— I henhold til Marcel Delmas’ sidste og eneste gyldige testamente, oprettet ved fuld bevidsthed og bekræftet af overlægen i Aurillac, tilfalder hele gården Chênes Rouges – samtlige 72 hektar, bygninger, maskiner, kvægbesætning samt indeståender på gårdens driftskonti – ubeskåret hans yngste søn, Julien Delmas. Din tvangsarv, Laurent, er af retten blevet indefrosset til dækning af de 340.000 euro, du ulovligt har belånt gårdens skove for gennem dokumentfalsk, samt som sikkerhed for erstatningskravet i den kommende straffesag.
Kaptajn Rocher trådte frem med to par håndjern.
— Laurent Delmas og Renaud Vasseur, I er begge anholdt og sigtet for dokumentfalsk, groft bedrageri, ulovlig medicinering og forsøg på manddrab.
Laurent forsøgte at trække sig fri, da håndjernene klikkede om hans håndled. Da gendarmerne førte ham mod døren, standsede han et sekund ud for Julien. Hans øjne flakkede, søgende efter et sidste gran af medlidenhed hos den lillebror, han altid havde udnyttet.
Julien så blot på ham og gentog de ord, Laurent selv havde sagt tre dage forinden:
— Det er ikke længere mit problem, Laurent.
Da politibilerne og de skræmte forretningsfolk fra Paris havde forladt gårdspladsen, faldt der en dyb, fredfyldt ro over Chênes Rouges. Lyden af Salers-kvægets brølen fra engene og vinden i de gamle egetræer var det eneste, der hørtes.
Julien gik ud på trappen foran stuehuset med Sophie, Lucas og René. Nox kom langsomt haltende hen til ham og lagde sit tunge, grå hoved mod hans knæ.
Julien satte sig på hug på de solvarme sten, begravede ansigtet i den gamle hunds tykke pels og strøg den blidt over ryggen.
— Tak, gamle ven, hviskede han med grødet stemme. Vi er hjemme nu.






