“Dine ben behøver ikke at huske det hele på én gang,” sagde Nathan med en ro, han måtte hente helt nede fra bunden af sin vejrtrækning. “Bare til den grønne stjerne først. Jeg flytter mig ikke en tomme.”
Lily tog en dyb indånding, satte højre stok frem, flyttede vægten og trak venstre fod med. Et kort øjeblik svajede hun, og en lille lyd undslap hendes læber, men hun fandt balancen igen.
Den grønne stjerne.
Sveden perlede på hendes pande ved tindingerne, hvor hendes lyse hår klistrede let. Hun flyttede venstre stok. Højre fod fulgte efter, langsomt, slæbende hen over uldtæppet, men fremad.
Den røde stjerne.
Kun en meter tilbage. Hendes venstre knæ gav pludselig efter med et lille ryk. Nathan var allerede halvt oppe i knæhøjde, klar til at gribe hende, men Lily bed læben sammen, støttede tungt på begge stokke og rettede sig op igen.
“Jeg har den, far,” gispede hun. “Vent ved guldstjernen.”
Nathan sank langsomt tilbage på hælene med en klump i halsen så stor, at han knap kunne synke. “Jeg venter lige her.”
To små skridt mere. Så slap Lily den ene stok, lod den falde blødt mod tæppet og kastede sig det sidste stykke frem mod hans bryst. Nathan greb hende og klemte hende ind til sig, mens de begge rullede om på siden på den tykke træningsmåtte under lyden af Elenas jubelråb og Noahs begejstrede klappen fra spisestuen.
Lily gemte sit ansigt i halsudskæringen på hans trøje og lo — en høj, boblende børnelatter, der fik Maya ude i køkkenet til hurtigt at vende ryggen til og tørre øjnene med hjørnet af viskestykket.
Den aften, efter at Anders var kørt, og de havde spist sammen ved det lange bord, sad Nathan på trappen ude på verandaen med to kopper varm te, da Maya kom ud med sin frakke på for at samle børnene. Vinden bar den første lugt af sne med sig fra nord.
Han rakte hende den ene kop. Hun tog imod den og varmede sine hænder om porcelænet.
“Noah fortalte mig ved middagsbordet, at hans fodboldhold er nået til regionsfinalen på næste lørdag,” sagde Nathan og så ud over den mørke græsplæne, hvor rimfrosten glimtede svagt.
Maya sukkede med et lille, stolt smil, der hurtigt blev afløst af bekymring. “Ja. Kampen spilles i nabobyen fyrre kilometer herfra. Vi tager morgentoget derud.”
“Vi kører sammen i den store bil,” sagde Nathan enkelt.
Maya drejede hovedet mod ham. “Nathan, det er en hel lørdag formiddag på en forblæst sidelinje i november. Du behøver ikke…”
“Lily og Elena har allerede brugt den sidste time på at lave et banner med sølvglimmer på stuegulvet,” afbrød han blidt og kiggede op på hende. “Der er glimmer i hele tæppet, Maya. Hvis vi ikke tager med og holder det banner, tror jeg aldrig, nogen af dem tilgiver mig. Og desuden…” Han holdt en kort pause og så ned i sin kop. “Noah spurgte mig i går, hvordan man binder et slips til den afslutningsmiddag, skolen holder for holdet bagefter. Han sagde, at han havde prøvet at se en video på telefonen, men at det altid blev skævt.”
Maya blev helt stille. Dampen fra teen steg op mellem dem i den kolde luft.
“Spurgte han dig om det?” hviskede hun.
“Vi øvede os foran spejlet i forhallen, mens du lagde vasketøj sammen,” sagde Nathan stille. “Han minder mig om mig selv, da jeg var dreng. Man tror, man skal bære hele taget selv, så det ikke falder ned over dem, man holder af. Det tager lang tid at lære, at det er tilladt at støtte sig til nogen.”
Maya satte sig langsomt på det øverste trappetrin ved siden af ham, tæt nok på til, at hendes skulder strejfede hans arm. I lang tid sagde ingen af dem noget. Indefra huset kunne de gennem det oplyste vindue se Noah, der forsigtigt skubbede Lilys kørestol i en langsom, dansende cirkel midt på stuegulvet, mens Elena dirigerede dem med en papirstjerne som taktstok.
“Min bil gik helt i stå i morges,” indrømmede Maya pludselig med en lille, opgivende latter. “Mekanikeren sagde, at det ikke kan betale sig at lave den.”
Nathan smilede svagt i mørket. “Så er det godt, jeg har en bil i garagen, der bare står og samler støv. Den med det ekstra sæde bagi.”
“Nathan, jeg kan ikke låne din…”
“Du låner den ikke af mig. Den hører til stillingen som husbestyrer,” sagde han med en fasthed i stemmen, der ikke levende plads til indvendinger, men hans blik var varmt, da han mødte hendes øjne. “Og før du siger nej: tænk på, hvor mange forsæder der aldrig kommer til at stå tomme igen, hvis du altid kan nå frem i tide.”






