Julien smilede svagt og rystede på hovedet.

— Aldrig mere. Fra på mandag underviser jeg på landjorden her i Toulon. Fra otte til sytten. Ingen helikoptere, der flyver væk. Ingen skibe, der stævner ud.

Élodies øjne blev store. Hun vidste præcis, hvad en søofficer med hans rang opgav ved at tage sådan en beslutning.

— Gjorde De det på grund af Deres mors trussel?

— Nej, svarede Julien ærligt. — Jeg gjorde det, fordi De og min mor havde ret. Jeg gemte mig på havet, fordi jeg var bange for at være alene i huset uden min kone. Men i morges, da tallene på den skærm faldt, indså jeg, at mit liv ikke er derude på vandet. Mit liv ligger inde på stue 412 og holder fast i en gammel tøjkanin.

DEL 7

Næste morgen klokken otte sad Julien ved Léas seng. Han havde sovet i lænestolen ved siden af hende hele natten, med sin hånd inde i hendes.

Léa var vågen nu. Drænet sad der stadig, men hun trak vejret frit, og hun sad op og spiste en skefuld æblemos med stor koncentration.

Døren gik op, og Mireille trådte forsigtigt ind. Hun havde fået lov til at blive udskrevet fra kardiologisk afdeling på den betingelse, at hun holdt sig i ro. I hånden holdt hun den hvide kuvert med papirerne til advokaten.

Léa lyste op.

— Mormor! Far har læst historien om piratkaninen tre gange i nat! Han laver de sjove stemmer!

Mireille smilede varmt til sit barnebarn og kyssede hende på panden, før hun rettede sig op og kiggede på sin søn. Julien rejste sig fra stolen, tog sin overførselsordre fra flådekommandoen op af lommen og rakte den tavst til sin mor.

Mireille tog papiret, satte sine læsebriller på næsen og læste det igennem. Jo længere hun læste, desto mere rystede hendes hænder. Da hun nåede til kontreadmiral Vasseurs underskrift i bunden, steg tårerne op i hendes øjne.

— Julien… din kommando… din fregat…

— Min kommando er her, mor, sagde Julien stille og lagde en arm om sin mors skuldre. — Jeg er ked af, at jeg lod dig bære det hele alene efter Céline døde. Jeg var en kujon. Men det er slut nu. Du skal ikke vågne om natten og være bekymret mere. Du skal bare være mormor.

Mireille kiggede op på ham, og for første gang i to år var den kolde mur mellem dem smeltet væk. Hun løftede den hvide kuvert med advokatpapirerne, rev den langsomt midt over to gange og smed stykkerne i papirkurven ved siden af vasken. Derefter lagde hun armene om sin søns hals og græd stille ind mod hans skulder.

Lige i det øjeblik blev der banket let på døren, og Élodie trådte ind med medicinbakken. Hun bar sit adgangskort om halsen, hendes hår var sat pænt op, og der var en ro i hendes ansigt, som Julien ikke havde set før.

Så snart Léa fik øje på hende, slap hun skeen med æblemos og rakte begge arme frem.

— Élodie! Se, far er blevet her! Han sagde, at han aldrig sejler væk med det store skib mere!

Élodie gik hen til sengen, bøjede sig ned og gav den lille pige et kram, mens hun tjekkede forbindingen ved drænet med øvede, blide fingre.

— Det sagde jeg jo til dig, lille skat, smilede Élodie varmt. — Din far er en mand, der holder ord.

Hun rettede sig op, og hendes blik mødte Juliens hen over sengen. Mireille kiggede skiftevis på sin søn og på den unge sygeplejerske, tørrede sine øjne og fik et lille, underfundigt smil på læben.

— Frøken Morel, sagde Mireille. — Når Léa kommer hjem i næste uge, laver jeg en stor søndagsfrokost i huset i Mourillon. Efter hvad min søn har fortalt mig, skylder vores familie Dem mere, end vi nogensinde kan betale tilbage. Jeg insisterer på, at De kommer.

Élodie rødmede let og kiggede hurtigt på Julien.

— Jeg… jeg vil ikke trænge mig på i familien, fru Arnaud. Jeg passer bare mit arbejde.

— Hvis De ikke kommer, Élodie, sagde Julien med et stille smil og et glimt i øjet, som ikke havde været der i årevis, — bliver jeg nødt til at betragte det som grov lydighedsnægtelse. Og jeg har hørt, at De allerede har en sag i arkiverne.

Élodie kunne ikke lade være med at le – en klar, ægte lyd, der fyldte den lille hospitalsstue med solskin.

— Og jeg bliver meget vred, hvis du ikke kommer! tilføjede Léa bestemt og slog med sin tøjkanin i dynen. — Du skal se mit værelse!

Élodie kiggede på den lille pige og derefter tilbage på Julien, der stod fast plantet ved siden af sengen – ikke længere en officer på flugt over verdenshavene, men en far, der endelig var kommet i havn.