EPILOG
Det var forår igen, og solen faldt i brede, gyldne striber gennem de buede vinduer i Atelier Clara.
Jeg havde netop ansat min første lærling, en ung, talentfuld pige, der stod ved det bagerste bord og syede fine håndsting i sømmen på en silkejakke. På væggen hang invitationen til årets store erhvervsgalla, hvor Helena Vestergaard havde insisteret på, at jeg skulle med som hendes gæst ved hovedbordet – ikke bare som hendes skrædder, men som hendes ven og en af byens nye, lovende iværksættere.
Da arbejdsdagen var forbi, og jeg låste døren til atelieret, gik jeg den korte tur hjem gennem de brostensbelagte gader med en lille æske friskbagte kager fra bageriet på hjørnet.
Oppe i min lejlighed ventede Sofia og to af mine nye venner fra kvarteret. Vi havde dækket op ved det runde bord i stuen, badet i det bløde aftenlys. Der var friske tulipaner i en vase, god vin i glassene og en varm, ubesværet latter, der fyldte hele rummet.
Da jeg satte mig ned i min faste stol ved vinduet og så ud over byens tage, hvor svalerne fløj lavt mod den lyserøde forårshimmel, mærkede jeg en dyb, urokkelig ro sænke sig i brystet.
Vitória havde haft ret i én ting den aften for halvandet år siden, da hun rakte mig sin gave. Det var vigtigt aldrig at glemme sin plads.
Hun og Adriano havde bare aldrig forstået, at min plads slet ikke var for foden af deres bord – den var for bordenden af mit eget.






