Vinden strøg koldt hen over markerne i Cantal, mens skumringen langsomt sænkede sig over bjergene omkring Aurillac. Julien stod som forstenet med det lille metalrør i den ene hånd og sin fars rystende besked i den anden. Ved hans fødder rejste Nox sig trods sin stive bagpote. En dyb, dæmpet knurren vibrerede i den gamle hunds brystkasse, og dens blik var stift rettet mod tjørnehækken, hvor skyggen netop var forsvundet.

— Far? hviskede Lucas og trådte tættere på. Hvem var det?

— Jeg ved det ikke, svarede Julien lavmælt og gemte hurtigt både nøglen og papiret i sin dybe jakkelomme. Men vi bliver ikke her i aften uden værktøj, og slet ikke mens nogen holder øje med os. Kom, vi går tilbage til René.

På vej tilbage ad den smalle grusvej hørte de lyden af en bilmotor, der blev startet længere nede mod hovedvejen til gården. Det var ikke lyden af en gammel traktor, men den dybe, velkendte brummen fra Laurents sorte SUV fra Paris. Julien mærkede en kold vrede blande sig med uroen i maven. Hans bror havde altså ikke bare smidt dem ud; han spionerede også på dem i mørket.

Da de trådte ind i René Bousquets lille, lavloftede stue, sad den 79-årige tidligere landarbejder ved brændeovnen og rensede sin pibe. Sophie stod ved komfuret og varmede suppe, men hun vendte sig straks om, da hun så det alvorlige udtryk i sin mands ansigt.

Julien lagde det lille metalrør, den rustne nøgle og den sammenrullede seddel på det slidte egetræsbord.

René tog sine læsebriller på, bøjede sig frem og læste Marcels ord. Da han var færdig, blev han siddende helt stille i flere sekunder. Hans rynkede hænder rystede let, da han lagde papiret ned igen.

— Så gjorde han det alligevel, mumlede René og så op på Julien med blanke øjne. Din far bar på en tung byrde de sidste måneder, Julien. Men jeg troede ikke, at Laurent ville gå så langt.

— Hvad mener du, René? spurgte Sophie og satte sig ved bordet. Hvad er det, Marcel aldrig havde modet til at vise Julien? Og hvorfor efterlod han hele Chênes Rouges til Laurent?

René sukkede dybt og rejste sig for at trække gardinerne helt for vinduerne, før han satte sig igen.

— For tre måneder siden, lige før Marcel blev så svag, at han ikke længere kunne forlade sengen, bad han mig om en tjeneste, sagde René dæmpet. Vi kørte op til den gamle eg ved nordskellet sent om aftenen. Han havde en tung, vandtæt ammunitionskasse i stål med sig fra sin tid i hæren. Han bad mig hjælpe med at grave den ned mellem rødderne, præcis der hvor han og Nox altid plejede at holde pause, når de så til kvæget. Han fik mig til at sværge ved vores halvtreds år lange venskab, at jeg ikke måtte sige et ord, før du selv fandt nøglen.

— Hvorfor gav han mig den ikke bare direkte? spurgte Julien med sammenbidte kæber.

— Fordi han var bange, Julien. Ikke for døden, men for, hvad Laurent var i stand til at gøre ved dig, Sophie og Lucas.

René lænede sig frem over bordet og sænkede stemmen.

— Laurent kom ikke bare på besøg fra Paris for at se til sin syge far. Han var i dyb økonomisk ruin. Hans investeringsfirma i Paris havde tabt millioner på tvivlsomme ejendomsspekulationer, og hans kreditorer truede ham. Han pressede din far i månedsvis for at sælge gården til et stort konsortium, der vil omdanne hele dalen til et jagt- og ferieresort. Marcel nægtede. Gården har været i familien i fire generationer, og han vidste, at du var den eneste, der elskede jorden og dyrene.

— Men testamentet hos notar Maître Favier sagde jo det modsatte! udbrød Lucas frustreret.

— Det testamente, der blev læst op for tre dage siden, blev underskrevet seks uger før Marcels død, mens du og Sophie var kørt til Clermont-Ferrand for at hente hans specialmedicin, forklarede René. Marcel fortalte mig bagefter, at han kun svagt kunne huske den eftermiddag. Laurent var kommet uanmeldt sammen med en læge fra Paris – en ven af Laurent – og havde givet Marcel en ny type smertestillende dråber. Marcel var helt omtåget. Han mente, at Laurent havde tvunget eller narret ham til at underskrive nye papirer. Da Marcel kom til sig selv to dage senere, indså han, hvad der var sket, men han var allerede for svækket til at rejse til byen uden Laurents viden, for Laurent overvågede alle hans telefonopkald og bankkonti.

Julien mærkede blodet banke i tindingerne. Han tænkte på de sidste seks uger, hvor han havde vasket sin far, madet ham og holdt hans hånd, mens Marcel af og til havde set på ham med et fortvivlet, næsten undskyldende blik og peget svagt på Nox, der altid lå ved fodenden af sengen.