Renata gispende stille og lagde en hånd over sin mund, mens glædestårerne steg op i hendes øjne. Bag glasdøren inde på kontoret rejste Clara sig og så ud på dem med et strålende, lykkeligt smil gennem ruden.
“Ja,” hviskede Renata og kastede sine arme om Julians hals. “Tusind gange ja.”
Mens Julian kyssede hende under den åbne nattehimmel, vidste han, at fortidens skygger endelig var drevet væk. Løgnene var brændt ned til grunden, og ud af asken var hans sande familie endelig blevet hel igen.






