“Det ville være en stor hjælp for Lily,” tilføjede Nathan lavt, så kun Maya kunne høre det. “Hun har glædet sig hele ugen til at vise Elena, hvordan hun har tegnet stjernerne.”

Maya så på sin datter, der stadig holdt Lilys hjemmelavede kort i den ene hånd og papirblomsten i den anden, og nikkede langsomt. “Okay. Tak, Nathan.”

Køreturen gennem byen forandrede noget i den store, ellers så lydløse bil. Hvor der før kun havde været den dæmpede summen fra klimaanlægget og lyden af regn mod ruderne, var der nu tre børnestemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. Elena og Lily sammenlignede deres yndlingsfarver og diskuterede, hvorfor gule stjerner var sværest at klippe lige, mens Noah på forreste række forsigtigt spurgte ind til bilens instrumentbræt.

Nathan svarede ham tålmodigt og uden at tale ned til ham. Han bemærkede, hvordan drengens skuldre langsomt sænkede sig. Noah bar på det særlige ansvar, som ældste børn i enlige hjem ofte tager på sig — et vagtsomt blik, der altid tjekkede, om hans mor var træt, eller om der var råd til de nye fodboldstøvler, før han overhovedet nævnte, at de gamle klemte.

Da de holdt ind foran den røde murstensbygning, hvor Maya og børnene boede på anden sal, hoppede børnene ud på fortovet under lygtepælen for at sige farvel til Lily. Nathan gik med Maya hen til opgangsdøren med de tunge tasker.

“Hør her,” sagde han og stod et trin under hende på stentrappeafsatsen. “Fra på mandag vil jeg gerne ændre din kontrakt igen.”

Maya stivnede let. “Du har allerede givet mig lønforhøjelse og fri i weekenderne, Nathan. Jeg kan ikke tage imod mere uden at arbejde for det. Jeg har brug for det her job, men jeg har ikke brug for medlidenhed.”

“Det er ikke medlidenhed. Det er ren egoisme,” svarede han med et skævt, ærligt smil. “Jeg har opsagt lejligheden inde i byen tæt på kontoret og flyttet halvdelen af mine møder hjem til arbejdsværelset. Men jeg ved ingenting om at skabe et hjem, der føles levende kl. fire om eftermiddagen. Jeg vil gerne have, at du slutter kl. tre hver dag, så du kan hente Noah og Elena. Og hvis du har lyst — og kun hvis det passer jer — må du gerne tage dem med hjem til os et par eftermiddage om ugen, mens du laver aftensmad til os alle sammen. Lily lyser op på en helt anden måde, når der er andre børn i huset.”

Maya så længe på ham i det gule lys fra opgangen. “Du mener det virkelig.”

“Jeg brugte to år på at tro, at sikkerhed var noget, man købte i en bank,” sagde Nathan stille. “Lily lærte mig på et tæppe med papirstjerner, at sikkerhed er at vide, hvem der er i det næste rum.”

November kom med tidlig frost, der tegnede krystalmønstre på de store vinduer ud mod haven i familien Collins’ hus. Men indendørs var huset ikke længere det museum af sorg og dyre møbler, det havde været siden ulykken.

Tirsdag og torsdag eftermiddag lød der nu bump fra entréen, når tre skoletasker landede på gulvet, efterfulgt af duften af bagte rodfrugter, kanel eller simrende tomatsuppe fra køkkenet. Ved det lange egetræsbord i spisestuen, som ikke havde været brugt siden før ulykken, sad Noah med sine matematikbøger, mens Elena og Lily byggede hele byer af karton, farveblyanter og staniol.

En torsdag sidst på måneden kom fysioterapeuten, Anders, senere end normalt. Nathan sad allerede på gulvmåtten i stuen i en løs sweater med ærmerne rullet op, præcis som det var blevet deres faste ritual. Papirstjernerne var efterhånden blevet lidt krøllede i kanterne af de mange små skridt, men Lily nægtede at lade nogen skifte dem ud.

“I dag prøver vi noget nyt, Lily,” sagde Anders og justerede højden på et par lette skinner omkring hendes underben. “I stedet for rollatoren hele vejen, prøver vi med de to små stokke de sidste tre stjerner hen til far. Hvad siger du til det?”

Lily kiggede ned på det åbne stykke tæppe mellem den blå stjerne og den sidste, store guldstjerne, hvor Nathan sad. Med rollatoren havde hun en ramme omkring sig; med stokkene var luften åben til alle sider. Hendes små fingre klemte så hårdt om håndtagene, at knoerne blev hvide.

Fra døråbningen til køkkenet stod Maya med et viskestykke i hænderne. Elena og Noah havde lagt blyanterne fra sig ved bordet og kiggede lydløst gennem den brede fløjdør.

“Jeg ved ikke, om mine ben kan huske det uden hjulene,” hviskede Lily.

Nathan strakte begge hænder frem med håndfladerne opad, uden at rykke tættere på, præcis som Anders havde instrueret ham i. Det sværeste for Nathan var ikke længere at være til stede; det sværeste var at holde sig tilbage fra at løfte hende, når han så hende kæmpe.