Elena og Isadora udvekslede et hurtigt, elektrisk blik. Og hvem havde siddet som Rådets øverste forvalter af de nordlige sølvminer i de sidste tyve år?
Manden, der stod lige foran dem i sort fløjl. Lord Vane.
Vanes ansigt fortrak sig ikke, men hans hånd gled umærkeligt ned mod det guldbeslåede fæste på den daggert, han bar ved sit bælte. “Deres Majestæt,” sagde han med iskold ro. “Det er farlige spekulationer baseret på en tyve år gammel tragedie. Min søster gav sit liv for at redde kongefamilien den nat.”
“Eller også satte hun ild til vuggen og blev fanget i sine egne flammer, da Marta flygtede med mig gennem den hemmelige gang,” sagde Elena koldt. “Marta døde ikke i branden, som I rapporterede til dronningen. Hun bragte mig til børnehjemmet i udkanten af hovedstaden. Hun forsvandt først tre dage senere.”
Elena trådte et skridt tættere på Vane. “Bestyrerinden på børnehjemmet fortalte mig engang om kvinden, der afleverede mig. Hun sagde, at kvinden havde et dybt snitsår over sit højre håndled og var rædselsslagen for mænd med sølvkæder. Marta overlevede måske ikke den uge, men hun efterlod noget til mig i bunden af den kurv, jeg lå i. Noget, jeg aldrig har forstået betydningen af – før nu.”
Det var en løgn. Elena havde kun haft medaljonen. Men hun havde tilbragt nok tid omkring skyldige mennesker til at vide, at frygt var det bedste våben til at tvinge sandheden frem i lyset.
Skygger i mørket
Bluffet virkede øjeblikkeligt. Et mikroskopisk ryk ved Lord Vanes venstre øje afslørede ham. Han vidste, at hvis Marta havde efterladt et skriftligt vidnesbyrd eller et bevis fra brandnatten på børnehjemmet eller i Elenas kammer, ville han ikke blot miste sine miner og sin titel – han ville miste hovedet på skafottet.
“Vi bør straks undersøge dette bevis, frøken Elena,” sagde Vane og bøjede hovedet høfligt, selvom hans stemme nu klang som knust glas. “Hvis I vil hente det fra jeres kammer, kan Rådet vurdere dets ægthed før middag.”
“Jeg henter det ikke alene,” svarede Elena.
“Jeg går med hende,” sagde Isadora prompte.
Kong Renard så overrasket på sine to døtre. “Tag fire livvagter med jer. Ingen forlader dette slot, før hver eneste sten fra dengang er vendt.”
Da Elena og Isadora trådte ud på den lange, snoede trappe fra arkivtårnet, vinkede Elena de fire tungt bevæbnede livvagter til at holde et par skridts afstand. Så snart de var uden for hørevidde i den støjende hovedkorridor, trak Isadora Elena ind i en dyb vinduesniche bag et tungt gobelin.
“Hvilket bevis taler du om?” hviskede Isadora intenst, mens hendes grønne øjne – der var en nøjagtig kopi af Elenas egne – søgte hendes ansigt. “Har du et brev fra kammerpigen?”
“Jeg har ingenting,” indrømmede Elena lavmælt. “Bortset fra medaljonen og det tæppe, jeg var svøbt i. Men så du Vanes øjne? Han slog Marta ihjel, da han fandt ud af, at spædbarnet manglede i asken. Han fandt bare aldrig mig, fordi Marta nåede at skjule mig blandt de forældreløse fra slummen, før hans folk fangede hende.”
Isadora stirrede på hende, først med chok, derefter med en langsomt voksende, modvillig respekt. “Du har lige bluffet kongerigets farligste mand op i et hjørne uden et eneste våben i hånden. Er du fuldstændig fra forstanden?”
“Jeg er tjenestepige,” svarede Elena tørt. “Vi har ikke sværd eller titler. Vi overlever ved at læse de mennesker, der tror, vi er usynlige. Vane er desperat nu. Han tror, beviset ligger nede i mit kammer i kælderen. Han vil ikke vente på, at vi bringer det op til kongen. Han vil forsøge at fjerne både beviset og mig, før vi når tilbage til arkivet.”
Isadora så ned på sin forbundne hånd og knyttede den, indtil knoerne blev hvide gennem linnedet. Smerten i håndfladen fik hendes kæbe til at spænde sig.
“I hele mit liv har Lord Vane været min største støtte i Rådet,” sagde Isadora med en stemme, der dirrede af indestængt raseri. “Han har smigret mig, trænet mig i statskundskab og fodret min arrogance. Han gjorde mig til præcis det hovmodige væsen, der hånede dig i går aftes – fordi han havde brug for en marionet på tronen, som stod i gæld til ham! Han stjal dit liv, og han gjorde mit til en løgn.”
Elena så på kvinden foran sig. For tolv timer siden havde hun hadet Isadora. Nu så hun kun en pige, der havde levet i et gyldent bur, manipuleret siden vuggen af den mand, der havde forsøgt at brænde hendes søster levende.
“Så lad os fange ham,” sagde Elena stille. “Men vi kan ikke gøre det som prinsesser. Hvis vi går ned i kælderen med kongelige livvagter, vil Vanes spioner bare vente. Vi må bruge de veje, kun tjenestefolkene kender.”






