Samme aften overleverede Maître Valois medicinflaskerne til politiets tekniske afdeling til en hasteanalyse. Inden midnat lå svaret klar: Flasken indeholdt en stærk blanding af flydende benzodiazepiner og et muskelafslappende præparat, der aldrig var blevet ordineret til Marcel Delmas, men som stammede fra en receptblok tilhørende doktor Renaud Vasseur i Paris. Desuden viste en kontrol af Laurents bankkonti, at han blot to dage efter testamentets oplæsning havde overført 25.000 euro til lægen som et “konsulenthonorar”.

Fredag morgen brød solen gennem skyerne over Cantal og kastede et gyldent lys over de 72 hektar græsgange på Chênes Rouges.

På gårdspladsen foran den gamle stenbygning stod tre dyre sedaner parkeret ved siden af Laurents SUV. Inde i den store spisestue, hvor Marcel Delmas’ gamle egetræsbord stod midt i rummet, havde Laurent dækket op med kaffe og mapper. Ved bordet sad to direktører fra Horizon Ressort, notar Maître Favier – som så en smule utilpas ud – samt Marc, der stod ved vinduet med korslagte arme. Doktor Vasseur var også til stede, inviteret af Laurent for at fejre weekenden og modtage resten af sin betaling, når forskuddet på 500.000 euro blev frigivet.

— Som I kan se, mine herrer, sagde Laurent med et bredt, selvsikkert smil og bredte armene ud. Jorden er fuldstændig gældfri, bygningerne kan rives ned i næste måned, og kvæget bliver solgt på auktion på mandag. Når jeg sætter min underskrift her, er Chênes Rouges jeres.

Han tog fyldepennen op.

I samme øjeblik gik hoveddøren op.

Det første, der trådte ind over dørtærsklen, var en gammel, sort hund med grå snude, der haltede let på det ene bagben, men holdt hovedet højt. Lige efter den fulgte Julien, Sophie, Lucas og gamle René.

Laurent stivnede med pennen i hånden. Hans ansigt blev mørkerødt af raseri.

— Hvad fanden laver du her, Julien?! råbte han og rejste sig så voldsomt, at hans stol væltede bagover. Jeg gav dig ordre til at forsvinde! Marc, smid ham og den skide køter ud fra min ejendom!

Marc tog et skridt frem, men standsede brat, da yderligere fire personer trådte ind i stuen. Forrest gik Maître Hélène Valois med en sort dokumentmappe under armen, efterfulgt af kaptajn Rocher og to uniformerede gendarmer fra Aurillac.

— Jeg vil anbefale, at ingen rører monsieur Julien Delmas, sagde kaptajn Rocher med en stemme, der fik hele rummet til at tie stille. Og jeg vil bede alle om at blive siddende.

Laurent stirrede fra gendarmerne til sin bror. Hans selvsikre facade begyndte at slå revner.

— Hvad er meningen med dette cirkus? stammede Laurent og vendte sig mod Maître Favier. Sig det til dem, Favier! Jeg er den eneste retmæssige ejer af denne gård. Testamentet er tinglyst og lovligt!

Maître Hélène Valois trådte hen til bordet og lagde sine dokumenter oven på salgsaftalen med konsortiet.

— Det testamente, du henviser til, Laurent Delmas, blev erklæret ugyldigt af dommeren i Aurillac i morges klokken 08.30, sagde hun klart og tydeligt. Det blev underskrevet under tvang, mens din far var bedøvet med et ulovligt præparat leveret af din ven her, doktor Renaud Vasseur.

Doktor Vasseur blegnede voldsomt og forsøgte at rejse sig fra bordet, men en af gendarmerne lagde øjeblikkeligt en fast hånd på hans skulder.

— Det er løgn! råbte Laurent desperat. I har ingen beviser! Min far var gammel og syg, han vidste præcis, hvad han gjorde, da han gav mig gården!

Julien trådte helt hen til bordet og så sin storebror direkte i øjnene. Der var ingen vrede i Juliens blik længere, kun en dyb, stille foragt.

Julien tog den lille digitale diktafon op af lommen, lagde den midt på egetræsbordet og trykkede på knappen.

Foran direktørerne fra konsortiet, notaren og politiet lød Laurents egen stemme nu krystalklart gennem den stille stue:

«Du behøver ikke bekymre dig om Julien, far. Om en uge er han smidt på porten med sin køter, og om to uger skriver jeg under med Horizon Ressort på 2,4 millioner euro. Doktor Vasseur sørger for, at dødsattesten lyder på naturligt hjertesvigt…»

Da optagelsen sluttede, kunne man høre det gamle bornholmerur tikke i hjørnet. Direktørerne fra konsortiet lukkede øjeblikkeligt deres mapper og trak sig væk fra bordet, som om papirerne brændte. Maître Favier sank sammen i sin stol, svedende og bleg.

— Hvor… hvor fik du den fra? hviskede Laurent. Hans stemme var kun en hul skygge af den arrogance, han havde udvist tre dage tidligere.

— Fra Nox, svarede Julien roligt. Du sagde jo selv, at jeg skulle være glad for at få hunden. Far vidste, at du aldrig ville interessere dig for et gammelt, halt dyr, der ikke kunne sælges for penge. Derfor betroede han Nox nøglen til sandheden.

Maître Valois åbnede en ny mappe med et officielt segl.