“Du har fået det fint herinde, Clara.”
Stemmen fik min saks til at gå i stå midt i stoffet. Jeg rettede mig langsomt op.
Midt i butikken, på mit lyse sildebensparket, stod Adriano. Han havde en mørk uldfrakke på – den samme frakke, jeg havde lagt op ved ærmerne og skiftet for i for to vintre siden – men den sad anderledes på ham nu. Han havde tabt sig, eller også var det bare hans holdning, der var faldet sammen. Hans hår ved tindingerne var blevet mere gråt, og der lå dybe, mørke rande under hans øjne. I hånden holdt han en våd paraply, der dryppede ned på mit tæppe.
“Adriano,” sagde jeg roligt og lagde saksen på bordet. “Skilsmissepapirerne blev underskrevet i august. Vi har ikke mere at tale om.”
Han så sig omkring i lokalet. Hans blik gled hen over de skræddersyede jakkesæt og aftenkjoler på stativerne, lysekronen i loftet og de store spejle med forgyldte rammer. Jeg kunne næsten se tandhjulene dreje rundt i hovedet på ham, mens han forsøgte at regne ud, hvad huslejen på denne adresse kostede.
“Det går godt for dig,” konstaterede han. Der var en svag undertone af forurettelse i hans stemme, som om min succes var noget, jeg havde stjålet fra ham.
“Jeg arbejder hårdt,” svarede jeg. “Og jeg får lov til at beholde det, jeg tjener. Hvad vil du, Adriano? Jeg har en kunde om tyve minutter.”
Han gik et skridt nærmere klippebordet og stak den frie hånd i frakkelommen. “Jeg kom for at høre, hvordan du havde det. Og for at tale med dig om noget fornuftigt. Nu hvor støvet har lagt sig.”
“Støvet har lagt sig for længst. Sig, hvad du er kommet for.”
Han sukkede, det der velkendte, teatralske suk, han altid brugte, når han ville få mig til at føle, at jeg var urimelig og svær at omgås.
“Mor har det ikke godt, Clara. Ikke med sygdommen – lægerne siger, at hendes tal er fine – men huset er ved at tage livet af os. Efter du stoppede betalingerne så brat, måtte vi optage et tillægslån til en fuldstændig grotesk rente for at dække restancerne. Og nu…” Han tøvede og så væk, ud mod regnen på gaden. “På mit arbejde skærer de ned. Jeg mistede min årlige bonus i sidste måned.”
“Det gør mig ondt at høre,” sagde jeg, og min stemme var så jævn og høflig, som talte jeg til en fremmed forsikringssælger. “Men jeg kan ikke se, hvad det har med mig at gøre.”
Adriano vendte blikket tilbage mod mig. Pludselig forsøgte han sig med det bløde, drengeagtige smil, der havde charmeret mig for ti år siden, da vi mødtes.
“Clara, hør nu her. Vi var gift i syv år. Syv år smider man ikke bare på porten på grund af en dårlig joke til en fødselsdag. Mor er gammel og stædig, du ved, hvordan hun er. Hun mente det ikke så hårdt, som det kom ud. Og jeg… ja, jeg var en idiot den aften. Jeg burde have forsvaret dig. Det indrømmer jeg blankt.”
Jeg krydsede armene over brystet og lænede mig tilbage mod det tunge egetræsbord. “En dårlig joke? Hun gav mig et hundehalsbånd, Adriano. Og du har stadig ikke fortalt mig, hvorfor du er her.”
Hans smil stivnede en anelse, da han indså, at smigeren ikke virkede. Han rømmede sig.
“Sagen er den, at vi bliver nødt til at sælge huset, hvis vi ikke finder en løsning inden nytår. Men hvis vi sælger det nu med det nye tvangslån, går vi derfra med næsten ingenting. Så jeg tænkte på de fireogtyve indbetalinger, du lavede.”
Jeg løftede et øjenbryn. “Ja?”
“Teknisk set har du jo en økonomisk interesse i ejendommen,” sagde han hurtigt, og hans stemme fik pludselig en ivrig, forretningsmæssig klang. “Jeg har talt med en rådgiver. Hvis du går ind som medinvestor i huset nu – bare på papiret – og indskyder et beløb til at indfri det dyre tillægslån, samt overtager halvdelen af de månedlige afdrag igen, så kan vi omlægge hele realkreditlånet på dine vilkår. Din virksomhed har tydeligvis en stærk kreditværdighed nu. Til gengæld får du papir på tyve procent af husets værdi, når det engang skal sælges om ti eller femten år. På den måde får du også dine gamle penge hjem med renter!”
Der var helt stille i atelieret, bortset fra lyden af regnen mod de store ruder og den svage summen fra dampstationen i hjørnet.
Jeg så på den mand, jeg havde delt seng med i syv år. Manden, for hvis skyld jeg havde siddet med nålestukne fingre og ondt i ryggen klokken to om natten, mens han sov trygt ovenpå. Han stod her, i min butik, og tilbød mig i fuldt alvor den storslåede mulighed at betale hele hans og hans mors gæld – endnu en gang – mod et vagt løfte om en brøkdel af huset om femten år.






