette kunne overtage boet fra dig. Jeg troede, at ingen nogensinde ville tjekke.”
Det er den virkelige årsag til døren.
Ikke jalousi.
Ikke bare penge.
Min mor havde opdaget, at Juliettes DNA ikke stemte overens med Marcs testamente. Hun indså, at den eneste arv, der stadig var tilgængelig, var den, der tilhørte mig.
Og hun havde forvandlet sine to døtre til fjender for at beskytte sine løgne.
Politiet anholdt min mor og Amandine samme aften. Juliette blev afhørt i flere timer, før hun blev sat under retslig kontrol. Hun havde deltaget i forfalskningerne og indrømmet at have forårsaget ulykken, men hendes advokat insisterede på, at hun var blevet manipuleret.
Jeg vidnede ikke imod hende med glæde.
Men jeg løj ikke for at beskytte hende .
Brylluppet fandt aldrig sted. Antoine aflyste ceremonien, kontrakterne og ejendomsprojektet. Han indvilligede i at vidne mod Juliette, på trods af smerten ved at indse, at hun havde valgt ham på grund af hans penge og hans forbindelser.
Et par måneder senere blev Domaine de la Clairière officielt returneret til mig.






