Hun rejste sig langsomt op og støttede sig til væggen.
— Da Céline døde for to år siden, lovede du ved hendes grav, at Léa altid ville komme i første række. Men du flygtede ud på havet, Julien. Du gemte din sorg i kommandobroen på en fregat og efterlod en toårig pige hos en halvfjerdsårig kvinde med et svagt hjerte.
Ordene ramte Julien hårdere end nogen knytnæve. Fordi de var sande. Efter sin kones pludselige død af en hjerneblødning havde huset i Toulon føltes som en krypt. Hver gang han kiggede på Léa, så han Célines øjne, og smerten havde været så overvældende, at havet og missionerne var blevet hans eneste fristed. Han havde bildt sig selv ind, at han gjorde det for at tjene til deres fremtid, for pligten, for Frankrig.
— Mit hjerte kan ikke klare en runde mere som denne, Julien, sagde Mireille stille. — Og Léas hjerte kan slet ikke. Mit møde med advokaten er på torsdag. Hvis du skriver under på en ny sejlplan, indgiver jeg begæringen om forældremyndighed til familieretten. Ikke for at straffe dig. Men for at redde hende.
Hun vendte sig om og gik langsomt ned ad gangen mod sin egen afdeling.
Julien blev stående alene. Han kiggede ind gennem glasruden til Léas stue. Inde ved sengen stod Élodie Morel og justerede dråbetælleren på et drop. Da hun var færdig, lagde hun forsigtigt den slidte tøjkanin til rette ved Léas kind og strøg en hårlok væk fra pigens pande med en ømhed, der fik noget til at snøre sig sammen i Juliens bryst.
Da Élodie kom ud på gangen og lukkede døren lydløst efter sig, stod Julien direkte foran hende.
— De reddede min datters liv i morges, sagde han.
— Dr. Delmas udførte proceduren, kaptajn. Jeg assisterede blot, svarede hun neutralt og forsøgte at gå forbi ham.
— En civil sygeplejerske på en børneafdeling diagnosticerer ikke en trykpneumothorax på tre sekunder og beordrer en overlæge til at lave en nåledekrompression uden bedøvelse, sagde Julien lavt og spærrede hende vejen. — Og hun scanner ikke samtlige flugtveje, hver gang hun træder ind i et lokale. Hvilken enhed, Élodie?
Élodie stoppede. Hun kiggede ned i gulvet, og i et kort øjeblik strammede kæbemusklerne sig på hendes smalle ansigt.
— Det rager ikke Dem, kaptajn Arnaud.
— De holdt min datter i to timer efter endt vagt i går aftes, og i morges bragte De hende tilbage fra dødens rand, sagde Julien, og hans stemme blødnede. — For mig rager det alt. Hvem er De?
Hun løftede blikket. Hendes brune øjne var dybe, mærkede af en træthed, som Julien genkendte fra sit eget spejlbillede.
— Antenne Chirurgicale Parachutiste, sagde hun så lavt, at det næsten var en hvisken. — Faldskærmskirurgisk enhed. Barkhane-operationen. Sahel.
Julien trak vejret dybt ind. Det var hærens mest udsatte medicinske eliteenheder – sygeplejersker og kirurger, der sprang ud med faldskærm direkte bag fjendens linjer for at operere elitesoldater i ørkensandet.
— Hvorfor er en sygeplejerske med den profil ansat som vikar på en civil børneafdeling i Toulon, mens hun er bange for, at ledelsen skal fyre hende for at blive to timer over tid? spurgte han.
Et bittert smil strejfede hendes læber.
— Fordi militæret er hurtige til at give medaljer, kaptajn, men meget dårlige til at beholde folk, der ikke længere følger ordrer blindt. Pas på Deres datter. Hun har brug for Dem.
Hun gik forbi ham med hurtige skridt og forsvandt ind i skyllerummet.
DEL 4
Klokken 14.00 samme eftermiddag trådte fregatkaptajn Julien Arnaud ind på flådebasen i Toulon. Han var nybarberet, hans uniform var nystrøget, men under stoffet føltes hans krop som bly.
Han blev ført direkte ind på kontoret hos kontreadmiral Henri Vasseur, hans øverste chef og mentor gennem femten år. Kontoret havde udsigt over krigshavnen, hvor de grå fregatter lå fortøjet under den skarpe middelhavssol.
— Julien! sagde admiralen og rejste sig med et bredt smil bag sit mahogniskrivebord. — Godt at se dig tilbage. Rapporten fra Languedoc er fremragende. Ministeriet er yderst tilfredse med jeres indsats i Det Røde Hav. Sæt dig.
Julien satte sig ikke. Han blev stående i retstilling foran skrivebordet og lagde et lukket brev på den blanke træoverflade.
Admiral Vasseurs smil blegnede en anelse. Han kiggede ned på kuverten og derefter op på sin bedste officer.
— Hvad er det der, Julien?
— Det er min anmodning om øjeblikkelig fritagelse fra aktiv søtjeneste og overførsel til en fast stilling på land her i Toulon, hr. admiral. Hvis det ikke kan imødekommes inden for otteogfyrre timer, er det min afskedsbegæring fra flåden.
Der blev bomstille i lokalet. Kun den svage summen fra klimaanlægget kunne høres. Vasseur stirrede på ham, som om Julien havde talt et fremmedsprog.






