Alarmen på overvågningsskærmen hylede med en skærende, ubarmhjertig lyd, mens tallene for Léas iltmætning styrtdykkede: 88… 84… 79.

Julien stivnede. Han var fregatkaptajn i den franske flåde, trænet til at bevare roen under missilangreb og storme på åbent hav, men synet af hans fireårige datter, der gispede efter vejret med blålige læber, lammede ham fuldstændigt. Hans hænder rystede, da han greb fat i sengehesten.

— Hendes venstre lunge er klappet sammen, sagde doktor Martin Delmas med sammenbidte tænder, mens han fjernede stetoskopet. — Det er en trykpneumothorax. Sekreterne og infektionen har skabt en ventil-effekt. Luften kan ikke komme ud, og den presser på hendes hjerte. Vi skal have hende på operationsstuen med det samme!

— Vi når det ikke, sagde Élodie.

Hendes stemme var ikke længere den bløde, trøstende sygeplejerskestemme fra aftenen før. Den var kold, knivskarp og autoritær. En stemme, der var vant til at give ordrer under beskydning.

— Iltmætningen er på 72, Martin, fortsatte hun, mens hun allerede rev emballagen af en grov kanyle og en trevejshane. — Elevatoren til fjerde sal tager to minutter. Om halvfems sekunder går hun i hjertestop. Vi bliver nødt til at aflaste trykket her. Lige nu.

Martin tøvede et splitsekund, tydeligt rystet over, hvor hurtigt situationen var eskaleret.

— Jeg har ikke pædiatrisk drænsæt herinde, Élodie! Hvis vi rammer forkert i en fireårigs brystkasse…

— Så gør vi det med nåledekrompression i andet interkostalrum, afbrød Élodie ham. Hun kiggede direkte på lægen med et blik af stål. — Du kender proceduren, Martin. Jeg holder hende og guider dig, eller også gør jeg det selv. Vælg!

Julien stirrede på Élodie. I det øjeblik så han ikke en civil sygeplejerske på Sainte-Musse hospitalet i Toulon. Han så en operatør i en krigszone. Måden hendes fødder stod plantet på gulvet, den totale mangel på rysten på hænderne, den kirurgiske præcision hvormed hun desinficerede Léas lille brystkasse med klorhexidin.

— Kaptajn Arnaud!

Élodie råbte hans titel, ikke hans fornavn, og det ramte hans militære instinkt som et piskesmæld.

— Kom herover! Hold Deres datters skuldre og hoved fast. Tal til hende. Lad hende ikke bevæge sig en eneste millimeter. Forstået?

— Forstået, svarede Julien reflektorisk og trådte til. Han lagde sine store, rystende hænder blidt, men urokkeligt omkring Léas hoved og skuldre og bøjede sig ned til hendes øre. — Far er her, skat. Kig på far. Bare kig på far.

Léas øjne var vidtåbne af rædsel. Hun kunne ikke engang græde; der var ingen luft til at skabe en lyd.

Martin havde genfundet sin professionelle fatning, trukket med af Élodies urokkelige sikkerhed. Han tog kanylen. Élodies fingre fandt med øjeblikkelig sikkerhed kravebenet og talte ribbenene ned på den lille, spinkle brystkasse.

— Lige her, sagde hun lavt. — Over kanten af tredje ribben. Nu.

Julien lukkede øjnene et kort sekund, da nålen trængte ind, mens han blev ved med at hviske beroligende ord ind i Léas øre. Et sekund senere lød der en tydelig, hvæsende lyd – pssshh – da den indespærrede luft slap ud af brysthulen.

Næsten øjeblikkeligt holdt brystkassen op med at trække sig krampagtigt indad. På skærmen standsede det frie fald. 71… 74… 82… 89… Farven begyndte langsomt at vende tilbage til Léas kinder, og et svagt, hæst klynk undslap hendes læber, før hun faldt udmattet tilbage i puderne med en dyb indånding.

Martin slap et langt, rystende suk og tørrede sveden af panden med ærmet, mens to andre sygeplejersker kom løbende ind på stuen med rullebordet til det endelige brystdræn.

— Godt grebet, Élodie, mumlede lægen lavt. — Gudskelov du var her.

Élodie nikkede blot kort, hendes ansigt var igen lukket og professionelt. Hun trådte et skridt tilbage for at give plads til det øvrige personale, men Julien slap hende ikke med øjnene. Han havde set den type koldblodighed før. I Mali. I Djibouti. Ombord på helikoptere, der hentede sårede soldater ud under fjendtlig ild.

DEL 3

Tre timer senere sov Léa tungt, stabiliseret med et lille dræn og under tæt overvågning på intensivafdelingen for børn.

Julien stod ude på gangen med en papkop lunken kaffe i hånden. Han havde endelig taget sin uniformstrøje af og stod i sin hvide skjorte med opknappede ærmer. For enden af gangen sad hans mor, Mireille, på en plastikstol. Hun så pludselig meget gammel ud, bleg efter sit eget ophold på kardiologisk afdeling, men hendes øjne var stadig hårde, da hun kiggede op på ham.

— Lægen sagde, at det handlede om sekunder, sagde Mireille hæst. — Hvis den sygeplejerske ikke havde reageret…

— Men det gjorde hun, sagde Julien stille.

— Og hvor var du i de ni dage op til i dag, Julien? spurgte Mireille, og stemmen knækkede over i en blanding af vrede og sorg. — Da feberen steg til fyrre? Da jeg sad i venteværelset klokken tre om natten og ringede til flådebasen, og en vagthavende officer fortalte mig, at “beskeden ville blive videregivet, når de operative forhold tillod det”?