Isadora løftede hagen, og et glimt af det gamle, farlige smil viste sig på hendes læber – men denne gang var det rettet mod deres fælles fjende. “Vis vej, søster.”
Fælden i kælderen
De efterlod livvagterne foran den officielle nedgang til tjenestefløjen med besked om at bevogte korridoren. Så førte Elena Isadora ind i et linnedkammer, flyttede en stabel vasketøjskurve og åbnede en smal lem i træpanelet. Det var madhejsen og de gamle brændegange, som tjenerne brugte til at bære kul og aske gennem slottets mure uden at blive set af adelen.
Isadora hostede, da sod og edderkoppespind satte sig i hendes blå uldkjole, men hun klagede ikke en eneste gang. De sneg sig lydløst gennem den mørke skakt, der førte direkte ned bag vaskerummet i kælderen.
Gennem en revne i muren ved siden af vaskekedlerne kunne de se døren til Elenas lille kammer.
Døren stod på klem.
Der lød dæmpede trin derinde fra. Nogen var allerede i gang med at flå hendes halmmadras op og smide hendes få ejendele ud på stengulvet.
“Der er to mænd derinde,” hviskede Elena med læberne tæt ved Isadoras øre. “Og se skyggen ved trappeafsatsen. Lord Vane står selv vagt i skyggerne for enden af gangen. Han kunne ikke risikere, at hans lejemordere læste det brev, han tror findes.”
“Hvis vi råber efter vagterne nu, vil Vane bare påstå, at han kom herned for at lede efter dig og selv opdagede tyvene,” hviskede Isadora tilbage. “Vi er nødt til at få ham til at tilstå, mens nogen hører det.”
“Kongen er for langt væk,” sagde Elena. Hendes blik faldt på de store kobberrør, der løb langs loftet i vaskerummet. Det var talerørene og ventilationsskakterne, der førte den varme luft fra kælderkedlerne direkte op til riddersalen og vagtstuen på etagen ovenover. Som tjenestepige havde hun ofte hørt vagternes samtaler tydeligt gennem åbningerne, når spjældet stod åbent.
Elena greb lydløst i håndtaget til det store messingspjæld på væggen og drejede det helt op. Røret mundede ud lige over døren til hendes kammer. Alt, hvad der blev sagt på gangen, ville nu stige direkte op i hovedvagten og den tilstødende forhal, hvor Kong Renard netop havde beordret sine officerer til at samles.
“Bliv her i mørket,” hviskede Elena til Isadora. “Hvis det går galt, løber du op gennem kulskakten.”
“Glem det,” sagde Isadora og tog en tung jernildrager fra stativet ved kedlen. “Vi blev født sammen. Vi kæmper sammen.”
Elena nikkede kort, trådte ud gennem vaskerummets sidedør og gik med rolige, faste skridt ned ad den dunkle kældergang mod sit kammer.
Lord Vane trådte frem fra skyggen ved trappen. I hånden holdt han sin trukne daggert. Da de to hætteklædte mænd inde i kammeret hørte Elenas skridt, kom de ud i døråbningen med blanke klinger.
“Du kom alene, lille fugl,” sagde Vane lavt. “Hvor er livvagterne og din kære søster?”
“Isadora gik til lægen med sin hånd, og vagterne venter ved hovedtrappen,” løj Elena og stoppede tre meter fra ham, lige under det åbne kobberrør i loftet. Hun hævede stemmen, så den klang klart mod de fugtige stenmure. “I finder ikke Martas brev under min madras, Lord Vane. Tror I virkelig, jeg er så dum at gemme beviset for jeres højforræderi i halmen?”
Vane spyttede på gulvet. “Hold op med at spille kongelig, tøs! Du er en vaskeægte gadetøs, der tilfældigvis overlevede en brand, du skulle være brændt op i. Hvis min søster Helena ikke havde ladet sig narre af den elendige kammerpiges kappe i røgen, havde jeg siddet med hele den nordlige rigdom uden at skulle bekymre mig om gamle spøgelser!”
“Så det var dig, der gav Helena ordren om at dræbe den førstefødte?” pressede Elena på, mens hun langsomt veg et skridt tilbage, som om hun var rædselsslagen. “Og da du opdagede, at Marta var flygtet med mig gennem den hemmelige passage, jagtede du hende gennem byen og skar halsen over på hende?”
“Jeg gjorde, hvad der var nødvendigt for rigets stabilitet – og for min slægts overlevelse!” hvæsede Vane og trådte frem. “Kong Renard var en svagelig drømmer, og dronningen var blød. Én arving var let at styre. To ville have splittet magten og kostet mig sølvminerne! Marta nægtede at fortælle mig, hvilket børnehjem hun havde smidt dig på, selv da mit stål rørte hendes strube. Men det betyder intet nu. En tragisk ulykke i kælderen… en stakkels forvirret tjenestepige, der ikke kunne bære presset og faldt ned ad stenene.”
Han gjorde et hurtigt tegn med hånden til de to lejemordere. “Gør det hurtigt. Og brænd hele kammeret bagefter.”
Den forreste mand sprang frem med hævet kniv.
Men i samme sekund skød Isadora ud fra døren til vaskerummet. Med al den kraft og vrede, der havde bygget sig op i hende siden gårsdagens ydmygelse, svingede hun den tunge jernildrager med sin venstre hånd. Jernet ramte lejemorderen lige over håndleddet med et modbydeligt knæk. Manden skreg og tabte kniven, mens Elena lynhurtigt greb en spand med skoldhedt sæbevand ved vaskerummets dør og kylede den lige i ansigtet på den anden angriber.






