“Jeg troede, jeg havde mistet dig for altid,” hviskede Julian, mens en enkelt varm tåre slap fri og løb ned ad hans kind.

“Aldrig, min dreng. Jeg har tænkt på dig hver eneste time i fireogtyve år,” hulkede hun.

Da de endelig trak sig lidt tilbage, tørrede Julian sine øjne med håndryggen. Hans blik var forvandlet. Sorgen og chokket var der stadig, men under dem var der tændt en kold, ubøjelig ild.

“Victor ved ikke, at du er i landet?” spurgte Julian.

“Nej,” svarede Renata. “Sikkerhedsvagterne ved hendes lejlighed i Genève får betaling den første i hver måned for at rapportere, at alt er normalt. Min kontakt sørgede for en dobbeltgænger, der går ind og ud af bygningen med Claras frakke og hat på. Victor tror, hun sidder i Schweiz. Og han tror, at du er en naiv nevø, der skriver under med lukkede øjne i morgen tidlig.”

Julian kiggede på sit ur. Klokken var 19:45.

“Fusionsmødet i morgen er sat til kl. 09:00 i bestyrelseslokalet på øverste etage,” sagde Julian. “Hele bestyrelsen vil være der. Bankdirektørerne, de juridiske rådgivere og pressen venter i lobbyen bagefter på offentliggørelsen.”

“Vi kan gå til politiet nu,” foreslog Renata. “Vi har Claras vidneudsagn, og vi har mine spor af de finansielle overførsler.”

“Nej,” sagde Julian bestemt. “Victor har brugt årtier på at opbygge et netværk af kontakter i politiet og domstolene. Hvis vi anmelder ham i aften, får han et tip inden midnat. Han vil slette serverne, overføre pengene til lukkede konti i Asien og sidde i et privatfly til et land uden udleveringsaftale, før solen står op. Og han vil påstå, at min mor er en bedrager, vi har hyret for at stoppe handlen.”

Julian samlede den røde mappe op fra bordet.

“Hvis vi skal knuse Victor, skal det ske i fuld offentlighed, foran hele bestyrelsen og bankerne, hvor han ikke kan løbe, og hvor han selv har lagt hovedet på blokken.”

“Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte Renata, mens et lille, anerkendende smil viste sig i hendes mundvig.

“Vi har tretten timer,” sagde Julian. “Renata, du kender vores IT-chef, Kasper, ikke sandt? Kan vi stole på ham?”

“Victor nægtede ham en forfremmelse sidste år og gav jobbet til sin egen vens inkompetente søn,” sagde Renata. “Kasper hader Victor. Han gør hvad som helst for os.”

“Godt. Og jeg ringer til kommissær Møller fra Bagmandspolitiet. Han efterforskede Victor for skattesvig for fem år siden, men måtte droppe sagen, fordi et nøglevidne pludselig trak sin forklaring tilbage. Møller har ventet på en chance for at fange Victor lige siden.”

Julian vendte sig mod sin mor og tog hendes hænder i sine.

“Mor, i nat bliver du her i Renatas lejlighed. Vi sætter to pålidelige vagter foran døren. Ingen må vide, at du er her, før det helt rigtige øjeblik i morgen.”

Clara nikkede og klemte hans hænder. “Vær forsigtig, Julian. Victor er som et såret dyr, når han bliver trængt op i en krog. Han har ingen samvittighed.”

“Det behøver han heller ikke,” svarede Julian koldt. “For efter i morgen har han heller ingen fremtid.”

Næste morgen kl. 08:45 strålede solen ind gennem de enorme gulv-til-loft-vinduer på fyrretyvende etage i Castellanos Tower. Fra bestyrelseslokalet kunne man se ud over hele byen, som familien havde været med til at bygge op gennem tre generationer.

Omkring det lange, blankpolerede konferencebord i sort granit sad tolv bestyrelsesmedlemmer, fire repræsentanter fra landets største erhvervsbank samt et hold af advokater i skræddersyede jakkesæt. For enden af bordet stod Victor Castellanos.

Han var toogtres år gammel, men holdt sig skarpt. Hans sølvgrå hår var redt tilbage, og han bar et koksgråt jakkesæt med et silkeslips i firmaets farver. Han lo højt og selvsikkert, mens han skænkede kaffe til bankdirektøren og klappede ham venskabeligt på skulderen. Han lignede indbegrebet af en triumferende erhvervsleder.

Da dørene til lokalet gik op, og Julian trådte ind, fulgt af Renata, faldt snakken til ro.

Julian bar et mørkeblåt jakkesæt. Hans ansigt var fuldstændig udtryksløst, en perfekt maske af ro, selvom adrenalinen pumpede gennem hans krop. Renata gik lige bag ham med sin tablet og en sort lædermappe under armen.

“Julian, min dreng!” udbrød Victor og bredte armene ud med et varmt, faderligt smil, der engang havde givet Julian tryghed, men som nu fik det til at vende sig i ham. “Der er du endelig. Vi begyndte næsten at tro, at du havde fået kolde fødder på denne historiske dag.”

“Jeg ville aldrig gå glip af det her, onkel,” sagde Julian og lod Victor give ham et kort kram. Han kunne lugte Victors dyre cologne – den samme duft, som sikkert havde hængt i hospitalsværelset, da han truede Clara til tavshed for fireogtyve år siden.

Victor skævede kort og misbilligende til Renata. “Jeg vidste ikke, at frøken Vestergaard skulle deltage i selve underskrivelsen. Dette er kun for direktionen og bestyrelsen.”