Elena stak hånden ind i kraven på sin kjole.
Hun trak vedhænget frem, som hun havde gemt der i årevis.
Dronning Marel så symbolet og begyndte at græde.
To sammenflettede kroner var indgraveret i metallet.
“Jeg fik lavet to af disse,” hviskede dronningen.
“En til hver datter.”
Isadora rørte instinktivt ved sin egen halskæde.
Om hendes hals havde hun et identisk vedhæng.
For første gang så hun ikke på Elena som en tjener.
Han så på hende, som om hun måske var hans søster.
Og som en, der kunne gribe den fremtid, der var blevet lovet ham siden barndommen.
“Så … hvad er jeg nu?”, hviskede Isadora.
Elena kiggede på hende.
“Jeg ved det ikke.”
Frygt viste sig i Isadoras ansigt.
“Vil du tage min krone?”
Elena gav et træt, næsten bittert smil.
“For en time siden bar jeg en bakke bag dig.”
“Jeg ved slet ikke, om jeg vil blive her.”
Det svar tavse Isadora mere dybt, end nogen anklage kunne have gjort.
Kong Renard hævede stemmen.
“Denne ceremoni er slut.”
“Ingen arving vil blive erklæret i aften.”
Han beordrede, at de kongelige filer skulle åbnes øjeblikkeligt.
Fødselsattesterne ville blive gennemgået.
Rapporterne fra brandnatten ville blive gennemgået.
Brevene fra den forsvundne tjenestepige ville blive eftersøgt.
Indtil sandheden var bekræftet, ville ingen krone skifte hænder.
Renard tilbød Elena kongelige lejligheder.
Hun nægtede.
“Jeg vil sove på mit eget værelse i nat.”
Marel virkede knust.
“Men hvis du er min datter…”
Elena holdt hendes blik.
“Måske er jeg det.”
“Men i 22 år blev jeg ikke behandlet som hans datter.”
“Jeg har brug for tid til at forstå, hvem jeg er, før alle bestemmer det for mig.”
Dronningen argumenterede ikke.
Isadora nærmede sig langsomt Elena.
Næsten intet var tilbage af hans tidligere arrogance.
“Jeg ydmygede dig.”
Elena ventede.
“Ikke fordi du har gjort noget imod mig.”
Isadora kiggede på sin rødmende håndflade.
“Jeg gjorde dette, fordi jeg var skrækslagen, da krystallen afviste mig.”
Hun slugte hårdt.
“Jeg er ked af det.”
Elena smilede ikke med det samme.
“Jeg kan ikke sige, at alt er i orden.”
“Men jeg hørte dig.”
Isadora nikkede.
Den aften vendte Elena tilbage til sit lille tjenestepigeværelse.
Hun bar ikke kongelig dragt.
Han vandt ikke en krone.
Han krævede ikke tronen.
Den følgende morgen krydsede hun tronsalen igen.
Krystalhånden udsendte stadig en svag gylden glød over piedestalen.
Elena holdt en pause et øjeblik.
Så vendte han sig om og fortsatte med at gå.
Denne gang var hans hoved ikke nede.
Ikke som en stuepige.
Ikke engang som en fremtidig dronning.
Men som en person, der endelig havde retten til at bestemme, hvem de ville blive.
Lyden af Elenas enkle lædersko mod det polerede marmorgulv gav genlyd i den tomme tronsal, men så snart hun skubbede de tunge egetræsdøre op til den ydre korridor, forsvandt stilheden. Paladset var vågnet, og det summede som en forstyrret bikube.
Tjenestefolk, der dagen før havde givet hende ordrer eller skubbet til hende i de smalle bagtrapper, trykkede sig nu fladt op ad væggene. De sænkede blikket og bukkede dybt, da hun gik forbi. Selv vagterne i deres skinnende brystplader rettede sig brat op, greb strammere om deres hellebarder og stirrede lige ud i luften med et udtryk af dyb ærefrygt.
Elena fortsatte ned ad de kolde stentrapper mod køkkenregionerne. Hendes gamle kammers lå i kælderen, tæt på vaskerummet, hvor luften altid lugtede af lud og fugtig uld. Hun havde valgt at sove der i nat, fordi det var det eneste sted i denne enorme fæstning af guld og løgne, der føltes virkeligt.
Da hun trådte ind i det store slotskøkken for at hente sit morgenbrød, frøs al bevægelse. Den enorme kok, mester Torvald, som ugen forinden havde truet med at trække hende i løn for en tabt terrin, tabte sin træske ned i den boblende havregrød.
“Deres… Deres Kongelige Højhed,” stammede han og tørrede febrilsk sine melede hænder i forklædet, mens han forsøgte at knæle med sine stive knæ. “Hvad laver I hernede i sod og damp? Jeg kan straks sende en bakke op til de østlige gemakker!”
“Rejs dig op, Torvald,” sagde Elena roligt. Hun gik selv hen til det lange arbejdsbord, tog et stykke groft rugbrød og et æble, præcis som hun havde gjort hver morgen i de sidste seks år. “Jeg er stadig bare Elena. Og din grød brænder på.”
Før kokken kunne svare, gik døren til køkkenet op, og kongens øverste rådgiver, Lord Vane, trådte ind. Han var en høj, senet mand i halvtredserne, altid klædt i ulastelig sort fløjl med en sølvkæde om halsen, der markerede hans embede som Rigets Seglbevarer. Hans smalle øjne gled hen over det snavsede køkken med knap skjult foragt, før de fandt Elena.






