— Er du gået fra forstanden? sagde admiralen lavt. — Du står øverst på listen til at blive udnævnt til kommandør til efteråret. Du skal overtage kommandoen over den nye luftforsvarsfregat til januar! Det er højdepunktet i din karriere, det vi har arbejdet hen imod i ti år!
— For fire timer siden var min fireårige datter ved at blive kvalt i sin egen brystkasse på Sainte-Musse hospitalet, sagde Julien med en stemme, der var rystende rolig. — Hun har ligget der i ni dage, mens jeg var under radiotavshed. Min mor har ligget på kardiologisk afdeling af udmattelse. Og da min datter vågnede i går aftes, troede hun, at jeg havde forladt hende for altid, ligesom hendes mor.
Vasseur sukkede tungt og lænede sig tilbage.
— Julien, jeg forstår, at det er et chok. Det er prisen, vi betaler for den uniform, vi bærer. Vi sørger for en barnepige gennem flådens socialtjeneste, jeg giver dig to ugers ekstra orlov…
— Léa har ikke brug for en barnepige fra socialtjenesten, hr. admiral, afbrød Julien ham. — Hun kender ikke forskel på en klassificeret operation og en far, der er ligeglad. Jeg har allerede mistet min kone, mens jeg var på havet. Jeg nægter at miste min datter for en stjerne mere på skulderen.
Admiralen betragtede ham længe. Vreden i den ældre mands øjne veg langsomt for en modvillig respekt.
— Undervisningsstaben på Søværnets Taktiske Skole her på basen mangler en leder for krisestyring og strategi, sagde Vasseur til sidst med en tør stemme. — Kontortid fra otte til sytten. Ingen udsendelser. Ingen sejladser. Din løn bliver skåret med tredive procent, fordi du mister søtillægget, og du kan vinke farvel til admiralsrangen for evigt.
— Hvor skriver jeg under? spurgte Julien uden et sekunds tøven.
Vasseur rystede langsomt på hovedet, trak en skuffe ud og lagde en formular på bordet.
— Du er en stædig idiot, Arnaud. Men Céline ville have været stolt af dig.
Før Julien forlod kontoret efter at have underskrevet papirerne, stoppede han ved døren.
— Hr. admiral… Jeg har brug for en sidste tjeneste. En fortrolig forespørgsel i hærens personalearchiver. Service de Santé des Armées. En tidligere sygeplejerske ved navn Élodie Morel.
DEL 5
Da Julien vendte tilbage til hospitalet sidst på eftermiddagen, lå der en brun mappe i hans inderlomme, som en af Vasseurs adjudanter havde skaffet ham på mindre end en time. Men han havde ikke haft tid til at åbne den endnu, for så snart han trådte ud af elevatoren på børneafdelingen, hørte han hævede stemmer fra kontoret for enden af gangen.
Døren stod på klem. Indenfor stod afdelingssygeplejersken, en stram kvinde i halvtredserne ved navn fru Tessier, sammen med en repræsentant fra hospitalsledelsen. Foran dem stod Élodie, uden sin kittel, i en almindelig mørkeblå sweater og jeans.
— Vi bestrider ikke, at barnet overlevede, frøken Morel, sagde manden fra ledelsen køligt. — Men De har overtrådt samtlige protokoller. Først bliver De på afdelingen uden tilladelse om natten, hvilket er i strid med forsikringsreglerne for vikarer. Dernæst presser De en læge til et ekstremt risikabelt kirurgisk indgreb på en stue i stedet for på operationsgangen. Og vigtigst af alt…
Han løftede et stykke papir.
— Efter hændelsen i morges lavede HR-afdelingen et rutinetjek af Deres papirer. De har fortiet i Deres ansøgning, at De blev afskediget fra militæret efter en krigsretslignende disciplinærsag for to år siden for grov lydighedsnægtelse. De er suspenderet med øjeblikkelig virkning. Aflever Deres adgangskort.
Élodie sagde ikke et ord. Hendes ansigt var hvidt som kridt, men hun holdt hovedet højt. Hun tog sit adgangskort af snoren om halsen og lagde det på skrivebordet. Hendes hænder rystede svagt, da hun tog sin taske. For hende handlede det ikke kun om et job; Julien kunne se i hendes øjne, at børnene på den afdeling var det eneste, der holdt hende oppe.
— Et øjeblik, lød en dyb stemme fra døren.
Julien skubbede døren helt op og trådte ind i det lille kontor. Selvom han havde underskrevet sin overførsel, bar han stadig sin gallauniform med de fire gyldne striber på ærmerne og ordensbåndene på brystet. Hans blotte tilstedeværelse fyldte rummet med en tyngde, der fik både fru Tessier og direktionsmedlemmet til at rette sig uvilkårligt op.
— Kaptajn Arnaud, sagde direktionsmedlemmet overrasket. — Dette er et internt personalespørgsmål…
— Dette handler om den kvinde, der reddede min datters liv for syv timer siden, mens Deres system diskuterede elevatorventetider, afbrød Julien ham iskoldt.
Han trak den brune mappe frem fra sin inderlomme, åbnede den og kiggede hurtigt ned over det stemplede dokument fra Forsvarsministeriet, som Vasseurs kontor havde printet til ham. Hans blik dvælede ved linjerne, og da han kiggede op på Élodie, var hans øjne fyldt med en dyb, uforstilt ærefrygt.






