“Renata har stået for den finansielle gennemgang af hele aftalen,” svarede Julian glat og satte sig på sin plads til højre for bordenden. “Jeg vil have hende ved min side, så hun kan bekræfte de sidste tal, før jeg sætter min underskrift.”

Victor trak på skuldrene, for sikker i sin sejr til at gøre et nummer ud af det. “Naturligvis. Jo flere øjne, jo bedre. Som I alle ved,” fortsatte Victor og henvendte sig nu til hele rummet med sin dybe, rungende stemme, “markerer denne dag begyndelsen på en ny æra. Min afdøde bror, Henrik, og hans elskede hustru, Clara, lagde fundamentet til dette imperium. Det har været mit livs sværeste, men mest ærefulde opgave at passe på arven, siden tragedien ramte vores familie. Med dagens sammenlægning med Nordisk Kapital sikrer vi, at Castellanos Gruppen forbliver urørlig i de næste halvtreds år.”

Flere af bestyrelsesmedlemmerne nikkede anerkendende og klappede let i hænderne. Victor nød hvert sekund. Han vinkede til sin chefadvokat, Marcus Lind, der hurtigt lagde det tykke kontraktkompleks foran Julian og rakte ham en tung fyldepen i guld.

“Der er kun brug for din underskrift på de tre markerede sider, Julian,” sagde Marcus med et glat smil. “Resten er blot formalia, som vi allerede har gennemgået.”

Julian tog pennen i hånden. Han vejede den mellem fingrene og skruede langsomt hætten af.

Victor lænede sig lidt frem, mens hans øjne fulgte pennens spids med en næsten ulidelig grådighed. Kun et par streger med blæk, og tre milliarder kroner i aktiver ville skifte hænder for altid.

Men Julian satte ikke pennen mod papiret. I stedet lagde han den stille ned oven på kontrakten og lænede sig tilbage i læderstolen.

“Inden jeg skriver under,” sagde Julian med en stemme, der skar klart gennem rummets forventningsfulde stilhed, “er der et enkelt punkt i appendiks C, jeg gerne vil have, at du forklarer for bestyrelsen, onkel.”

Victors smil stivnede en anelse. “Julian, vi har gennemgået alt det her med revisorerne i sidste uge. Lad os ikke spilde bankens og bestyrelsens kostbare tid med tekniske detaljer nu.”

“Jeg tror, bestyrelsen vil finde netop denne detalje yderst interessant,” sagde Julian. Han gav et lille nik til Renata.

Renata trykkede på sin tablet. I samme øjeblik tændtes den store præsentationsskærm på væggen bag Victor.

I stedet for firmaets logo dukkede et komplekst diagram af selskabsstrukturer, bankkonti og pengestrømme op.

“Hvad er meningen med det her?” spurgte Victor skarpt og vendte sig halvt om mod skærmen. “Marcus, få slukket for det der!”

“IT-afdelingen har låst systemet udefra, Victor,” sagde Julian roligt og rejste sig op, så han stod ansigt til ansigt med sin onkel. “Det, I ser på skærmen, mine damer og herrer, er den reelle ejerstruktur bag Nordisk Kapital. Som I kan se, er det ikke et internationalt investeringskonsortium. Det er et tomme skuffeselskab registreret i Panama, oprettet for otte måneder siden af Marcus Lind på vegne af én eneste reel ejer: Victor Castellanos.”

Der gik et gisp gennem lokalet. Bestyrelsesformanden, en ældre mand ved navn Jørgen Krogh, tog sine briller på og stirrede vantro på skærmen. “Victor? Hvad er det, drengen taler om? Er det her sandt?”

Victor blev rød i hovedet, men han kom sig hurtigt og slog ud med hånden i en afvisende gestus. “Det er det rene vanvid! Julian er tydeligvis blevet manipuleret af sin kæreste her, som sikkert forsøger at presse penge ud af selskabet. Disse dokumenter er forfalskede!”

“De er hentet direkte fra Marcus Linds personlige server og bekræftet af bankens internationale transaktionslog i morges kl. 06:00,” indskød Renata køligt og delte udskrifter ud til bestyrelsesmedlemmerne, der straks begyndte at bladre febrilsk i dem. “Og hvis I kigger på side to i jeres mappe, vil I se, hvorfor Victor har så travlt med at gennemføre denne handel i dag.”

Julian pegede på det næste billede på skærmen, som viste røde tal i hundrede-millioner-klassen.

“Gennem de sidste femten år har Victor tømt Castellanos Gruppens reserver gennem fiktive konsulentaftaler og lån i udlandet,” sagde Julian. “Selskabet mangler fire hundrede og firs millioner kroner, som Victor har tabt på fejlslagne ejendomsprojekter og højrisikospekulation. Kontrakten foran mig overfører alle vores sunde værdier til Victors private skuffeselskab, mens gælden og de ulovlige lån efterlades her i huset – under mit ansvar.”

Marcus Lind var blevet ligbleg. Han begyndte hurtigt at samle sine papirer sammen for at lægge dem i sin dokumentmappe. “Jeg mener, at vi bør udsætte dette møde med det samme, indtil vores juridiske afdeling har undersøgt disse uhyrlige påstande…”

“Ingen forlader lokalet, Marcus,” sagde Julian med en autoritet, der fik advokaten til at fryse midt i bevægelsen.

Victor trådte frem og slog begge hænder hårdt i bordet. Masken af den venlige onkel var fuldstændig væk. Hans ansigt var fortrukket i et rasende grimasse, og årerne stod tydeligt frem i hans pande.