— Vi graver kassen op i nat, sagde Julien bestemt. Hvis det var Laurent, der stod ved hækken før, ved han nu, at Nox fører os op til det gamle egetræ. Han vil ikke vente længe, før han selv undersøger stedet.

DEL 3

Klokken var lidt over to om natten, da Julien og René bevægede sig lydløst gennem skovbrynet langs nordskellet. Månen var dækket af tunge skyer, og kun den svage kegle fra en afskærmet lommelygte viste vej. Lucas var blevet hjemme hos Sophie med streng ordre om at låse dørene, men Nox gik trofast ved Juliens venstre side. Hver gang den gamle hund trådte på sin dårlige pote, gav den ikke en lyd fra sig; det var, som om den forstod alvoren i sin sidste opgave for sin afdøde herre.

Da de nåede det mægtige egetræ, standsede Nox og satte sig præcis på samme sted som tidligere.

Julien talte fire skridt stik nord fra stammen. Jorden var fugtig og dækket af visne blade. Han stak spaden i mulden og begyndte at grave. René holdt vagt ved hækken med blikket rettet mod stien, der førte ned til hovedbygningen på Chênes Rouges.

Efter ti minutters intenst arbejde ramte spaden noget hårdt med et hult, metallisk klonk.

Julien faldt på knæ, skrabede den sidste jord væk med hænderne og trak en tung, olivengrøn stålkasse op af hullet. Den var viklet ind i kraftig, voksbehandlet presenning for at beskytte den mod fugt. Da han fjernede omslaget, så han en massiv hængelås i messing på forsiden.

Med rystende fingre satte Julien den lille nøgle fra Nox’ halsbånd i låsen. Den gik stramt, men med et tydeligt klik sprang bøjlen op.

Han løftede låget. Øverst lå en stor, forseglet konvolut af tykt pergamentpapir med påskriften: Til min søn Julien – og til statsanklageren i Aurillac.

Under konvolutten lå tre ting: en lille digital diktafon, en stak bankudskrifter sammenholdt af en elastik og to brune medicinflasker, hvoraf den ene stadig var halvt fuld.

Pludselig skar to skarpe lyskegler gennem mørket længere nede ad marken. Lyden af en firehjulstrækker, der kørte i lavt gear over det ujævne terræn, brød nattens stilhed.

— Han kommer! hviskede René og greb Julien i skulderen. Hurtigt, ind i skoven!

Julien smækkede kassen i, greb den i håndtaget og kastede et par skovlfulde jord og grene over hullet. Sammen med René og Nox trak han sig hurtigt tilbage bag de tætte brombærbuske i skovkanten, blot tredive meter fra egetræet.

Sekunder senere standsede Laurents sorte SUV foran hegnet. Dørene slog op, og to mænd steg ud. Den ene var Laurent, iført en dyr uldfrakke og gummistøvler. Den anden var en høj, skaldet mand i halvtredserne – den ”nye forvalter”, som Laurent havde brugt som undskyldning for at smide Juliens familie ud af deres hjem.

Laurent lyste rundt ved egetræets rødder med en kraftig lommelygte.

— Der er intet her! sagde den skaldede mand irritabelt. Du sagde, at du så din bror og hunden rode ved træet i skumringen.

— Han stod lige her, snerrede Laurent og sparkede til en rod. Den gamle ræv må have gemt noget. Før han døde, blev han ved med at mumle om, at Nox passede på sandheden. Jeg har gennemsøgt hele stuehuset, hans pengeskab og laderne. De gamle skøder på nordmarkerne og hans private kontoudtog for de sidste to år er væk. Hvis Julien får fat i dem, før salget til konsortiet går igennem på fredag, er vi færdige, Marc!

— Slap af, Laurent, svarede Marc koldt. Notaren har godkendt testamentet. Så længe ingen stiller spørgsmål ved Marcels mentale tilstand den dag, han skrev under, er gården juridisk set din. Og lægeerklæringen fra doktor Vasseur er vandtæt.

Bag brombærbuskene lagde Julien en beroligende hånd over Nox’ snude, så hunden ikke skulle gø. Hvert eneste ord fra marken brændte sig fast i hans hukommelse.

Laurent lyste endnu en gang over jorden, men i mørket og det høje græs overså han de friske blade, Julien havde kastet over hullet. Efter et par minutter med banden steg de to mænd ind i bilen igen, vendte på marken og kørte tilbage mod gården.

Julien ventede, til baglygterne var helt forsvundet, før han rejste sig med stålkassen trykket tæt ind til brystet.

DEL 4

Tilbage i Renés køkken blev indholdet af stålkassen bredt ud på bordet under det gule skær fra loftslampen. Sophie havde brygget stærk kaffe, og selv Lucas sad lysvågen på sin stol, ude af stand til at vige fra sin fars side.

Julien åbnede først den tykke konvolut. Indeni lå et dokument på fire sider, skrevet i hånden fra ende til anden, dateret og underskrevet af Marcel Delmas fire uger før hans død. Ved siden af lå tre vidneunderskrifter fra pensionerede naboer i landsbyen samt en officiel mentalundersøgelse foretaget af overlægen på hospitalet i Aurillac blot ti dage efter det falske testamente. Overlægen bekræftede utvetydigt, at Marcel var ved sine fulde fem og i besiddelse af sin fulde dømmekraft, når han ikke var påvirket af sløvende medicin.