Victor så sig omkring som et dyr i en fælde. Døren var blokeret af politiet. Bestyrelsen havde trukket sig væk fra ham. Hans advokat havde forrådt ham. Og lige foran ham stod den kvinde, han havde forsøgt at slå ihjel, og den nevø, han havde forsøgt at ruinere.

I et desperat anfald af raseri kastede Victor sig frem over bordet mod Julian med knyttede næver. “Alt det her var mit! Jeg byggede det! Du er ingenting uden mig!”

To betjente var over ham på et splitsekund. De greb fat i hans arme, tvang ham ned mod det blanke granitbord og lagde de kolde håndjern om hans håndled med et skarpt, metallisk klik.

“Victor Castellanos,” sagde kommissær Møller formelt, “du er anholdt for groft bedrageri, dokumentfalsk, ulovlig frihedsberøvelse i fireogtyve år samt forsøg på manddrab.”

Victor kæmpede imod, mens betjentene trak ham op igen. Hans jakkesæt var krøllet, og hans grå hår hang i totter ned i panden. Da han blev ført forbi Julian og Clara, spyttede han ordene ud: “I tror, I har vundet! Men skandalen vil knuse aktiekursen! Firmaet vil styrte i grus inden middag!”

Clara så på ham uden frygt, uden vrede – kun med en dyb, endegyldig kulde.

“Firmaet blev bygget på ærlighed før dig, Victor,” sagde hun. “Og det vil rejse sig igen uden dig. Men du kommer aldrig til at se dagens lys uden for en fængselscelle igen.”

Betjentene førte den råbende Victor og den tavse, rystende Marcus Lind ud af lokalet. Da dørene lukkede sig bag dem, sænkede der sig en dyb, forløsende stilhed over fyrretyvende etage.

Jørgen Krogh gik langsomt hen til Clara med tårer i øjnene og tog begge hendes hænder. “Clara… på hele bestyrelsens vegne… jeg har ingen ord. Velkommen hjem.”

Clara smilede varmt til den gamle ven og vendte sig derefter mod Julian.

“Med tooghalvtreds procent af stemmerne,” sagde Clara klart, så hele bestyrelsen kunne høre det, “indkalder jeg hermed til en ekstraordinær afstemning. Mit første og eneste forslag som hovedaktionær er at udnævne min søn, Julian Castellanos, til permanent administrerende direktør med øjeblikkelig virkning – med Renata Vestergaard som ny finansdirektør.”

Jørgen Krogh tørrede sine øjne og nikkede resolut. “Jeg tror, jeg taler for alle omkring dette bord, når jeg siger, at forslaget er enstemmigt vedtaget.”

Senere den aften, da pressestormen havde lagt sig en smule, og de juridiske oprydningshold havde taget over, stod Julian på den store terrasse uden for sit kontor. Byens lys glimtede under dem som et hav af stjerner i skumringen.

Inde i det tilstødende lokale sad Clara i en blød lænestol med en kop varm te, dybt begravet i en lang, stilfærdig samtale med Jørgen Krogh om de mange år, der var gået, og om minderne om Julians far. For første gang i over to årtier så hun fredfyldt ud.

Døren til terrassen gik op, og Renata trådte ud i den kølige aftenluft. Hun havde taget sin habitjakke af og holdt noget i hænderne.

Julian vendte sig om og måtte smile.

I sine arme holdt hun den lille plysbjørn og en håndfuld af de røde og cremehvide roser fra buketten, som han havde tabt på hendes gulv aftenen før. Hun havde klippet stilkene til og reddet de smukkeste af dem.

“Jeg tænkte, at det ville være en skam, hvis de gik helt til spilde,” sagde Renata blødt og gik hen til ham ved rækværket. “Selvom du som sædvanlig købte en buket, der var alt for stor.”

Julian tog blomsterne og lagde dem forsigtigt på terrassebordet. Så lagde han sine hænder om hendes talje og trak hende tæt ind til sig. Han så ned i hendes øjne – kvinden, der ikke bare havde reddet hans families livsværk, men som havde givet ham hans mor og hans sande liv tilbage.

“Hvis du ikke havde været så stædig med de regnskaber,” sagde Julian lavt og strøg en hårlok væk fra hendes ansigt, “ville jeg have skrevet under i morges. Jeg ville have mistet alt, uden nogensinde at kende sandheden.”

“Jeg passer bare mit arbejde, direktør,” sagde Renata med et drilsk glimt i øjnene, før hendes udtryk blev alvorligt og blidt. “Og jeg passer på den mand, jeg elsker.”

Julian stak hånden i sin inderlomme. Da han havde været hjemme i familiens hus tidligere på eftermiddagen for at hente sin mors gamle ejendele fra sin fars pengeskab, havde han taget en lille fløjlsæske med sig, som hans far havde lagt til side til ham mange år tidligere.

“Apropos at skrive under på livsændrende aftaler,” sagde Julian og åbnede den lille æske mellem dem. Indeni lå en enkel, strålende diamantring, der fangede skæret fra byens lys. “Jeg har ikke tænkt mig at vente en eneste dag mere på fremtiden. Renata… vil du gifte dig med mig?”