Latteren kom så pludseligt, at den overraskede os begge. Det var ikke en bitter latter. Det var en høj, klar og fuldstændig oprigtig latter, der fik mig til at ryste på hovedet.

Adriano rødmede helt op til hårrødderne. “Hvad er der så sjovt? Det er et reelt forretningsforslag, Clara! Du sagde selv til fødselsdagen, at du havde mistet alle de penge uden at kræve noget for dem. Her giver jeg dig en chance for at få en andel i murstenene!”

Jeg tørrede en lille tåre væk fra øjenkrogen og så direkte på ham.

“Adriano,” sagde jeg blidt. “De fireogtyve afdrag, jeg betalte, var ikke en investering i mursten. Det var prisen for den dyreste, men bedste uddannelse, jeg nogensinde har fået. De penge lærte mig præcis, hvem du er, og hvad jeg selv er værd. Jeg betragter hver eneste krone som givet godt ud, for de købte mig min frihed.”

“Du er smålig,” snappede han, og masken faldt øjeblikkeligt. Den bløde, angrende eksmand forsvandt, og tilbage stod den forkælede søn, der ikke fik sin vilje. “Du nyder det her, gør du ikke? Du nyder at se min mor miste sit barndomshjem, mens du står her i dine fine stuer og leger forretningskvinde!”

“Din mor mister ikke sit hjem på grund af mig, Adriano. Hun mister sit hjem, fordi hendes søn hellere ville lege velhavende på sin kones bekostning end at tage et reelt ansvar for familiens økonomi, da der var tid til at redde den.”

Jeg gik rundt om bordet, hen til indgangsdøren, og trykkede håndtaget ned, så den kolde novemberluft strømmede ind fra gaden.

“Min næste kunde kommer nu,” sagde jeg og holdt døren åben. “Farvel, Adriano. Jeg håber, I finder en god ejendomsmægler.”

Han stirrede på mig med et blik, der brændte af afmagt og såret stolthed. I et sekund troede jeg, han ville råbe mere, men i det samme stoppede en elegant kvinde op ude på fortovet og slog sin paraply ned for at gå ind i butikken.

Adriano klemte læberne sammen, rettede på sin frakke og gik forbi mig ud på gaden uden et ord.

DEL 5

Jeg troede, det var sidste kapitel i sagaen om Adriano og Vitória. Men to uger senere skulle en tilfældighed – eller måske skæbnens egen form for poetisk retfærdighed – binde den allersidste sløjfe.

Den kunde, der var trådt ind i butikken i samme øjeblik, som Adriano gik ud, hed Helena Vestergaard. Hun var en højtstående direktør i et af landets største ejendoms- og investeringsselskaber og var blevet anbefalet mit atelier af en af mine faste kunder. Hun skulle bruge en skræddersyet smoking-inspireret buksedragt i mørkeblå uld og silke til en stor prisuddeling og en efterfølgende bestyrelsesmiddag.

Helena var en kvinde i halvtredserne med et knivskarpt blik og en stemme, der var vant til at blive adlydt. Under den første prøvning talte vi mest om snit, skulderpuder og faldet i buksebenene. Men ved den anden prøvning, mens jeg sad på knæ på gulvet for at sætte nåle i bukseoplægningen, sagde hun pludselig:

“Den mand, der stormede ud af døren, da jeg kom første gang… Han så ud, som om han lige havde tabt hele sin formue ved rouletten. Jeg håber ikke, det var en utilfreds kunde?”

Jeg smilede skævt med et par knappenåle i hånden. “Nej. På en måde var han vel en tidligere kunde, der endelig fik lukket sin kredit. Det var min eksmand.”

Helena kiggede ned på mig gennem spejlet med et interesseret glimt i øjnene. “Åh, den slags eksmænd. Dem kender jeg typen på. Min første mand mente også, at mine arbejdstimer var en hobby, indtil han så min lønseddel under skilsmissen. Hvad hedder han, din eksmand? Der var noget bekendt ved hans ansigt.”

“Adriano,” svarede jeg og satte den sidste nål i højre bukseben. “Adriano Mendes.”

Helena blev helt stille over mig. Så langsomt, at jeg kiggede op for at se, om jeg var kommet til at stikke hende med en nål.

Men Helena smilte. Et langsomt, næsten rovdyragtigt smil, der fik de fine linjer omkring hendes øjne til at træde frem.

“Adriano Mendes,” gentog hun langsomt. “Souschef i logistikafdelingen hos Nordisk Handel & Transport?”

Jeg blinkede overrasket. “Ja, det er der, han arbejder. Kender du ham?”

“Mit investeringsselskab opkøbte hovedparten af Nordisk Handel & Transport i foråret,” sagde Helena og rettede på reverset i spejlet. “Og i sidste uge modtog vores HR- og direktionsudvalg en ansøgning til den ledige stilling som afdelingsdirektør. Fra netop Adriano Mendes. Jeg sad faktisk til ansættelsessamtalen med ham i går eftermiddags.”

Mit hjerte slog et lille, hurtigt slag. “Gjorde du det?”

“Ja. Vi spurgte ham blandt andet ind til en periode på to år for nylig, hvor hans præstationstal lå ret lavt, og hvor han alligevel stod noteret som en medarbejder med høj personlig stabilitet og stort overskud,” fortalte Helena og så på mig i spejlet. “Vet du, hvad han svarede os?”